Karen Mukupa: "Jeg følte klart, at jeg svigtede"

Karen tænkte store tanker, mens hun så ud ad bilvinduet og fyldte sig med billeder af det afrikanske landskab. Det strakte sig som en afpillet flade af træer og buske, flere af dem havde givet efter for tørsten og strittede tørt. Karen havde netop forladt byen Kasama i det nordlige Zambia efter et gensyn med den seks måneder gamle dreng Kingston, som hun efter planen skulle adoptere. Hans brune øjne så på hende med noget, der lignede overraskelse, første gang de mødtes. Hurtigt blev de to gode venner, og somme tider bandt Karen hans lille krop fast på sin ryg i et spraglet klæde og bar ham rundt i landsbyen.

Opgav at få børn

Kingston er Karens fætters ottende barn, og da begge forældre er hiv-smittede og fattige, ønskede de en god fremtid for deres søn i Danmark hos ”Tante Karen”. ”Please, take him,” havde moderen sagt. Forud for turen i Zambia i slutningen af 2011 havde Karen og hendes kæreste, tv-kokken Nikolaj Kirk, endegyldigt opgivet at få deres eget barn efter syv års forgæves forsøg.

Til sidst havde hun ingen knage at hænge sit håb på, og adoptionen af lille Kingston virkede som det rigtige. Men da kom det. Midt i den komplicerede adoptionsproces stod Karen med en positiv graviditetstest i hånden. Hun ventede et barn. Sit helt eget barn. ”Hvad med Kingston?” tænkte hun intuitivt. Spørgsmål efter spørgsmål larmede i hendes hoved og forlangte at blive parret med et svar. “Kan jeg blive ved med at kæmpe lige så hårdt for at få ham hjem?” og ”Hvad med det nye barn?”.

Lillebitte blondie

Diktafonen har snurret i lige nøjagtig 2 minutter og 37 sekunder, da der lyder små klynk nede fra barnevognen.”Oooh, she’s up already,” synger Karen og folder sig ud af caféstolen. Hun har sneakers på fødderne, og det mørke hår er sat op i en kruset knude på højre side af hovedet. Langsomt linder hun på dynen og betragter sin fem uger gamle datter, Tiki, der er vågnet før forventet. Der ligger en lummer varme hen over Islands Brygge i dag, og hvis man lytter efter, kan man høre bølgerne klukke mod havnekajen ”Lillebitte blondie…” siger Karen, mens hun løfter Tiki op af barnevognen. Hun har fine, små ansigtstræk og alabastfarvet hud. ”Det er slet ikke til at se, at din mor er halvt afrikaner. Måske bliver du rødhåret,” siger hun henvendt til datteren og lader en finger glide hen over Tikis dunede øjenbryn. Et par fugle hænger i opvinden over mor og datter, der først er ved at lære hinanden at kende.

Karens egne forældre mødtes til en afgangsfest på et college i Zambia, hvor hendes afrikanske mor netop havde afsluttet sin uddannelse, og hendes danske far var ulandsfrivillig. Kort derefter fik de deres førstefødte: Karen. Med det afrikanske fornavn Mukupa. Karen Mukupa Thurøe Rasmussen, for at være helt præcis. Ligesom navnet var en fusion mellem det afrikanske og det danske, var opvæksten og opdragelsen det samme. Hverdagen foregik på skoler i Tanzania med uniformer og kæft, trit og retning, og om aftenen læste Karens far højt af H.C. Andersens eventyr og sørgede hvert år for at skaffe familien et improviseret juletræ.

Flyttede permanent til Danmark som 15-årig

Familien boede ad flere, kortere omgange i Danmark, og modsat sin mor, der hver vinter blev ramt af depression, var Karen vild med landet. Allerede som 15-årig flyttede hun permanent hertil for at få en uddannelse. Kollektivet Granlunden på Djursland blev hendes første faste adresse i Danmark. Og da hun under morgenmaden en af de første dage så en splitterravende nøgen mand komme ned ad trappen med det hele dinglende frit, vidste hun, at hun var kommet til ikke bare et frisindet kollektiv, men et helt land, der ville sætte hendes egen blufærdighed på prøve.

