Josephine Park: "Jeg synes virkelig, at det er en disciplin at være i et parforhold"

De første ord mellem os foregår lydløst.

Med den ene hånd peger den lyshårede skuespiller på den mobiltelefon, som hun står med op mod øret, mens hun med munden genskaber, at der bliver snakket løs.

Jeg er selv dukket fem minutter for sent op til vores aftale, så jeg forsøger at fagte undskyld og mime, om jeg skal bestille en kop kaffe til hende.

– Det er KUN en luksus at få fem minutter uventet, efter jeg har fået barn, lyder det med et stort smil fra Josephine Park, da hun lægger på. 

For der er smæk på i hendes liv lige for tiden – og på den rigtig gode måde, forklarer hun, da ALT.dk møder hende på en café på Nørrebro i København.

Allerede mens Josephine Park gik på sidste del af skuespilleruddannelsen i 2014, landede hun en stor rolle som Isa i DR-dramaserien Arvingerne. Året efter vandt hun en Reumert som Årets Talent, og siden har hun spillet succesfulde roller på teater, i film og på tv. For sidstnævnte har hun netop modtaget en Robert-pris som Årets Birolle for sin rolle som Josse i DR3-serien Doggystyle. Samtidig blev hun i sommer gift med dramatiker Kirstine Høgsbro, som har sønnen Sofus på 14 år fra et tidligere forhold, og sammen har parret sønnen Nelson fra juli 2017.

– Jeg er et dejligt sted, synes jeg. Jeg er ved at afslutte en teaterforestilling, der er noget film på vej, og så skal vi lave anden sæson af Doggystyle. Om lidt starter jeg også på en forestilling, som min kone skriver til Teater Grob, så vi skal arbejde sammen. Det glæder jeg mig sygt meget til. Jeg synes bare, at livet er fyldt med ting, som jeg har lyst til. Som jeg sagde til min Kirstine i går: Mit eneste problem i mit liv lige nu er, at der er for få timer i døgnet. Og det er jo bare et kæmpe privilegium, understreger den 31-årige skuespiller.

Josephine Park under årets Robertfesten i februar. (Foto: Klaus Bo Christensen/Her & Nu)

Noget af det, som Josephine Park har valgt at bruge den dyrebare tid på, er teaterforestillingen ”En forestilling om kærlighed”, som er det københavnske lydteater AKT1s første sceneproduktion på Aveny-T. En form for con amore-projekt, hvor alle arbejder frivilligt i fire uger, og al overskuddet ubetinget går til kvindehuset DANNER, der i 40 år har arbejdet for at stoppe vold mod kvinder og for ligeværd.

– Alle på DANNER arbejder gratis, og de har ingen penge. Samtidig er der de frygtelige historier om det, som kvinderne går igennem. At være stuck i livet på den måde og aldrig at kunne løsrive sig fra den, der krænker én. Det er på en måde det værste mareridt. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget værre, end at man ikke kan slippe fri og skal leve i eksil i resten af ens liv.

Alt for få fede roller til kvinder

Der er passion i Josephines stemme, når hun snakker. Hun er ung, kvindelig skuespiller i en tid, hvor uligheder og magtforholdet mellem mænd og kvinder er kommet på dagsordenen i hele samfundet.

– Jeg synes, at der er et rigtig godt fokus på kvinder i dag. Der er sket noget fantastisk med ’me too’-bevægelsen, også selvom de fleste af os på et tidspunkt nok tænkte, "åh nej, nu synes jeg måske, at det er lidt meget…" Men så var det som om, man fik øje på, hvor mange ting man slet ikke har set, for eksempel den måde, man bliver talt til på.

Der er brug for flere fede roller til kvinder, mener Josephine Park. (Foto: Susanne Baden Jensen)

Hvis du kigger på den branche, du bevæger dig i, hvad er så det største problem for kvinder i dag?

