Linea mener, at ’kernefamilien’ for mange er billedet på ’det gode liv’, men én ting undrer hende

I sine artikler skriver Linea Maja Ernst om noget, som kan være svært at se med det blotte øje, nemlig tidsånden.

Med humor og nøjagtighed peger hun på samfundstendenser, mens hun udfordrer vores forestillinger om det gode liv.

Læs også

Cathrine Dufour var ikke i tvivl, da hun mødte Rasmine Laudrup: Det var kærlighed ved første blik

I en artikel fra sidste år, Forestillede middagsselskaber, skrev hun med udgangspunkt i sine egne værtindekomplekser om, hvorfor navnlig millennials finder det uoverkommeligt at invitere folk hjem, at perfektionismen står i vejen for initiativet. Efter at have læst den sendte jeg en invitation til nogle venner. Jeg ville holde en middag en hel almindelig hverdagsaften, og det lykkedes også at samle nogle om mit bord.

“Lad os gøre det igen i næste uge,” sagde vi til hinanden. Jeg tror, vi alle mente det, men ugen efter kom der alligevel noget i vejen: én fik travlt på arbejdet, ens barn fik skoldkopper.

Linea Maja Ernst kan relatere til min fortælling.

“Jeg øver mig selv i at se mine venner mere,” siger hun og sætter vand over til kaffe og hælder pistacienødder i en skål.

Vi taler om det blottende ved at skrive, at man håber, nogen genkender det, man skriver om. Jeg siger, at jeg genkender mange af de tanker, hovedpersonen i romanen, Kun til navlen, har.

“Godt!” udbryder Linea, “for hold kæft, hvor pinligt, hvis det kun var mig, der havde det sådan!” Og så leer hun højt med en latter, der smitter både i stuen og senere, mens jeg lytter vores samtale igennem.

Hvad handler din bog om?  

“Den handler om syv mennesker i et sommerhus. De er i den livsfase, der lige pludselig indtræder i starten af 30’erne. For to sekunder siden lå man og filtrede sig sammen med sine venner, spiste chips og var fulde hele tiden. Og pludselig er man midt i parforhold, karriere og kernefamilie og savner sine venner akut uden rigtigt at kunne finde tilbage til dem.”

Hun oplever selv, at det kræver mere at holde venskaber ved lige, når man kommer i 30’erne, fordi der sker meget i livet i den periode, man bruger al sin energi på sit arbejde, og det bliver lettere at dejse omkuld på sofaen end at se sine venner.

“Hvordan blev vi sådan en flok yuppier?” spørger hun. 

Der er noget med venskaber og begær i din bog, som blandes lidt sammen.

Hvordan bliver venskaber en erotisk relation?

“Jeg tror, at alle, der er blevet voksne for nylig, savner deres venner. Det er let at forveksle savn, beundring og kærlighed med begær. Fordi begæret lever af fravær, og fraværet hjemsøger alle vennecirkler.

Begæret er enkelt og glamourøst. At erotisere et venskab, at flirte og crushe bliver en måde at gøre savnet og usikkerheden sexet. Den hårde manøvre er at tage sine venskaber alvorligt. At møde sine venner i øjenhøjde og se dem, som de er, og ikke som smukke målskiver for ens egen, ensomme længsel.” 

At bogen foregår i et sommerhus, giver også erotiske muligheder på handlingsplan. I det frodige landskab, langt væk fra livet på autopilot, får karaktererne et frirum, hvor de bare skal forholde sig til sig selv og hinanden. 

Læs også

Da Rose Svane fik knust sit hjerte, fik hun en idé: ”Der var en mening med det, kan jeg se i dag”

“Jeg har skrevet om folk, der har det lidt for liderligt og forvirret. Hovedkarakteren, Sylvia, har det sådan: Jeg elsker min kæreste, men jeg har også altid været lidt forelsket i min bedste ven, og nu skal han pludselig giftes. Hvornår er det sidste chance for at sige noget? Jeg har prøvet at skrue op for nogle af de problematikker. Og så skulle bogen være en komedie, et kammerspil, hvor de løber rundt ude i skoven uden helt at vide, hvem det egentlig er, de render efter.“

Drømme og sex

Når Linea Maja Ernst taler om stemningen i bogen, refererer hun til En Skærsommernatsdrøm (Shakespeares komedie om drifter og længsler, mennesker og alfer og ikke mindst kærlighed, red.). At hun har læst litteraturvidenskab, ses tydeligt i de mange litterære referencer, bl.a. til Sally Rooney, og de to forfatterskaber er da også beslægtede, når det kommer til tematikker og stil – dog giver Linea Maja Ernst den mere damp med sine sexscener.

“Vil nogen ikke godt skrive den store sexede samtidsroman?” skrev du engang. Har du skrevet den? 

“Bogen er i hvert fald ikke helt upornografisk,” siger hun og griner.

