Katinka Bjerregaard

Hun blev friet til med pommes frites: 7 ting, du (måske) ikke vidste om Katinka Bjerregaard

Katinka Bjerregaard har med sin ærlige lyrik, lyd og person vundet både lytternes hjerter og adskillige priser. Men hvem er hun egentlig? Bliv meget klogere på det lige her.

Årets håb. Årets pop-komponist. Og så en Spoken Word Pris for at være ”den perfekte uperfekte talskvinde for en hel generation”.

Katinka Bjerregaard har gennem tiden fået stor hæder for sin lyrik og åbenhed. Nu er hun i aktuel i Toppen af Poppen, hvor hun sammen med seks andre danske musikere skal fortolke hinandens musik.  

Læs med og lær noget om musikeren, som du (måske) ikke vidste:

1. Katinka (band)

Hvis du tjekker musiktjenesterne og de sociale medier for at blive klogere på Katinka Bjerregaards prisvindende lyrik og musik, behøver du ikke lede længe. Indtast blot ’Katinka’, og du får serveret både musik, sjove små videoer og store smil, fx her på Katinkas egen Instagramprofil. Men selvom musikken bærer hendes navn, så læg mærke til, at der mange steder står ’band’ efter ’Katinka’.

Navnet dækker nemlig ikke blot over Katinka Bjerregaard selv, men over hele bandet bag musikken, som foruden hende tæller tre andre.

Bandet blev dannet tilbage i 2012, hvor Bjerregaard gik sammen med guitarist Simon Ask. Siden da er Marie Hageltorn Christiansen og Tobias Pedersen kommet med, og sammen slog de for alvor igennem, da de vandt DR's talentprogram 'Karrierekanonen' i 2015.

2. Guidet tour

Katinka Bjerregaard havde sine spæde barndomsår i en lille toværelses lejlighed på Christianshavn sammen med sine forældre og tre storebrødre.

Da Katinka er fire år gammel, flytter familien til en større lejlighed, og det vækker ikke umiddelbart begejstring hos den lille pige:

”Da jeg ser den nye lejlighed, er den så hvid og så tom. Jeg kan slet ikke få ind i mit hoved, at vi skal bo der, det er så rent og upersonligt. Det er meget angstprovokerende, og jeg bliver sur. Jeg vil gerne have ting og larm omkring mig. Derfor begynder min mor helt ”alert” at male den nye lejlighed i gul, blå og rød, da vi flytter ind, så jeg kan føle mig tryg. ” fortæller hun til Femina.

Hun har i dag stadig så stor en tilknytning til barndomsgaderne på den kunstige københavnske ø, at det var netop her, Katinka valgte at give en guidet tour, da hun i forbindelse med Kulturmødet 2020, skulle vise rundt på en guidet samtale-tur (en såkaldt ’Vi gik tankegang’) et sted, der betyder noget særligt for hende. 

3. ”Ny” fan

Musik betød meget i barndomshjemmet på Christianshavn, og der var altid gang i instrumenterne og musikanlægget.

”Min mor spiller harmonika og klaver, og min far lytter til musik konstant, så der er aldrig stille i mit barndomshjem. Han hører Beatles, Jacques Brel, Leonard Cohen, David Bowie – alt, der kan krybe og gå, som har en god historie og gode tekster. Han har en bred smag, min far, og han startede min interesse for tekster og musik,” har hun fortalt om sin barndom til Femina.

Men selvom Katinka Bjerregaard har udgivet musik siden 2014, begyndte hendes mor først for nyligt at følge datterens Facebook-side.

”Jeg siger det bare, det kan betale sig at være med i Toppen af Poppen på TV2, for min dejlige og kritiske mor har endelig besluttet sig for at følge mig på Facebook. Mit liv peaker!!,” skriver hun til følgende billede på sin Instagram:

4 Tattoos

Katinka Bjerregaard fik sin første tatovering som 18-årig og har siden da fået alt fra et rodfrugtformet hjerte til PlayStaytion-symboler og ordet ’mussi’ printet med blæk på kroppen.

”Den første tatovering, jeg fik, var et vissent træ på ryggen. Jeg var 18 år gammel, da jeg fik den lavet. Det var et kompromis, at det blev på ryggen. Det var et sted, man kunne gemme den. Siden har jeg ikke fået en tatovering på ryggen, for jeg synes, det er irriterende. Jeg har altid fået tatoveringer for min egen skyld, og jeg ser ikke min ryg ret tit, så jeg får ikke rigtig noget ud af det. Men det er en af mine bedste veninder, der har tegnet den,” fortalte hun tilbage i 2019 til DR.

