"Der gik kun få dage, så ringede de fra Vild med dans"

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var en landevej, og jeg var formentligt iført træsko, for jeg kommer fra en gård, da min far var landmand og forretningsmand. Vi havde hund, heste og en masse landbrug. Vi var en børneflok, som alle kunne køre traktor i en tidlig alder og var en naturlig del af landbruget og årstidernes skiften. Vi var med til at harve i sensommeren, hvor vi samlede sten op og fik fem øre for en lille sten og ti øre for en stor.

Når der skulle høstes, var vi på igen, og det kunne godt blive nogle lange dage, når høsten skulle i hus. Men jeg kunne godt lide at være en del af det arbejde sammen med de professionelle, som arbejdede på gården. Der skulle også males hegn, og der fik vi fem øre for en planke og ti for en stolpe. Min far var god til at lære os værdien af at tjene sine egne penge. Det er så tilfredsstillende at se, at ens indsats bærer frugt.

Jeg var nok et lidt mærkeligt barn, selv om jeg også har lyst til at skubbe det ord væk. Jeg er i hvert fald introvert af natur. Jeg gik på den lokale skole i landsbyen, men var mest tryg ved dyrene, som også var mine bedste legekammerater. Og så var der Gud. Ham talte jeg med hver dag. Jeg havde så mange spørgsmål, jeg stillede Gud. Hvorfor er vi her? Hvorfor er jeg i denne familie? Hvorfor er der krig? Jeg havde altid de store eksistentielle spørgsmål."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Ja, da jeg var 14 år, og mine forældre lige var blevet skilt, og min mor flyttede nordpå. Jeg gik i skole i København og stod i forvejen op og tog bussen klokken 6.51 hver morgen, så jeg blev boende hos min far for ikke at gøre det mere besværligt. Jeg havde meget ondt i maven dengang, og jeg var virkelig ked af livet. Faktisk ville jeg gerne herfra. Jeg nåede endda til at tænke over, om min arm var lang nok til at trykke på aftrækkeren på min fars jagtgevær, hvis jeg havde løbet i munden.

Eller skulle jeg tage piller og risikere, at de ikke virkede? Helt bagerst i mit hoved var alligevel en bevidsthed, som fortalte mig, at jeg kiggede det forkerte sted hen. Det var ikke mig, der var noget galt med, og da jeg vendte mit blik bort fra den tanke, slap ønsket om at dø. Året efter kom jeg på kostskole og fandt roen igen. Der var regelmæssighed og forudsigelighed, som stammede fra en klokke, der ringede, hver gang man skulle noget. Det var lige det, jeg havde brug for."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg tror ikke på tilfældigheder, men det føltes alligevel som en tilfældighed dengang. Da jeg var 21 år, boede jeg i London. På et tidspunkt spurgte min far mig, hvad jeg skulle i sommerferien, og jeg svarede, at jeg skulle hjem til Danmark og se mine venner. Så sagde han: ”Nej, du skal ikke gå og dandere den i to måneder. Du skal bestille noget.” Når far sagde sådan, var det bare med at klappe hælene sammen. Han bad mig kontakte direktøren hos Klarlund (en smykkeforretning i København, som han ejede, red.) og bede om lov til at kopiere og servere kaffe den sommer. Det var ikke et høfligt forslag, det var en ordre.

Heldigvis så direktøren hos Klarlund mere i mig. Bevares, jeg lavede god kaffe, men jeg blev hos Klarlund i ti år, mest af alt fordi jeg blev fanget af diamanterne. Ikke så meget af smykkerne men af selve stenene. Jeg var fascineret af, at diamanter er skabt 200 kilometer under jordens overflade for tre-fire milliarder år siden. Altså jeg kan forstå millioner, men milliarder? Og så er det endda naturen, der har skabt dem uden nogensinde at skabe to ens.

LÆS OGSÅ: Jessie er mere end bare fotograf: ”Boudoir er ren terapi”

Det er så fascinerende at arbejde med diamanter, og det bliver aldrig kedeligt. Jeg lærte alt om diamanter, og selv om min far aldrig ruttede med komplimenterne, så tror jeg, han var stolt af mig. Men han sagde også til direktøren, at jeg skulle holdes nede. I dag tror jeg, at det var fordi, han var bange for, at folk ikke skulle kunne lide mig. Jeg måtte ikke gå inde hos Klarlund og forstyrre eller være useriøs, og jeg måtte ikke stikke ud eller larme. Jeg tror faktisk, han mente det positivt.

