Michael Robak

Kære Robak: "Min mand er fuld af liv til fest, men kedelig i hverdagen"

Go' morgen Danmark-vært Michael Robak, tager stilling til livets små og store dilemmaer.

Kære Robak

Min mand flirter en del i byen. Han elsker at feste og liver fuldstændigt op og er ret så charmerende og sjov, når han er fuld. Alle mine venner og veninder elsker, når han er beruset, fordi han er så sjov! Det har jeg det fint med. Jeg ved, han elsker mig, og vi har været sammen i 14 år.

Men det jeg ikke kan holde ud er, hvor kedelig han tillader sig selv at være herhjemme.

Her lader han op og siger "schhh" til børnene, fordi han er træt. Og jeg tænker, om det er helt skævt, at jeg har lyst til at bede ham skære bare lidt ned på sin charmeoffensiv udadtil og skrue op for den

indadtil i stedet?

Men vil jo ikke beskyldes for at begrænse ham i hans udfoldelser.

Kh Eva

Kære Eva,

Hurra for dig!

Det er de færreste kvinder (og sikkert også mænd), der efter 14 år stadig bifalder en partners berusede og belevne optræden. Ikke mindst når den omfatter festlig flirten med andre – og en hjemlig nedtur, hvor charmen fra den lange nat på dansegulvet er afløst af tømmermandsirritation udstødt i korte sætninger.

Du er i orden og rummelig. Bare så du ved det. Det håber jeg, at din mand sætter pris på – også på almindelige familiehverdage med modvind og madpakker.

Skal du sige noget? Fandme ja. Og helst inden du ender med at blive det, du ikke vil være – en bitterfisse, der tager noter til festerne, som din mand allerede skal konfronteres med på vej hjem i taxaen.

Du behøver nemlig ikke at begrænse hans gøglerier, når I er til fest. Dem kan han roligt fortsætte med, hvis han ellers forstår, at du ikke vil nøjes med en markant ringere udgave af ham i dagene derefter. Men sig det pænt og kærligt. Jeg tror, han vil forstå dig.

LÆS OGSÅ: Kære Robak: "Min kæreste klør sig i skridtet"

LÆS OGSÅ: Kære Robak: "Min chef har inviteret min mand og mig til middag i privaten. Jeg frygter, det blivet akavet."

LÆS OGSÅ: Kære Robak: "Manglende sexlyst eller brok. Hvad får mænd til at forlade deres koner?"

Skriv til Robak

Har du brug for en mands blik på en udfordring i dit liv, så skriv til brevkassen. Robak giver gode råd om dagligdagens dilemmaer og svarer på store og små spørgsmål om børn, kærlighed, parforhold, arbejdsliv og andet, du går og tumler med.

Skriv til Michael Robak på brevkassen@altfordamerne.dk Alle breve bliver anonymiseret.

Michael Robak

46 år. Har en datter på 11 og en søn på 19 år. Han er skilt og har en kæreste. Robak er journalist, forfatter og foredragsholder og har tidligere været på TV2. Han er desuden klummeskribent her på ALT for damerne, hvor hans tankevækkende klummer altid bliver delt, rost og diskuteret på Facebook.