– For det første er der virkelig få fede kvinderoller. Det meste er skrevet af mænd til mænd, så det er nok derfor. Og så får kvinder også sjældent lov til at være sjove, og man må heller ikke være for sur. Jeg kan huske, at der var en anmelder, der skrev, at jeg virkede sur på scenen. Hvor jeg tænkte, at det havde man jo aldrig skrevet, hvis det havde været en mand. Aldrig.

– På et større plan har der i forbindelse med ”En forestilling om kærlighed” været folk, som studsede over, at der i forestillingen var nogle mænd, der var kærester, og kvinder, der var kærester, og jeg kan faktisk mærke, at min tolerance bliver mindre og mindre på det punkt. Fordi jeg selv er gift med en kvinde, har jeg nok altid haft det sådan, at det handler om, at folk er uvidende, men jeg kan bare mærke, at nu gider jeg ikke mere pis. Jeg gider ikke længere at få lavere løn, og jeg gider ikke, at folk skal synes dårligere om min måde at leve på. Jeg synes generelt, at mine grænser bliver lidt mere optrukket, end de har været før. Både i forhold til kønsroller, men det glider jo også sammen med seksualitet.

Josephine Park i AKT1s opsætning af stykket En forestilling om kærlighed. (Foto: Martin Høyer)

– Efter jeg fik en Robert-pris, var jeg inde hos Mikael Simpson på P6 BEAT og besøge hans radioprogram, hvor han sagde: "Gud, du ved godt, at der har været totaldrama herinde, fordi dagen efter, du havde fået prisen, var der en overskrift på DR.dk, hvor der stod: Lesbisk kvinde vinder stor pris.” Jeg tænkte bare... vildt. Er det dér, vi er? Det undrer mig bare nogle gange. Og så på DR?

– Jeg så også en video på Facebook fra Debatten med Clement (Kjersgaard, red.), hvor en præst og en homoseksuel mand, der har fået et barn med en anden mand, debatterede mod hinanden. Det var egentlig uinteressant, fordi det var forudseeligt: Den ene synes, at det var godt, og den anden synes, det var dårligt. Så jeg læste bare kommentarsporet, og SERIØST alle-alle-alle kommentarer var nærmest ens og gik på, at "det er også rigtig vigtig for et barn at have en mor og far og kende sit biologiske ophav." Jeg var fuldstændig i chok over, at det er sådan, folk ser det. For første gang i mit liv blev jeg harm – for nu har jeg Nelson, og det er sådan, vi lever, og jeg blev rasende over, at han skal møde det dér. Jeg tænker, hvad er en far egentlig, det er jo også en titel, som man skal gøre sig fortjent.

Sydlandsk familiestemning

Josephine Park bor til daglig med sin familie på Frederiksberg – eller som hun selv kalder det: Det længste, jeg nogensinde har boet væk fra ”byen”.

Hun er født og vokset op i København hos skiftevis sin far og mor. Hendes forældre gik fra hinanden, da hun var omkring halvandet år, og siden kom der otte halv- og papsøskende inde i familieportrættet, hvoraf hun er vokset op med fire-fem af dem.

– Det var en stille og rolig opvækst, men også vild og med mange forskellige mennesker i mit liv. Min mor har altid været et meget rummeligt menneske, så der er kommet mange forskellige typer hjemme hos os altid. Så det var stille med roligt med smæk på, vil jeg sige.

Hvad har det betydet for dig?

– Man lærer jo på en eller anden måde at gebærde sig og omstille sig efter situationen. Man kan godt lidt blive som en fisk i vandet, både på en meget positiv måde, men nogle gange måske også lidt for god til at indordne sig. Men jeg husker det også som en meget festlig barndom.

– Vores familiefødselsdage bestod - og det gør de i øvrigt stadigvæk - af 50-60 mennesker, som er familie og venner. Sådan total sydlandsk familiestemning. Da vi skulle holde min søn Nelsons etårsfødselsdag spurgte min kone, om vi virkelig skulle have så mange med? Der kunne jeg bare mærke, at ja, det skal vi, for det gider jeg vildt godt give videre. Jeg synes selv, at det var så fantastisk og fyldt med børn og voksne, som jeg kunne spejle mig i. Og så er der også noget i at have mange forskellige mennesker, der har kærlighed til ens barn.

