Karin Slaughter: Derfor er jeg fascineret af det grumme

Jamen godt, så er det slut med at bestille øl i baren ... i hvert fald når man hænger ud med Sydstaternes krimidronning, Karin Slaughter. For en måned siden var jeg sammen med hende på en bogmesse i USA, da hun kneb øjnene lidt sammen og så ned på min øl, mens hun rystede på hovedet: "Sara for pokker! Det er kun billige tøser (whores), der bestiller den slags, når de er ude!"

Så fik vi sat dét på plads! Og så kan det ellers nok være, at jeg fik skubbet øllen lidt til side. Ikke så meget for min egen forfængeligheds skyld. Mere fordi den verdensberømte krimiforfatter unægtelig tiltrækker sig en del opmærksomhed, og jeg ville jo nødig sidde der og kaste skam over hende.

Man skal nemlig ikke tage fejl af Karin Slaughter – og JA! Slaughter er hendes "rigtige" navn. Hun er barsk, rå og til tider nådesløs, når hun skriver sine krimier. Men hendes forældre har stoppet alt, hvad man kan skrabe sammen af gode manerer, ind i hendes opdragelse, og dem mærker man tydeligt, når man er sammen med hende.

– Man påstår, at Sydstaterne er omkring 20 år bagefter alle andre, siger hun og tilføjer, at det sikkert er rigtigt.

– Jeg siger stadig "sir" til min far og "mam" til min mor. Og det ville være helt forkert for mig at lade være.

Og nu hvor talen falder på Slaughters mor, så fortæller Karin med et blik på min Budweiser, at hendes mor ALDRIG kunne finde på at drikke af flasken.

– Hun ville heller aldrig servere en sodavand i en dåse for sine gæster, den ville blive skænket op i et glas ude i køkkenet.

Det sidste siger hun så højt, at bartenderen ikke kan undgå at høre det. Og der rammer vi ind i en anden af de ting, jeg er ret vild med ved Karin Slaughter, og som også er grunden til, at jeg inden for det sidste år er smuttet til USA tre gange for at optræde eller bare mødes med hende. Ud over at hun, efter min mening, er en af de mest interessante amerikanske krimiforfattere lige nu, er hun også et af de sjoveste mennesker, jeg kender.

Læs også: Qvortrup - Jeg røg ud i en eksistentiel krise

Cool og underspillet

Hun er sjov på en underspillet måde. Der er ikke noget højtråbende eller larmende grin over Karin Slaughter. Hun siger bare ret overraskende ting, som tit bliver virkelig sjove, fordi hun ikke fortrækker en mine. Og hun er så cool, at man heller ikke kan vide sig sikker på, om hun virkelig MENER det.

Mens vi sidder i baren og venter på, at min udgivelsesreception begynder, læner hun sig frem og siger:

– Jeg skal altså lige spørge dig om noget.

Vi har mange gange talt om, hvordan vi begge to gør temmelig meget ud af at researche til vores bøger. At vi opfanger ting fra den virkelige verden og bruger det, men at ingen af os skriver på virkelige hændelser. Vi lader os bare inspirere.

Når Karin Slaughter læner sig frem på den måde, så læner jeg mig også lidt frem. Jeg har nemlig så stor respekt for hende, at jeg nødig vil misse det, når der kommer et af hendes guldkorn.

– Jeg hørte engang om en kvinde, begynder hun og ser på mig med sit intense og meget blå blik.

– Kvinden fortalte, at hun havde stoppet 27 skraldeposer op i skeden. Fordi hun følte, at hun ikke blev betragtet som andet end menneskeligt affald.

Nu skal det lige indskydes, at en af Karin Slaughters mærkesager er kvinders vilkår. Og det skal også lige siges, at jeg ikke rigtig vidste, hvordan jeg skulle tackle oplysningen om de mange skraldeposer!

– Men det kunne jeg jo ikke skrive, fortsætter hun.

– Jeg syntes, kvindens pointe var meget tydelig, men hvis jeg havde skrevet det ind i min bog, ville læserne jo have ment, at det var fuldstændig utroværdigt, så jeg reducerede antallet til 11.

Og her kommer hendes spørgsmål: "Ville du have skrevet 27?"

Hun fortrækker ikke en mine, mens hun spørger, og jeg er ved at falde ned af barstolen af grin. Ikke fordi jeg ikke synes, at budskabet er alvorligt nok. Det er bare måden, Slaughter helt seriøst vil vide, om jeg ville have skrevet den sande historie med fare for, at ALLE ville synes, at jeg var virkelig langt ude.

For det er jo sådan det er, virkeligheden overstråler altid det, forfattere formår at finde på. Og begynder vi først at skrive om begivenheder, som de virkelig er, vil ingen tro på os.

Læs også: Laura Christensen - Har lyst til at skride en gang i mellem

Læs resten af interviewet på næste side...Gysende godnathistorier og grumme seriedrab

Men det var faktisk netop en af de voldsomme historier fra virkeligheden, der sparkede gang i Karin Slaughters i forvejen dunkle fantasi, og som plantede en frygt i hende.

Den verdensberømte krimiforfatter voksede op i Lake Spivey-området lidt syd for Atlanta i Georgia. Hun er den yngste af tre døtre, forældrene blev skilt, og hun knyttede sig tæt til sin far.

Det er helt tydeligt, at hun nærer stor respekt for manden, hun stadig kalder "sir". Han lærte først og fremmest sine tre piger at bruge en hammer, han lærte dem også, at de skulle sætte penge i banken, så de altid var i stand til at klare sig selv, og så fortalte han godnathistorier, der aften efter aften skræmte de tre søstre fra vid og sans.