– Af natur er jeg ret indadvendt, og er du en pige, som er lidt genert og tilbageholdende, bliver du rost enormt meget for det i Afrika. Det tog jeg med mig til Danmark, og både kropsligt og mentalt er jeg stadig meget blufærdig, siger Karen.

Alligevel oplevede hun, at blufærdigheden forsvandt, når hun stod på Norddjurs Friskoles scene. Den i dag berømte sanger og coach fra tv-programmet ”Voice” Sharin Foo gik også på skolen og havde et band. Det inspirerede Karen, som efter få år flyttede til København og blev en tredjedel af Danmarks første rap-pigegruppe, No Name Requested.

LÆS OGSÅ: Andrea Vagn Jensen: "Livet er svært indimellem"

Modsætninger mødes

Faktisk syntes Karen, at ham Nikolaj Kirk var lidt “smart-i-en-fart”, da de mødtes første gang backstage til MGP for ti år siden. Karen skulle selv optræde, mens Nikolaj interviewede deltagerne undervejs og lavede drinks backstage til børnene. Men han vandt ved nærmere research under aftenens efterfest hos showets anden vært Camilla Ottesen. Og faktisk, tror Karen, kom hendes fascination af Nikolaj rigtigt frem, da han få dage senere inviterede hende over for at se “Shrek” på dvd. Året efter delte de i hvert fald adresse.

– Her kan man virkelig snakke om, at modsætninger mødes, for Nikolaj er virkelig et ordensmenneske, mens jeg er mere flyvsk. Grunden, til at vores forhold har holdt så længe, er, at vi ikke lægger bånd på hinanden – hvis Nikolaj har brug for at tage til Papua Ny Guinea i to uger, så gør han det, uden at jeg står hjemme og er sur. Og omvendt. Vi er begge frihedselskere og har ikke brug for at være op og ned ad hinanden konstant, siger hun.

Fætre og kusiner fik stribevis af børn

Børn har altid været en fast livskomponent for Karen, som blandt andet har været vært i børneprogrammet ”Mukupas Kidchen”, skrevet børnebøger, optræder for børn, og er det naturlige midtpunkt for landsbyens unger, hver gang hun besøger Afrika.

– At jeg skulle være mor, har altid været en naturlig tanke for mig. Det der med at præge et lille barn og se det vokse op, det måtte være en af de største og mest livsbekræftende oplevelser i livet, tænkte jeg. Da Karen og Nikolaj så satte sig for at blive forældre for syv år siden, undrede det hende, at det ikke lykkedes straks.

– Jeg havde jo set, hvordan mine fætre og kusiner i Afrika fik stribevis af børn, så jeg havde forventet, at jeg ville blive gravid meget nemt, men det skete bare ikke, og hver gang jeg fik min menstruation, blev jeg sgu lidt nedtrykt. Nikolaj og jeg havde et behov for at blive en lille familie, og jo ældre jeg blev, jo mere mærkede jeg et tomrum, siger Karen.

Fik aldrig fertilitetsbehandling

Tiden venter som bekendt ikke på nogen, men alligevel kom parret aldrig i gang med en egentlig fertilitetsbehandling.

– Selvom Nikolaj også havde et behov for at blive forælder, så tror jeg i virkeligheden, at behovet var større hos mig. Nikolaj er så karrieremindet, at han nok ville have svært ved at overholde alle lægeaftaler i sådan en proces. Selvom det var svært at bevare optimismen, havde vi hele tiden i baghovedet, at det nok skulle lykkes en dag. Det var vores håb og drøm.

Nogle gange forekom det Karen nærmest umenneskeligt at skulle glæde sig på andres vegne, når de fik lige nøjagtig dét, som hun selv allermest ønskede sig:

– Det var jo vildt dejligt, når mine veninder fik børn, men samtidig også deprimerende på en eller anden måde. Meget ambivalent. Det kom aldrig helt derud, men til sidst frygtede jeg reelt, at jeg var ved at blive sådan en bitter dame, der ikke kunne lide at holde andre folks børn af ren jalousi. Jeg er virkelig en stor børneelsker og tænkte: ”Gud, skal jeg virkelig ikke have nogen børn?” Jeg bildte mig selv ind, at det måtte være skæbnen, og at jeg i stedet skulle kaste min kærlighed over andres børn, siger hun. Karen handlede på sin mavefornemmelse og købte i 2007 en lille grund i Zambia. Her ville hun, hvis alting flaskede sig, og karrieren tillod det, en dag åbne og drive et børnehjem for de mange lokale børn, som trænger til omsorg.