Efter ti år hos Klarlund tænkte jeg: Okay, hvad er næste stop? Jeg gad ikke det administrative, så jeg gik solo. I dag handler jeg med investeringsdiamanter på vegne af kunder, som gerne vil investere, og derudover har jeg min egen smykkeserie, Infinity, og så sælger jeg diamanter til smykker – men kun de store. Før corona var jeg tit i Tel Aviv og Antwerpen på diamantbørserne, men det gode ved corona er, at vi er begyndt at handle diamanter på en ny måde.

Nu rejser jeg ikke rundt mere, men får sendt diamanterne med kurer, så jeg kan se dem, inden jeg køber dem. De bliver sendt med professionelle kurer, som typisk er en eller andens nevø, som kommer med diamanterne i en rygsæk og ligner en backpacker, for det skal være så uprætentiøst som muligt. Nogle gange kender jeg kureren ret godt og går lige ud og spiser en sandwich med ham, og så er jeg nok den eneste, der ved, hvad der er i hans rygsæk. Men han tager den altid med sig, hvis han går på toilettet."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Det har jeg ikke noget problem med. Jeg er helt bevidst om, at det er en del af den pakke, det er at træde frem på den offentlige scene. Folk er jo alligevel altid søde og positive – især i Jylland. Der kommer de hen og spørger, om jeg ikke er hende diamant-damen. Det gør de ikke i Nordsjælland. Der kigger folk bare.

Jeg var faktisk selv for nyligt i den omvendte situation. Jeg sad på d’Angleterre med min datter Elvira, da jeg fik øje på Tommy fra Kiss. Jeg overskred mine egne grænser og gik hen til hans bord, da han var færdig med at spise, og sagde, at jeg var stor fan, om jeg måtte få et foto? Han var så sød og tog sig tid til at snakke, og Elvira hjalp ham med noget på hans Instagram. Jeg tror, vi startede en lavine, for pludselig kunne vi se folk rejse sig fra alle de andre borde for at gå hen og hilse på Tommy fra Kiss. Man kan i øvrigt godt kende ham uden makeuppen. Han har sådan et stort sort hår."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"For et år siden havde jeg en oplevelse, som blev en katalysator for at sadle om. Jeg havde haft så travlt i min forretning og havde i længere tid følt en svækkelse i kroppen, kulde- varmebølger i benene og summen i hovedet. Jeg er desværre typen, der venter længe med at gå til lægen – jeg er jo fra landet – men jeg ringede til lægen og fortalte om alle mine symptomer – stolpe op og stolpe ned. Lægen sagde, at jeg skulle komme ind til ham med det samme.

Det følte jeg slet ikke, jeg havde tid til, men jeg accepterede dog at komme ind dagen efter. Jeg blev akutindlagt samme dag. Jeg blev scannet, og på scanningen kunne lægerne se, at jeg havde hvide pletter på hjernen, der lignede sklerose. I den næste måned prøvede jeg at forholde mig til, at mit liv nu ville blive helt anderledes. Når jeg er i sådan en situation, er jeg god til at tænke: Hvad er det gode i det her? Jeg fik den tanke, at det bedste var, at nu ville jeg ikke behøve arbejde så meget. Er det ikke banalt? Hvem er det egentligt, jeg løber så hurtigt for? Vi vil så gerne leve op til folks forventninger, men da lægerne ”satte mig fri”, var det eneste, jeg tænkte: Okay, nu kan jeg endelig drosle ned. Nu skal der være plads til, at magien kan opstå.

LÆS OGSÅ: Lars fik sit drømmejob som 65-årig: Min kone føler, at hun har fået sin gamle mand tilbage

Da jeg kom til næste scanning en måned senere, var der ikke spor af sklerose. Jeg ville så gerne tro, de havde ret, men jeg tog på privathospital for at blive undersøgt en gang til. Her sagde de det samme: ”Du fejler ingenting.” Dog bad de mig tage noget mere D-vitamin. Jeg tog alt det D-vitamin jeg overhovedet kunne – også mere end man rådes til i Danmark – og det var som at sætte stikket i kontakten igen. Nej, man skal ikke undervurdere D-vitamin.

På et tidspunkt tænkte jeg, at jeg ville starte til noget sport. Golf er for kedeligt, så jeg besluttede mig for at danse. Men ikke sådan noget med to timer hver onsdag – nej, jeg ville blive rigtig god til det. Der gik kun få dage, så ringede de fra Vild med dans. Det er da guddommelig indblanding. Jeg sagde ja med det samme.

I dag tror jeg, der er sket det, at to scanninger er blevet forbyttet, for den dag, jeg blev scannet, var vi to nogenlunde jævnaldrende kvinder med samme fornavn i venteværelset. Jeg bebrejder ikke lægerne, for de tog mig meget seriøst. Der skete bare en fejl, som jeg har vendt til noget positivt, for der var en mening med denne kæmpe forskrækkelse. Jeg er bare taknemmelig og lykkelig."