Ellen husker julen i 1920’erne: ”Gæsterne blev ofte, mens Brugsen holdt lukket”
Julen har altid lignet sig selv – og dog. For dykker vi ned i detaljerne, så julen anderledes ud i ”gamle dage”. Ikke mindst skiftede højtiden udtryk, alt efter om man kom fra arbejderklassen, boede på landet eller var brugsuddelerens forkælede datter. Her fortæller Ellen om sin barndoms jule i 1920'erne.
Mine forældre fik mig, da de var 35 og 46 år. Jeg tror ikke, min far havde regnet med at skulle have børn, og de fik da også kun mig.
Eller som jeg siger: Der var ikke plads til flere. Vi boede i Refsvindinge på Nordfyn, hvor min far stod i spidsen for den lokale Brugs.
Julen startede med, at der blev pyntet op i Brugsen. Derefter fulgte min mor efter i privaten, og jeg hjalp nok, men vi havde adskillige piger til at hjælpe med alt fra madlavning til rengøring. To af pigerne boede på et værelse oppe under taget uden varme. De blev som regel hos os i julen, fordi vi havde det så hyggeligt. Det var et pragtfuldt hjem. Desuden kom min fars to søstre.
Min mor og hendes køkkenpiger bagte småkager, men ellers købte man alt. For eksempel marcipankonfekt – det fik vi fra Brugsen i stedet for at lave det selv.
Min far kom fra et fattigt hjem, men havde arbejdet sig op. Men der var familier i byen, som ingenting havde, så han tog rundt i julen og delte kasser ud, uden at det var noget, han talte højt om. Kasserne indeholdt kaffe, risengryn, smør og det, man skulle bruge i en husholdning til jul. Varerne havde han fra Brugsen. En af familierne var så fattig, at deres gamle bindingsværkshus var ved at styrte ned om ørerne på dem, og selv om de arbejdede på et nærliggende gods, fik de ingenting derovre.
Jeg kan huske, at min far sagde, at storbønderne burde give dem lidt mere.
Juleaften hankede jeg op i min hjerteveninde, slagterens Erna. Hun var et par år ældre og boede lige ved siden af. Min far brød sig ikke om kirke og præster, så min forældre gik ikke i kirke, og det ville Ernas forældre heller ikke, men vi to piger gik selv derover år efter år. Jeg kan stadig huske, hvordan kirken var pyntet med lys og gran.
Juleaften var vi min mor, far, faster, en ekspeditrice og Brugsens førstemand. Han boede også i huset og havde ikke selv familie. Tjenestefolkene sørgede for, at den fine dug blev lagt på bordet i spisestuen, og at der blev tændt levende lys. Køkkenet summede af aktivitet, for der blev serveret både and og flæskesteg, og juletræet stod der også. Det var pyntet med fugle, som kunne klipses på, og som blev gemt i en kasse år efter år.
Jeg var nok den i byen, der fik flest gaver. Du godeste! Alt, hvad der fandtes af dukker, dukkevogne og spil. Jeg fik mange celluloiddukker, men det var alligevel altid min gamle dukke med stofkrop, som jeg var gladest for.
Gæsterne blev ofte, mens Brugsen holdt lukket i juledagene. Jeg husker det, som om der var gæster i ét væk. Familie og venner kom og gik. Hvis vejret var til det, legede byens børn udenfor, mens skolen holdt lukket. Vi stod på skøjter på gadekæret, som bare var et vandhul. De voksne sikrede, at den var bundfrossen, og så fik vi spændt sådan nogle skøjter uden på vores sko. Jeg tror ikke, der var sne hvert år, men jeg husker det, som om der var mere, end der er i dag.