Og det har netop været mødet med mange forskellige mennesker, der har ført Josephine Park ind i skuespil. Det gik nemlig allerede op for hende, at hun en dag skulle stå på en scene, da hun var 15-16 år, og hendes far blev kæreste med en skuespiller, som tog hende med i teateret.

– Jeg har altid været meget vild med musik og elsket film, og da jeg så begyndte at interessere mig for teater, var jeg bare fuldstændig hooked. Da jeg begyndte i gymnasiet, kan jeg huske, jeg tænke, at det skal jo bare overstås, så jeg kunne komme ind på Skuespillerskolen.

Du var allerede SÅ målrettet på det tidspunkt?

– Ja, jeg vidste det helt klart. Jeg kan huske, at jeg havde besluttet mig for, at jeg skal nok komme ind på den skole, om jeg så skal søge ind resten af mit liv. Første gang jeg søgte ind, kom jeg til anden-prøven, og så søgte jeg året efter igen og kom ind.

Hungren efter anerkendelse

I starten af sine 20’ere flyttede Josephine Park derfor til Aarhus for at starte på Skuespillerskolen. En by, der på mange måder var med til at forme hende til den person og skuespiller, hun er i dag.

– Det var fandeme intenst og op og ned. Man er blandt enormt meget talent, og man bliver pillet og rodet og raget på. Man får at vide, at der er noget med ens stemme eller ens krop, og lige pludselig kunne jeg ikke engang løfte armen på scenen, uden at det var unaturligt. Det var en følelse af at komme igennem det, og så finde tilbage sig selv igen.

– Så det var helt klart en kæmpe konfrontation med en selv, og pludselig var jeg i Aarhus, så jeg var også vildt meget alene. Jeg var i skole, og så tog jeg hjem. Mit netværk var dem fra skolen, men ellers kendte jeg ingen. Det var meget grænseoverskridende i starten, fordi jeg totalt er et socialt dyr, men det var også vildt sundt for mig at flytte og give slip på alt. Jeg lærte virkelig, hvor dejligt det var at være alene. Jeg kunne pludselig fordybe mig HELT vildt meget. Jeg nørdede skuespil, havde hovedet fuld af det hele tiden, og jeg ville læse nye ting, nye manuskripter. Jeg var fuldstændig besat og havde hele tiden noget for. Så det endte med at være en rigtig god ting, som var ret afgørende for mig at prøve.

Kort efter, at hun er blevet færdig på skolen, modtager hun en Talent Reumert.  

– Det var så vildt det halve år, og prisen var en vigtig del af det.

Hvorfor var den vigtig?

– Det er en anerkendelse-ting. De små skridt på vejen til, at folk lægger mærke til, hvem man er. Fra man er ingenting. Man går bare derover i Aarhus i sit joggingtøj og håber på det bedste. Men lige pludselig er der nogen, der har set det, man laver og tænker: "Nå okay, det får du en pris for".

– Det betyder vildt meget, men jeg skammer mig også over det. Det er så patetisk på en måde, at det betyder så meget. Man burde jo have det med sig, men når man er i det her fag, er man tvivlende. Jeg tænker hele tiden, at nu opdager de, at jeg ikke kan noget. Jeg har en frygt for at miste det, som gør mig særlig, så det betyder klart noget for mig. Men jeg ved ikke, hvor smagfuldt det er, at det gør det. Hvis man ser det i det store verdensbillede, burde man klart være mere ligeglad. Men tvivlen i faget gør jo også, at man bliver ved med at lære og prøve nyt. Jeg tænker, at den dag, man stopper med at være nervøs og tvivle på sig selv, kan det være et problem på en anden måde.