Læs videre på næste side.Babydrøm på standby

Kort efter købet af grunden i Zambia foretog livet en U-vending for Karen. En junimorgen 2007 døde hendes nære veninde og kollega, rapperen Natasja Saad, i en bilulykke på Jamaica. En ulykke, som Karen selv slap fra med blå mærker.

– Det her babyprojekt havde fyldt enormt meget for mig i årene op til ulykken, men jeg kunne ikke rumme to sorger i mit hoved på én gang og måtte slippe den ene fri. Det blev så den uforløste babydrøm.

– Jeg havde ikke behov for… Hun bider sætningerne over med en sukkende lyd.

– Jeg følte, der var nogle andre ting, der skulle fylde. Jeg havde brug for et nyt fokus, jeg havde kun lyst til at begrave mig i min musik og føle, jeg kunne mærke Natasja. Det tog Karen flere år og en mindre identitetskrise at absorbere tabet af sin nære veninde. Men da hun igen følte sig parat til at blive mor, var mønstret det samme: Der blev slået en lille flig af håbet måned for måned, og til sidst opgav hun.

Ideen om adoption

En januardag i 2010 ringede Karens telefon. Hendes mor, som var på sit årlige, lange ophold i Zambia for at undgå den danske vinter, var i den anden ende.

”Din fætter Matheus, skal have sit ottende barn, og han er virkelig ikke glad ved det,” lød det.

Hun fortalte videre, at det ufødte barns mor forgæves havde forsøgt sig med en illegal abort, og at både hun og faderen var hivsmittede. I Karens familie er det, som i de fleste andre afrikanske familier, normalt at overlade børnene til andre, hvis overskuddet og omsorgen ikke rækker mere.

”Er det noget, du vil overveje?” sluttede Karens mor.

Aftalen blev, at Karen skulle tage sig af drengen i Danmark, til han blev 18 år. Forældrene gav Karen lov til at navngive ham, allerede da han var 2-3 uger gammel, og hun besluttede, at han skulle hedde Kingston. Havde hun selv fået en søn inden Kingston kom til verden, havde det været et af hendes bud på et fint drengenavn. Han var bare et halvt år, da de mødte hinanden første gang i Zambia sidste år, og Karen faldt umiddelbart for den lille fyr med de brune, blanke øjne og det godmodige blik.

– Jeg sørgede for ikke at knytte mig for meget til ham, for så ville det gøre ondt at tage af sted, og samtidig havde jeg hele tiden i baghovedet, at det måske slet ikke kunne lade sig gøre at få ham til Danmark, siger Karen.

I mellemtiden havde hun nemlig undersøgt reglerne for adoption af familiemedlemmer. Det var en jungle. Svarende til familiesammenføring, men med flere juridiske tvist. Et adoptionsbureau gik sidste år ind i sagen, og det forklarede, at det ikke var umuligt at få Kingston med til Danmark, men at det havde lange udsigter. Formentlig to år.

– Jeg besluttede mig for, at det var kampen og ventetiden værd, siger Karen.

Gravid mod alle odds

Adoptionsprocessen var i gang, da Karen blev køresyg. Eller, køresyge var i hvert fald, hvad hun tolkede en underlig kvalme som, da hun var med sit band på koncertturne i Kenya september sidste år. Menstruationen udeblev, så da hun var tilbage på Islands Brygge i Danmark, strøg hun ned på apoteket og købte en graviditetstest. Og der stod hun så. På badeværelset og gloede på testens strip.

– Alle de år, jeg har prøvet at blive gravid, sagde alle til mig: ”Du skal bare slappe af,” og jeg sagde, ”Jeg slapper af, jeg kan ikke slappe mere af.” Og da vi så gik ind i adoptionssagen, sagde alle: ”Nu når I prøver at adoptere, så bliver du sikkert gravid, fordi du helt sikkert slapper af”. Og meget underligt, så blev jeg gravid. Så jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der er en sammenhæng, om min hjerne bare… du ved… gav slip. For der var to streger på graviditetstesten, og lige dele lykke og ambivalente tanker skyllede ind over hende.

