Kan du slappe helt af?
Det er fantastisk at føle sig ovenpå i sit eget liv, at man rent faktisk kan tackle det, der kommer og er nogenlunde tilfreds med sin egen indsats på jobbet – og derhjemme måske som mor, kone, kæreste – og måske hvis man er heldig også i forhold til sig selv.
Men når du sætter dig ned i 5 minutter, eller når ungerne er lagt i seng, hvad sker der så? Er du i stand til at slappe af? Altså slappe helt af – og her mener jeg ikke dejse udmattet om i sofaen? Eller er konsekvensen af at være ovenpå hele tiden, at du faktisk har lidt svært ved at finde ro, når det bliver aften eller weekend?
Er det svært at have en weekend forude helt uden planer eller små projekter, der vel at mærke skal ordnes? Er du i stand til at skrue helt ned for tempoet og lade op igen, give dig selv ro og lov til at lave ingenting?
Som jeg ser det, vil der ikke lyde et rungende klart ja fra det ganske land – så her er et par fif og overvejelser, som måske kan lære dig at slappe af.
Se to do-listen med nye øjne
At du har en to do-liste betyder, at du er i live. Det er faktisk ikke meningen, at der skal være sat hak ved det hele, inden du må slappe af. Det er en liste, som hele tiden udvikler sig, og som ikke skal være tom, for så er du ganske givet død! Hvis du venter med at slappe af, til der ikke er flere to do’er på listen, dør du højst sandsynligt af det – så lad listen være et synligt bevis på, at du er i live. Og husk, du bestemmer
over listen, ikke omvendt.
Plot det ind i kalenderen
Hvis du har svært ved at slappe af, så sæt det på listen over daglige gøremål. De første par dage eller uger er det måske ikke rart, men du kan lære din krop at slappe af i kort tid og på den måde lade op, så du kan tackle hverdagens udfordringer.
Selv om du mærker uro, når du slapper af, så bliv i det – det er faktisk første stadie til meditation. Det er en fantastisk kunstat kunne, men det kræver, at du ikke flygter, hverken mentalt eller fysisk. På den anden side af uroen er der ro, afslapning, indsigt og overblik. Der er ikke andet for end at prøve det af.