Karen Bro: "Mange tror, at livet slutter, når du fylder 50. Men det er faktisk nu, det hele starter"

1. Livet slutter ikke, når du fylder 50

– Jeg står lige nu på min karrieres højdepunkt. Jeg har sagt mit job som chefredaktør på Ekstra Bladet op for at starte et nyt internationalt medie for kvinder mellem 40 og 60 år. Det er en enestående chance. Mange tror, at livet slutter, når du fylder 50. Men det er faktisk nu, det hele starter. Jeg har sagt til alle, som gad høre på det, at 50’erne er det bedste årti. Jeg har aldrig haft så meget energi, og jeg mærker det samme hos mine jævnaldrende.

– Det er her, de fleste bliver uafhængige af børn, som er fløjet fra reden, og vi har en alder, hvor vi langt hen ad vejen er uafhængige – økonomisk og af andres meninger. Det gør, at der er en vilje og lyst til og en stor passion for at søge nye veje og gøre tingene anderledes. Jeg synes, kvinder tager lederskab på en helt ny og kreativ måde, som vi ikke har set før. Jeg ser kvinder tage teten overalt lige nu ved at sige, at vi ikke nødvendigvis behøver at gøre tingene, som vi altid har gjort, fordi mænd har siddet på magten i tusinde år. Det er jeg meget inspireret af, og jeg vil gerne være med til at inspirere andre. Rollemodeller er enormt vigtige.

2. Det kan aldrig gå værre end galt

– Efter mine første år som redaktionssekretær på formiddagsaviserne tog jeg et stort spring. Jeg havde, fra jeg var helt ung, hørt om Erik Bistrup, som var en legendarisk redaktør på Berlingske. Ham ville jeg sindssygt gerne arbejde for, så jeg kontaktede ham, og det lykkedes mig at få et job der. Han viste sig at være noget af en original og kunne sagtens finde på at gå forbi dig uden at hilse.

– Jeg fandt ud af, at den eneste måde at takle ham på var ved selv at lade være med at hilse. Så begyndte han på det. Jeg lærte, at det betaler sig at være modig og gå efter sin drøm. Det kan aldrig gå værre end galt. Og så lærte jeg, at du altid skal stå på din faglighed. På Berlingske arbejdede jeg sammen med en Christiansborg-redaktion med tunge navne som Kjeld Hybel, Ask Rostrup og Henrik Qvortrup, og de kunne blive enormt irriterede, hvis jeg bad dem rette deres ting. Men samtidig kunne de godt se, at jeg havde ret. Du må aldrig lade dig gå på af, at nogen bliver sure.

3. Kom ud af komfortzonen

– Da jeg havde været 10 år på Berlingske og begyndte at lægge mærke til, at folk havde 25-års jubilæum, tænkte jeg, at det var tid til at rykke videre. Lige der ringede Poul Madsen, som var blevet sat til at lave gratisavisen 24timer, og spurgte, om jeg ville være redaktionschef. Det var et helt vildt stort spring ud af komfortzonen.

– Han har siden fortalt, at det var op ad bakke at lave en aftale med mig, fordi jeg var svær at overtale. Jeg var et sted, hvor jeg var god til det, jeg lavede, alle vidste, hvad jeg kunne, og jeg havde fantastiske arbejdsvilkår, og nu skulle jeg skifte til en usikker gratisavis med et helt nyt hold. Men jeg sagde ja, og jeg fik simpelthen sådan et kick ud af det. Det var en ung redaktion, der var så dedikerede, at de stod op og holdt redaktionsmøder.

4. Der sker ingenting, hvis vi ikke selv gør noget

– Jeg er en frygtelig late bloomer som feminist og har altid opfattet mig som en af drengene. Som ung tog jeg med ud og hørte rockmusik, hang ud og drak øl på redaktionen til sent om natten og syntes ikke, at der var nogen grund til at snakke om kønsforskelle. Men da jeg blev chefredaktør, sad jeg pludselig til rigtig mange møder, hvor det gik op for mig, at jeg var den eneste kvinde, og at jeg ikke nødvendigvis var en af drengene.

– Det handlede bl.a. om måden at kommunikere på. Jeg husker et møde, hvor jeg blev så rasende på Poul (Madsen, Ekstra Bladets anden chefredaktør, red.), at jeg ikke talte til ham i en uge, og han slet ikke forstod hvorfor. Her gik det op for mig, at konfrontationer er en del af gamet. Det er ikke kun et møde, hvor man skal løse konkrete problemer. Det er også en boksekamp, og her nytter det ikke noget, at du ikke forstår sproget. Du skal lære spillereglerne, og hvis der er noget, du synes, skal ændres, kan du påvirke det.

– Der begyndte jeg at vågne op, og især én bemærkning forandrede mig. En kvindelig kollega, som var ældre end mig, brokkede sig på et tidspunkt over, at det kun var mænd, der dækkede bestemte områder i avisen, og jeg sagde: “Er det ikke lige meget?” hvorefter hun svarede: “Nej, Karen. Jeg havde det på samme måde i din alder, men ved du hvad? Der sker jo ikke noget.” Det satte sig i mig. Der sker ingen forandring, hvis vi ikke gør noget aktivt selv.

5 Det er ok at peake sent

– Det er aldrig for sent at gøre karriere. Lad dig ikke presse af at skulle nå det hele, mens du er i 20’erne eller 30’erne. Bare se på mig. Jeg fik først mit formelle lederjob, da jeg var i 40’erne, og jeg blev først chefredaktør, da jeg var 47 år. Og nu har jeg midt i 50’erne sagt mit job op og starter på noget helt nyt. De fleste kvinder føler sig pressede over, at vi gerne vil have børn, men er bange for, at det står i vejen for karrieren og omvendt. Men moderne ledelse handler også om at se, hvor der er talent og vide, at det får vi stor gavn af, også selv om der går nogle år.

LÆS OGSÅ: Joy Mogensen: ”Du kan godt være leder, selv om du ikke er den bedste eller stærkeste”

– Man er nødt til at tale mere langsigtet karriereplanlægning. Det kan sagtens være, at du peaker og giver den maks. gas senere, selv om du ikke nåede det, inden du fik børn. Jeg tror, det er vigtigt, at du som leder siger: “Jeg kan se, hvad du kan. Det kan godt være, at du ikke er klar, men kom tilbage, når du er.” Giv luft. Hvis alle føler sig pressede af, at de skal yde nu og her, men samtidig føler sig pressede privat, kommer de i klemme, og det har ingen gavn af.