Kære Robak: “Min søns kæreste er irriterende og har ingen pli”
Skal jeg fortælle min søn, at jeg ikke kan fordrage hans kæreste, spørger en læser. Læs svaret fra Go’morgen Danmark-vært Michael Robak, der hver uge tager stilling til livets små og store dilemmaer.
Kære Robak,
Min hjemmeboende 19-årige søn har fået en ny kæreste, jeg desværre ikke ret godt kan lide. Hun er – så vidt jeg kan se – sød over for min dreng, men jeg synes, hun beklagevis er irriterende, og hendes værdier ligger langt fra vores. Hun kender ikke almindelig god opførsel. Hun afbryder, hun giver aldrig en hånd med, når der skal ryddes op efter maden osv. Desuden er hun vokset op i en familie, hvor man kritiserer og fordømmer andre, og jeg har det derfor meget svært med hendes indskrænkede verdensbillede.
Min søn er tydeligvis meget forelsket i hende, og jeg frygter, at hun er den svigerdatter, jeg "ender med."
Hvad skal jeg gøre?
Kærlig hilsen Lone
Kære Lone,
Du skal ikke gøre noget. Det er de færreste teenagepar, der ender med æresport og sølvbryllupssange. Så rent statistisk er det næppe hende, du "ender med." Det forhold skal nok gå over – om ikke andet når din søn også opdager hendes indsnævrede udsyn. Indtil da må du betragte deres forhold med voksen overbærenhed. Du får INTET ud af at fortælle den unge mand om dine følelser for hans kæreste. Han er både forelsket og voksen – og dermed uden for din rækkevidde.
De helt konkrete kritikpunkter af hendes opdragelse ville jeg håndtere lavpraktisk og for eksempel bede hende og din søn rydde op efter maden.
Husk det gode råd: Alt er faser. Det er det her også. Det går væk igen.
LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Skal jeg vente på, at min kolonihave-flirt tager det næste skridt?”
LÆS OGSÅ: Kære Robak: "Hvordan skaber jeg et fælles hjem uden at bestemme det hele?"
LÆS OGSÅ: Kære Robak: "Hvordan får jeg min mand til at stoppe med at ryge?"