Ellen Larsen på 103 år fortæller om hendes barndoms jul i Refsvindinge på Fyn.År: 2024

Ellen husker julen i 1920’erne: ”Gæsterne blev ofte, mens Brugsen holdt lukket”

Julen har altid lignet sig selv – og dog. For dykker vi ned i detaljerne, så julen anderledes ud i ”gamle dage”. Ikke mindst skiftede højtiden udtryk, alt efter om man kom fra arbejderklassen, boede på landet eller var brugsuddelerens forkælede datter. Her fortæller Ellen om sin barndoms jule i 1920'erne.

Mine forældre fik mig, da de var 35 og 46 år. Jeg tror ikke, min far havde regnet med at skulle have børn, og de fik da også kun mig. 

Eller som jeg siger: Der var ikke plads til flere. Vi boede i Refsvindinge på Nordfyn, hvor min far stod i spidsen for den lokale Brugs.

Julen startede med, at der blev pyntet op i Brugsen. Derefter fulgte min mor efter i privaten, og jeg hjalp nok, men vi havde adskillige piger til at hjælpe med alt fra madlavning til rengøring. To af pigerne boede på et værelse oppe under taget uden varme. De blev som regel hos os i julen, fordi vi havde det så hyggeligt. Det var et pragtfuldt hjem. Desuden kom min fars to søstre.

Min mor og hendes køkken­piger bagte småkager, men ellers købte man alt. For eksempel marcipankonfekt – det fik vi fra Brugsen i stedet for at lave det selv.

Min far kom fra et fattigt hjem, men havde arbejdet sig op. Men der var familier i byen, som ingenting havde, så han tog rundt i julen og delte kasser ud, uden at det var noget, han talte højt om. Kasserne indeholdt kaffe, risengryn, smør og det, man skulle bruge i en husholdning til jul. Varer­ne havde han fra Brugsen. En af familierne var så fattig, at deres gamle bindingsværkshus var ved at styrte ned om ørerne på dem, og selv om de arbejdede på et nærliggende gods, fik de ingenting derovre.

Ellen foran Brugsen i Refs­vindinge. Fra venstre: Førstemanden Jepsen, mor Martha, hunden Tut sammen med Ellen, far Rasmus og Petra, som boede hos familien og arbejdede i Brugsen.

Jeg kan huske, at min far sagde, at storbønderne burde give dem lidt mere.

Juleaften hankede jeg op i min hjerteveninde, slagte­rens Erna. Hun var et par år ældre og boede lige ved siden af. Min far brød sig ikke om kirke og præster, så min forældre gik ikke i kirke, og det ville Ernas forældre heller ikke, men vi to piger gik selv derover år efter år. Jeg kan stadig huske, hvordan kirken var pyntet med lys og gran.

Juleaften var vi min mor, far, faster, en ekspeditrice og Brugsens førstemand. Han boede også i huset og havde ikke selv familie. Tjenestefolkene sørgede for, at den fine dug blev lagt på bordet i spisestuen, og at der blev tændt levende lys. Køkkenet summede af aktivitet, for der blev serveret både and og flæskesteg, og juletræet stod der også. Det var pyntet med fugle, som kunne klipses på, og som blev gemt i en kasse år efter år.

Den fine sølvklokke fik Ellen en jul af en af Brugsens ansatte, Petra. Hun har gemt den i snart 100 år.

Jeg var nok den i byen, der fik flest gaver. Du godeste! Alt, hvad der fandtes af dukker, dukkevogne og spil. Jeg fik mange celluloiddukker, men det var alligevel altid min gamle dukke med stofkrop, som jeg var gladest for.

Gæsterne blev ofte, mens Brugsen holdt lukket i juledagene. Jeg husker det, som om der var gæster i ét væk. Familie og venner kom og gik. Hvis vejret var til det, legede byens børn udenfor, mens skolen holdt lukket. Vi stod på skøjter på gadekæret, som bare var et vandhul. De voksne sikrede, at den var bundfrossen, og så fik vi spændt sådan nogle skøjter uden på vores sko. Jeg tror ikke, der var sne hvert år, men jeg husker det, som om der var mere, end der er i dag.

Om Ellen Larsen, født 1921

  • Pens. sekretær. 
  • Enke, mor til en, bedstemor til to og oldemor til fire. 
  • Vokset op som brugsuddelerens datter i Refsvindinge på Fyn og bor i dag i Roskilde.

Vidste du, at ...

  • Det er sjældent hvid jul i Danmark, men disse år var der sne at boltre sig i: 1915, 1923, 1938, 1956, 1981, 1995, 2009, 2010.
  • Man har kendt til julealmisser siden 1800-tallet, men ordet julehjælp optræder først i 1903, hvor man begyndte at dele mad ud til fattige familier med mere end tre børn.
  • Der var rationering på mange fødevarer under krigen, og det fortsatte frem til 1952 på blandt andet sukker og kaffe, og derfor husker mange erstatnings­marcipan, som bestod af for ek­sempel kartoffelmos, flormelis, mandelessens og salatolie.
  • I første halvdel af 1900-tallet var celluloid­dukker en almindelig julegave til piger fra det bedre borgerskab. Celluloid var et formbart materiale, der mindede om plastik. I 1952 fandt man ud af, at det var ekstremt giftigt i forbindelse med spyt og var årsag til dødsfald blandt børn. Dukkerne blev derfor forbudt.

Kilder: DMI, Kristeligt Dagblad, Nationalmuseet og dukkedroemme.dk