– Det første, jeg tænkte, var: ”Hvad så med Kingston? Kan jeg blive ved med at kæmpe så hårdt for at få ham hjem?”. Jeg blev ramt af en tvivl og en skyldfølelse. Når jeg nu endelig selv fik et barn, skulle jeg måske også bare lige prøve at være mor for det, siger Karen.

LÆS OGSÅ: "Når man er over 40, må der også være plads til lidt attitude"

Blev nødt til at tænke på sig selv

Hun brugte et par måneder på at mærke efter.

– Til sidst kom jeg frem til, at jeg var nødt til at tænke på mig selv. Jeg er sådan en kæmpe pleaser, så hvis Kingston kom op, ville jeg være splittet og måske have skyldfølelse over for min egen datter, fordi jeg brugte al tid på ham eller omvendt – jeg havde svært ved at forestille mig, at jeg kunne rationere mine følelser på den måde. En anden grund var, at Kingston jo blev ældre og ældre, og når jeg besøgte ham i Zambia, kunne jeg se, at han havde en kærlig familie med masser af søskende og andre børn omkring sig – når jeg endelig kunne få ham til Danmark, ville han måske være 4-5 år, og jeg ved, at jeg ikke ville kunne få mig selv til at rive ham væk fra den tryghed, selvom hans forældre er fattige og ikke har mulighed for at give ham en fremtid, som jeg måske kunne, siger Karen, der måtte lave det svære opkald til sin fætter, Kingstons far, og fortælle, at hun ville opgive adoptionen.

– Jeg følte klart, at jeg svigtede. Min fætter og hans kone havde virkelig, virkelig håbet, at jeg kunne give deres søn en bedre fremtid, og hver gang vi talte i telefon, sagde de ”Kingston can’t wait to come to Denmark.” Men de tog det pænt.

Til gengæld lovede Karen at hjælpe Kingston økonomisk, så han kan få en skolegang, ligesom hun allerede støtter seks andre børn fra landsbyen.

Karriere som mor og sanger

Den 24. april 2013 skete så det, Karen og Nikolaj havde ventet på i adskillige år. De blev forældre. Deres lille datter, Tiki Marlee, kom til verden på Rigshospitalets fødestue nummer otte.

– Vi kalder hende vores lille mirakelbaby, for vi havde virkelig ikke troet, det nogensinde ville lykkes, siger Karen, som nåede at runde 40 år, ugen før hun blev mor. Hun er spændt på, hvordan karrieren og rollen som mor vil komme til at gå hånd i hånd.

– Jeg kan sommetider frygte, at forældrerollen er den eneste rolle, jeg kommer til at have. Jeg har hele tiden vidst, at jeg vil være mor med stort M, men også en mor, der holder fast i mig selv og stadig kan tænke på min karriere. Nu har jeg ønsket mig det her i så mange år, så jeg kan virkelig være angst for at gå helt i stå – for at jeg kun skal være mor og aldrig komme tilbage og få overskud til for eksempel at skrive et helt album.

– At jeg er blevet mor, kommer nok også til at smitte af på mine sangtekster fremover, for jeg mærker, at jeg så småt begynder at tænke: ”Hvad er meningen med livet?”. Hun studser over sin egen lommefilosofi, lægger nakken tilbage og kaster sin latter mod himlen.

– Det tror jeg altid, jeg har gjort, men det er på en anden måde nu. Jeg skal passe på det her væsen og tænker over, hvilken verden hun kommer til at vokse op i.

Slår ikke rødder i barselssengen

Sandsynligvis kommer Karen ikke til at slå rødder i barselssengen – allerede i næste uge skal hun i studiet, ligesom flere andre projekter står og vinker efter hende. Fremtiden på det personlige plan er en anden snak. Hvordan livet på lang sigt skal leves, og om flere børn er en del af billedet, aner hun ikke, og hun tør ikke forsøge at planlægge.

– For er der noget, jeg har fundet ud af i løbet af de seneste syv år, så er det, at intet kan planlægges, som hun siger. Men grunden i Zambia, som hun købte i 2007 sammen med drømmen om at bygge et børnehjem og et liv med moderlig omsorg for børn, der ikke kun er hendes egne – den ejer hun endnu.

LÆS OGSÅ: Kærligheden valgte for dem