"Når man er ung, så undervurderer man det at have erfaring"
Julianne Moore var som ung ikke smuk nok til casterne i Hollywood, men i dag, som 56-årig, er hun mere eftertragtet end nogensinde.
Opskriften på langtidsholdbarhed i Hollywood står lige dér på den røde løber i Altes Stadthaus i Berlin.
Med det halvlange røde hår i tilfældigt fald og en diskret makeup, som mest af alt bare ligner, hun har fået masser af frisk luft.
Julianne Moore er her, fordi hun er frontfigur for en ny undertøjsserie fra Triumph. Men hun er også aktuel i en ny film "Suburbicon" med George Clooney. Og som ambassadør for en kampagne mod våbenvold. Og som forsidemodel på InStyle's store skønhedsnummer.
Hun er 56 år. Og har aldrig været mere eftertragtet. I et kort øjeblik mellem blitzlysene siger hun selv:
– Jeg tror, at når man er ung, så undervurderer man det at have erfaring. Lige meget hvad jeg foretager mig, kan jeg mærke, at jo mere jeg har øvet mig i det, jo bedre har jeg det med det. Jeg nyder virkelig at have erfaring og at mærke, at jeg udvikler mig og lærer noget nyt hele tiden.
Julianne Moore fik sit gennembrud i filmen "Short Cuts" fra 1993, hvor hun især brillerer med en scene, hvor hun gennemfører et 202 sekunder langt skænderi uden bukser på – med "full bush" og kun iført en hvid bluse. Hun var allerede 33 år og var aldrig i sine unge år blevet castet som babe. Hun husker selv, at en tidligere agent engang fortalte hende, at hun ikke var køn nok til casterne:
– Han fik åbenbart meget feedback, der gik på "Kunne hun måske gøre sig lidt kønnere?". Og jeg kan huske, at jeg tænkte "Herregud, det bestemmer jeg jo ikke selv over", siger hun i Sidney Herald.
Men selv om hendes udseende med fregnerne og det røde hår dengang ikke var så let spiseligt, som Hollywood-casterne ønskede sig, har hun skabt sig en fantastisk karriere. Hun har flere gange været nomineret til en Oscar, blandt andet for bedste kvindelige hovedrolle i filmen "Far from Heaven" i 2003. Men det var først i 2015, hun endelig vandt for rollen som professor Alice Howland, der får Alzheimer og langsomt forsvinder i "I'm still Alice".
Julianne Moore med sin Oscar for hovedrollen i "Still Alice" i 2015.
– Julianne Moore er i en klasse for sig selv. Hun navigerer i både blockbusters og independentfilm. Hun har ligesom sneget sig op gennem rækkerne med et mod og talent, som gør hende unik, siger Berlingskes filmanmelder Jacob Wendt Jensen, der sammenligner hende med Meryl Streep.
– Hun laver ikke sit ansigt om med plastickirurgi som mange andre, men holder sig på toppen ved ren og skær kvalitet. For Triumph er det første gang, der i butikker over hele verden hænger store billeder af en 56-årig i blondeundertøj.
– I første omgang tænkte vi slet ikke over hendes alder, vi var ude efter hendes elegance og tidløshed. Og selv om hun er et forbillede, så er hun ret normal og nem at relatere til. Hun er en fantastisk skuespiller, laver masser af velgørenhed, men hun søger ikke konstant spotlyset. Hun er den kvindelige George Clooney, han blev heller ikke berømt, før han var 30-40 år gammel, siger chefdesigner Sian Thomas.
Selv ynder Julianne Moore ikke at tale om alder eller om branchens aldersdiskrimination.
– Jeg mener, at jo mere vi taler om det, jo mere virkeligt bliver det. Jeg hader at blive spurgt om det her! Lad os sætte pris på, hvor vi er i livet, siger hun i InStyle.