“Jeg ville gerne have, at det ikke kun var en roman, der handlede om kærlighed. Den skulle også handle om sex. Jeg havde lyst til at skrive sanseligt om sex. Både fordi det er sjovt og spændende at tale om, men også fordi jeg synes, der er en tendens til, at vi taler meget om seksualitet, men kun lidt om sex.”

Linea Maja Ernst mener, at der er mange gode diskussioner i øjeblikket om grænser, om hvordan man forvalter sin seksualitet ordentligt, og hvordan man rummer forskellige seksualiteter og identiteter. Men hun synes også, at samtalen bærer præg af at være meget teoretisk, politisk og korrekt.

“Jeg savner, at vi taler om sex og begær i praksis. Make it awkward!” siger hun og tilføjer:

“Jeg havde også lyst til at skrive om denne her vidunderlige lesbiske relation, hvor der både er tryghed og vild og god sex. Alligevel er den ene del af parret, Sylvia, i tvivl om forholdet. Så hvad er problemet? Hvorfor er det gode nok-forhold alligevel aldrig godt nok? Den kompleksitet ville jeg gerne skrive frem.”

Stiller du også selv spørgsmålstegn ved parforholdet? 

“Jeg har altid haft svært ved at acceptere, når noget bliver naturgivet. Jeg synes, man har lov til at spørge kritisk ind til nogle af de ting, vi bare gør, som om det står skrevet i vores livsmanuskript. Historisk har der været alle mulige opgør med den monogame kernefamilie, men vi bliver ved at vende tilbage til den. Er det, fordi den gør os lykkelige? Eller fordi den gør os trygge?”

I romanen, som bygger op til, at der skal være et bryllup, bliver vi involveret i Sylvias skuffelse over særligt det normative parforhold. Kan kærligheden tage andre former? spørger bogen. Hvorfor kan man ikke bare gifte sig med alle sine venner? spørger Sylvia. Hun synes, at hun er blevet lovet noget mere normkritisk, noget mere flydende og spændende. Det er en skuffelse, Linea Maja Ernst selv kan relatere til.

“I vores generation er der alle mulige ansatser til, at man kritiserer normer og strukturer, men kernefamilien er et meget stærkt lykkebillede på det gode liv.”

Hvad synes du selv om kernefamilien?

“Den er da tiltrækkende. Det er smukt at forpligte sig til nogen i lang tid, og det er meningsfuldt og dejligt at opfostre børn sammen med en, man elsker. Men jeg undrer mig nok over, hvor stabilt folk har lyst til at have det.

Igen og igen har jeg spurgt dem omkring mig: “Er du ikke også ved at gå til af tvivl? Har du ikke også følelser i overskud? Skal vi bare være ligesom vores forældre?” Jeg har nok brugt det meste af mit voksenliv på at stampe i gulvet og insistere på at ville have det hele. Og jeg tror egentlig godt, man kan få det hele, hvis man gør sig meget umage. Og selv er parat til at være fleksibel.”

Din bog har to queerhovedpersoner. Hvad har været dine overvejelser i forhold til at skrive om køn og seksualitet?

“Jeg ville gerne skrive en bog, hvor det flydende blev naturligt, og hvor læseren samtidig føler sig inviteret ind i en verden, som kan virke lukket. Jeg skriver jo også i en samtid, hvor der pludselig er meget større plads til at eksperimentere med sit køn og sin seksualitet, end der var engang.

Samtidig har bogen et blødende hjerte for de gammeldags, firskårne, firkantede, heteronormative typer. Jeg ville gerne have dem med ind i den her fortryllede verden, for der skal være plads til alle,” siger hun og fortæller om at føle sig som en outsider i sine teenageår. Om at sidde i provinsen og se Fucking Åmål og ikke helt vide, hvad hun skulle stille op med sin egen seksualitet. For der var noget med kvinder, men der var også noget med mænd.

“Jeg boede også i Fucking Åmål, som bare hed Astrup, en mikroskopisk landsby i nærheden af den skovsø, hvor romanen foregår – der kan man have en nuttet opvækst, men noget stort queerpotentiale havde den ikke. Det hjalp lidt at flytte til København, men helt ærligt, selv den kreativeste klasse her er jo også primært heteroseksuelle småborgere.” 

I sin bog bygger Linea Maja Ernst den verden op, hun selv har savnet, hvor det er naturligt, at hovedpersonerne har tilstrækkelig flydende seksualiteter til, at nye begær kan flamme op ud af det blå, “lækkert og ubelejligt.”

Men når der er mange køn og seksualiteter i spil i romanen, handler det ikke kun om at være mangfoldig på en korrekt og tidstypisk måde, understreger hun. Det handler også om at tage udgangspunkt i forvirringen, det legende og åbne, om at bruge seksualiteten til at flirte med den gamle, straight verdensorden, og samtidig bygge bro mellem verdener.

Et centralt tema i din bog er længsel. Hvorfor er du optaget af det?

“Jeg er selv en kæmpe dagdrømmer og tror ikke, at jeg ville komme i mål med noget, hvis jeg ikke var styret af urealistiske forventninger til hverdagen og havde crushes at imponere. Nu, efter at have arbejdet så intenst med temaet i bogen, er jeg så småt ved at lære, at der er forskel på virkelighed og dagdrømme.”