Om at tabe ansigt i parforholdet

Det er også derfor, at hun har kastet sig ud i at arbejde på det eksperimenterende stykke ”En forestilling om kærlighed”, hvor alle arbejder frivilligt og al overskuddet går til andre.

– Jeg føler virkelig, at stjernerne står i et eller andet godt for mig, så jeg skyldte på en eller anden mærkelig måde universet noget. Ikke kun good will, men også en helt anden måde at være sårbar på. At lave noget på kun få uger og at indgå i nye konstellationer.

Forestillingen handler jo om kærlighed – hvad har du lært om kærlighed via stykket, eller hvad har det sat gang i af tanker?

– At det er svært for folk at finde ud af. Jeg synes virkelig, at det er en disciplin at være i et parforhold, og det synes jeg faktisk også, at det er med Kirstine. Samtidig med, at det er vidunderligt og alt muligt. Jeg kan mærke nu, hvor jeg er gift og har et barn, at jeg bare er fuldstændig rørt over folk, der ligesom vælger at blive og fucking kæmpe for det. Som jo også er en vild ting at skulle. Man skal være så heldig at finde en, som man føler, at man er kompatibel med, og så bagefter skal man oveni så også lære at kommunikere. Det er simpelthen en disciplin, synes jeg.

Hvad ville du ønske, at du havde vidst om kærlighed, da du var yngre?

– Jeg er total romantiker på den måde, at jeg nogle gange har været i parforhold, hvor jeg har tænkt, at "det her kan vi godt lære at leve med…" Men hvor jeg jo kan mærke at de gange, hvor det har været rigtig-rigtig, er det det tætteste, man overhovedet kommer på magi i sit liv. At der af uforklarlige årsager er et andet menneske, som man lige pludselig går i sync med, og det er som om, at ens celler lige pludselig vil det samme. Det er ikke noget, man kan tænke sig til. Så tror jeg, at man kan kæmpe for forholdet derefter.

– Og så er det helt klart først nu, at jeg også har forstået det med at kæmpe for det og arbejde videre, og at man skal snakke. Man skal være ærlig og ikke så stolt. Det har Kirstine virkelig lært mig. Hele tiden at blive ved med at gøre hinanden virkelige. Hvis den ene føler, at du var sur over noget, men du nægter, og der går lang tid, inden du til sidst indrømmer, at ja, det var du. Det har jeg helt klart skulle lære, fordi man ikke vil tabe ansigt. Faktisk det med at lære at tabe ansigt. Det er dét, som parforholdet overlever på. Og det føles jo SÅ rart at give slip på at have ret. Der er ikke noget værre end at stå og holde fast på sit, når man godt ved, at man burde slippe det, men man som et lille barn holder fast om et stykke legetøj, og så giver man bare slip, og der bliver sagt "vi skal hjem", og så er det okay til sidst.

Hvad er den største kærlighedserklæring, du har fået?

– Min og Kirstines måde at være romantisk på er suuuper forskellig. Da vi skulle giftes, ville jeg gerne have, at vi inviterede en masse mennesker og holdt en stor fest, mens Kirstine havde det sådan, at nej, hun skulle ikke stå og optræde til et eller andet bryllup med vores kærlighed. Hun ville bare gerne have, at det kun skulle være os to, så jeg tænkte cool nok, så er det ligesom det. Men så havde hun arrangeret en surprise, så der kom omkring 30 mennesker, og med dét vidste jeg bare, at hun gik udover sine egne behov. Altså det var så svært for hende at skulle stå dér, mens folk kigger på. Hun hader det bare. Men jeg kunne mærke, at hun havde besluttet sig for, at det betød megameget for mig, og så havde hun gjort det. Så ja, det var helt klart en god kærlighedshandling.

Josephine Park er aktuel i dramatiker Kirstine Høgsbros stykke Efter tiden, som spiller fra 4. til 25. maj på Teater Grob. Billetter koster mellem 40 kr. og 200 kr. – alt efter dag og siddeplads. Du kan finde billetter her.