Og Karin Slaughter elskede det. Så meget at hun i den periode fandt billeder fra Marilyn Monroes obduktionsrapport og klistrede dem fast til sin madkasse.

– Grumt og bizart på en fascinerende måde, siger hun nu og smiler, inden hun fortæller, at det jo alt sammen var spas og lidt for sjov. Men pludselig skete der altså noget, som fik den barske virkelighed til at rykke så tæt på, at fascinationen af død og de gode historier blev ændret til frygt.

Over en to-årig periode fra 1979-81 fandt en stribe grusomme seriedrab sted i Atlanta. Man mente, at minimum 28 afro-amerikanske børn blev dræbt i det tidsrum. Ligene dukkede efterfølgende op i nærliggende skove og floder.

På det tidspunkt gik det for første gang op for unge Karin Slaughter, at uhyggen ikke bare fandtes i sin fars godnathistorier.

– Jeg var 9 år, da det begyndte. Mig og mine søstre kom fra en tryg og dejlig barndom, hvor jeg altid havde kunnet bevæge mig rundt, uden at nogen bekymrede sig. Bare jeg var hjemme, når solen gik ned. Nu ville mine forældre fra det ene øjeblik til det andet hele tiden vide, hvor jeg var.

Det er mere end 30 år siden, men det er helt tydeligt, at begivenhederne dengang har afsat et dybt aftryk i hende, nu hvor hun sidder i en bar i Cleveland og graver det hele frem igen.

– Jeg skulle give besked, hver gang jeg tog nogen steder hen. Alle var skræmte, fortæller hun og ser igen på mig med sit intense blik.

– Det var dengang, jeg for alvor blev interesseret. Ikke bare i forbrydelser, men i, hvad grove forbrydelser gør ved et helt samfund. Jeg mærkede jo frygten i min egen krop.

Læs også: Susse Wold om angsten for at blive kasseret

Crimes and cupcakes

Når Karin Slaughter sætter sig til tasterne for at skrive en bog, har hun allerede hele historien klar i hovedet.

– Den mangler bare at blive skrevet, forklarer hun.

Og det plejer at foregå på den måde, at hun kører op i sin hytte i bjergene bag Atlanta. Og så går hun ellers i gang. Helt bogstaveligt.

– Jeg kan skrive 30-40 sider om dagen, men efter sådan en arbejdsdag kollapser jeg også fuldstændig. Jeg går ud som et lys, men så er jeg klar igen næste dag, siger hun og spørger, om jeg har det på samme måde?

– Nææ, det har jeg faktisk ikke, mumler jeg og skal ærligt indrømme, at jeg er noget imponeret og føler mig sat lidt til vægs. Bare til en sammenligning, så skriver jeg ti sider på en god dag!

Men det er nok et meget godt billede af Karin Slaughter. Hun er helt vildt målrettet. Allerede som ung havde hun besluttet, at inden hun fyldte 30, ville hun have en bogkontrakt, og hun var 29, da hun underskrev. Hun sætter sig et mål, og så går hun efter det.

Får du overhovedet noget at spise, mens du sidder der og slår i tasterne? spørger jeg nysgerrigt. Hun nikker, og nu kommer vi ind på et at hendes yndlingsemner.

– Min far bor længere nede ad vejen, og han kan godt finde på at komme over og stille et stort stykke chokoladekage på trappen. Men han ved godt, at han ikke må forstyrre, siger hun alvorligt, selvom jeg tror, at kage lige præcis er det eneste, man faktisk gerne må forstyrre hende med.

Karin Slaughter er mega cupcake-fan. Da jeg lige havde lært hende at kende, troede jeg, at det var noget, hun jokede med. Men det er det altså ikke, så hvis man nogensinde skal fedte sig ind på hende, så gør det med cupcakes!

– Havde det stået til mig, fortsætter hun,

– havde jeg KUN spist kage, da jeg var barn. Men det fik jeg selvfølgelig ikke lov til. Min far sagde altid, at i det øjeblik jeg flyttede hjemmefra, kunne jeg spise al den kage, jeg ville. Og det gjorde jeg så i en hel uge. Og blev syg, griner hun og fortæller, at hun med tiden er blevet lidt bedre til at dosere.

Verdensstjerne i topklasse

På 12 år har Karin Slaughter skrevet 13 bøger, der er solgt i 20 millioner eksemplarer verden over. Hun deler sin arbejdstid mellem rejserne rundt i verden, hvor hun promoverer sit forfatterskab, og tiden hjemme, hvor hun trækker sig tilbage og har dage, hvor hun aldrig kommer ud af sin pyjamas. Hun er en verdensstjerne i topklasse, men der er adskillige ting, der ikke har ændret sig, selvom hendes succes er blevet enorm.

Hun er stadig lige taknemmelig over for sine mange læsere, se bare på hendes Facebook-væg, hvor hun aktivt holder kontakt med de folk, der læser hendes bøger. Der er heller aldrig et land eller et bogmarked, der er for småt til, at hun synes, det er værd at besøge.

Det var sådan, jeg lærte hende at kende. På Krimimessen i Horsens. Og så er hun en af de mest generøse krimikolleger, jeg nogensinde har mødt. Gennem det seneste halvandet år har hun trukket mig med helt ind i kernen af det amerikanske krimisammenhold. Sådan er Karin Slaughter.

Kvinder hjælper hinanden, hvis det står til hende.