I romanen skriver hun om længsler, som kommer ud af tanken: Hvad hvis alt kunne være anderledes?

“Længslen er den der lille misfornøjede stemme, der spørger: Var det bare det, vi skulle? Helt ærligt, vi kan gøre lige, hvad vi vil, og så er det dét her copy paste-agtige standardliv med beige sofaer, vi vælger!” siger hun og peger på sin egen beige sofa, inden hun former fingrene til en revolver, og foregiver at skyde sig i hovedet. 

“Jeg tror, at mange har en dobbeltdrift mod frihed og tryghed. Og vi vælger næsten altid tryghed på bekostning af friheden. I trygheden får vi bekræftet, at vi er ligesom de andre, at vi hører til, at der er nogen, der elsker os og passer på os. Friheden er mere ensom, fordi den handler om at forløse længslen. Det er i det hele taget et stort arbejde at tage sin længsel alvorligt.” 

Hvor meget af Sylvia er dig selv?

“Sylvia er mine mest hidsige, urimelige og dramatiske sider. Derfor er det især hendes blinde vinkler, vi præsenteres for.”

Sylvias længsel er nostalgisk, oprørsk og fuld af begær. Og hun sætter ord på den i en tåkrummende scene, hvor man som læser får lyst til at lægge hånden over munden på hende.

“Det er både modigt og pinligt at sætte ord på sin længsel: Jeg vil gerne dét og dét. Jeg vil gerne dig. Hvad er mere ydmygende? Jeg tager Sylvias længsel seriøst og gør samtidig også lidt grin med den, men hun har fat i noget, når det kommer til tvivl. Tvivlen er et ømt punkt, mange slås med uden at erkende det.”

Læs også

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Hvordan er længsel og tvivl forbundet?

“Hvor længsel er mere romantisk og dagdrømmende og peger udad, er tvivlen uhyggelig. Den graver i sig selv, indtil man sidder nede i en dyb skakt. Det er så skamfuldt og svært. Det er vel derfor, at vi ikke er så gode til at tale om den.

Samtidig er tvivlen et vilkår for rigtig mange mennesker. Er det her parforhold det rigtige? Er det her liv autentisk? Når først man er røget ind i tvivlens spiral, begynder man at overveje alt det, man kunne gøre, eller alt det, man ikke gør.”

Linea Maja Ernst, som selv har en datter, siger, at man, når man befinder sig i livsfasen med små børn og arbejde, kan bruge begge dele som en undskyldning for, at man ikke får gjort ting for sin egen skyld.

“Man kan belejligt undlade at træde i karakter og i stedet sørge for, at alle andre har det godt. Så bliver spørgsmålet måske: “Har jeg nogensinde været en hovedrolle i mit eget liv?“ Og så kommer det næste spørgsmål, som er skræmmende, når man ikke har været hovedrollen i sit eget liv længe: “Hvad vil jeg? Hvad har jeg egentlig lyst til?” Tvivlstanker kan være ubelejlige, men de kan også være frugtbare og indlede en helt ny samtale.”

Hvilken samtale ville du gerne starte med din bog?

“Det er ikke en idealistisk bog, ikke et manifest om at flytte ud af hamsterhjulet. Det er nok mere egoistisk: Ønsket om mere liv, mere intens væren. Mere nærvær med de venner, det er svært at finde tid til. Mere kærlighed. Mere naturvin og lange, åndrige samtaler og sjove begærsproblemer.”

Hun vil gerne sætte spørgsmålstegn ved de livsformer, vi tager til os uden videre. Kunne vi leve mere fælles, mere frit? Er verden mere åben, end vi tror? Linea Maja Ernst ved godt, at nogle af hendes tanker er utopiske, og bogen beskæftiger sig også med alle indvendingerne og alle årsagerne til, at vi ikke lever i det hun kalder “et syndigt paradis.” 

“Jeg drømmer ikke om at fordoble den nationale skilsmisseprocent. Det gør jeg altså ikke! Folk skal endelig blive i deres trygge parforhold. Men hvorfor ikke aftale at have interessante affærer samtidig? Jeg tror, at tvivlen gør os skøre, fordi den får os til at tænke enten-eller. Blive eller gå? Ham eller hende?”

Bogen er et stort argument for både-og, siger hun og tilføjer, at hun ville ønske, at vi kunne være lidt mere ærlige omkring de mindre kønne sider af vores liv.

“Det er også sexet at være sårbar, at være ude på dybt vand. I stedet for at tænke på forvirringen som noget frygteligt, kunne vi tænke på den som begyndelsen på en samtale.” 

Hvad med vennerne? Har du et råd til, hvordan man ser dem oftere?

“Jeg er god til at ringe spontant, og jeg øver mig på at invitere mine venner hjem til mig, selv om jeg ikke har ryddet op. Jeg vil gerne være mere generøs med mit liv, mit rod, mit kaos og min tvivl.”