Kære Robak: “Min mand vil gerne flytte til USA”
Min mand får måske mulighed for at arbejde i USA, men jeg er nervøs for, hvad det vil gøre for vores forhold og vores små børns trivsel. Hvad gør jeg? Læs svaret fra Go’morgen Danmark-vært Michael Robak, der hver uge tager stilling til livets små og store dilemmaer.
Kære Robak,
Min mand og jeg er meget glade for hver vores jobs. Min mand har altid haft en drøm om at arbejde i udlandet – helst i USA, men det har aldrig stået højt på min liste. Nu kan det være, at muligheden kommer for ham, men jeg er i syv sind, for vi har tre dejlige små børn sammen. På den ene side tænker jeg, at det er en kæmpe mulighed for os til at få en oplevelse sammen som familie, men jeg er også usikker og nervøs – særligt fordi børnenes trivsel betyder alt for mig. Vores ældste datter er lige startet i skole, og de små er først ved at lære det danske sprog rigtig godt. Vil det være for hårdt for dem, og er det amerikanske samfund ikke meget anderledes end det danske med vores fine værdier? Og hvad vil det betyde for vores forhold, at han drøner derudad med job (og sikkert først er hjemme langt ud på aftenen), mens jeg sætter mit arbejdsliv på standby for at være der for børnene. Kan jeg overhovedet tillade mig at sige nej?
Kærlig hilsen Sine
Kære Sine,
Selvfølgelig kan du sige nej. Den slags store beslutninger skal man være to om. Men jeg synes, at du skal sige ja. Hele familien får en enestående mulighed for at få en oplevelse for livet, og dine børn får en kæmpe gave: De bliver tosprogede og får samtidig et indgående kendskab til en ny og spændende kultur. Det er da fantastisk!
Samtidig forstår jeg godt alle dine bekymringer. En af mine meget gode venner er flyttet til USA for et par år siden, og det er hårdt at rykke til et helt fremmed land – skulle jeg hilse og sige. Men meldingerne derovrefra er også positive. Skolesystemet er anderledes, men godt, og mange steder er de dygtige til at integrere børn fra et "fremmed land". USA er et indvandringsland, derfor er amerikanerne både åbne, venlige og imødekommende. Det vigtigste bliver, at du og din mand får lavet nogle meget klare aftaler om, hvordan jeres hverdag skal se ud derovre, så du ikke ender som en overmoden og frustreret au pair-pige for din travle karrieremand. Der er forskel på, om arbejdstiden er 40 eller 60 timer om ugen. Jeres snak skal være meget konkret. Der er sikkert en masse ting, I ikke kan svare på, men tal grundigt om så meget som muligt, og lad dig ikke spise af med svar som: " Det ser vi på, når vi kommer derover..." Det er vigtigt, at han forstår, at I er en hel familie, der rejser af sted.
LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min mand vil have vores lille datter ud af dobbeltsengen”
LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Jeg har prøvet ALT for at få liv i vores sexliv”
LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Skal jeg give min søn en elguitar?”