”Det er næsten sådan med alle sammen, at det er nogen, jeg elsker, der har tegnet dem.”

Seneste skud på sammen – ifølge hendes Instagram i hvert fald – er denne gople:

5. ’Næsten skuespiller’

Sidste efterår prøvede Katina Bjerregaard ikke bare kræfter med at skrive teatermusik, hun prøvede også kræfter med de skrå brædder, som en ”understemme til hovedrollen” og "næsten-skuespiller, som hun selv kalder det, i et musikalsk teaterstykke.

”I går havde forestillingen “Jagten på det gode menneske” premiere på Baggaard Teatret. Det har været en helt vildt skræmmende og fantastisk rutschebanetur at kaste sig over de skrå brædder, og puste liv i den glemte men fantastiske forfatter Karin Michaëlis,” skriver hun på sin Instagram, hvor hun fortsætter:

”Jeg har skrevet sangene til stykket sammen med altid originale og perfektionistiske Simon Ask. Jeg kan stadig ikke helt forstå, at jeg har fået lov til at lege med de tunge skuespillere i klassen. I dag har jeg mine første ægte tømmermænd i 1,5 år, og jeg føler mig som en hængt kat, men det var det hele værd.”

6. Anderledes scorereplik

Katinka Bjerregaard mødte sin mand, Daniel Buchwald, da han som fotograf skulle hjælpe Katinka bandet med en ny musikvideo og dertilhørende billeder.

Efterfølgende støder de igen på hinanden i byen. Hun har kort tid forinden fortalt en veninde, at hun og Daniel har et bror- og søsteragtigt forhold, og hun bliver mest af alt forvirret over situationen, da han den aften pludselig kysser hende. Hun var nemlig på det tidspunkt vild med en anden, husker hun tilbage i podcasten ’Livets Skole’,

”Lidt tid efter (kysset red.) havde jeg kærestesorger og mødte ham så på en bar.  Jeg sagde til ham, ’Jeg skal med dig hjem’. Jeg var så stiv – jeg havde drukket tre flasker rosé. Han sagde, ’Du skal ikke med mig hjem. Eller jo, fint nok, men så skal vi bare sove, for du er for fuld’. Han er otte år ældre og bor i en kæmpe lejlighed i indre by. Han hælder to store glas rødvin op – det ved jeg ikke, hvorfor han gør. Jeg vælter det hele,” fortæller hun og forklarer, at hun ”går død ovenpå ham”, når de kommer hjem i seng.

En scoremetode hun ikke just vil anbefale, fortæller hun i podcasten.

Om end virkede det, og et halvt år efter var de tilbage på en bar, og denne gang spurgte Buchwald, om de skulle være kærester – hele tre gange. Hun skulle nemlig være sikker på, at han mente det.  

”Jeg sagde: Spørg lige igen, og han sagde: "Skal vi være kærester", og jeg sagde: "Spørg lige igen", og han sagde: "Skal vi være kærester?". Og så hoppede jeg op på stolen og vinkede med armene. Vi fik en gratis drink med lakrids, som smagte forfærdeligt, men det var lige meget, for alt var bare så godt,” har Katinka tidligere fortalt til ALT for damerne, hvor hun også fortæller, at Daniel var hendes første kæreste.

7. Friet til med pommes frites

Kærligheden mellem Katinka Bjerregaard og Daniel Buchwald blomstrer stadig, og parret er nu gift og har et sæt tvillinger. Men frieriet skete i sin tid på en lidt anderledes måde end flest, men dog alligevel helt efter Bjerregaards hoved.

”Efter en nytårsaften, hvor vi havde været værter, og gæsterne var taget hjem klokken 6 om morgenen, gik vi på en bøssebar i indre by og drak en øl. Vi gik ned og købte pommes frites, hvor Daniel gav mig pommes fritesne og sagde: ’Skal vi så ikke bare gøre det?” Jeg sagde, ’Hvad?’, ’Skal vi ikke bare gifte os?’,” husker hun tilbage i podcasten ’Livets skole’ og fortsætter:

”At blive friet til med pommes frites, synes jeg, var essensen af den fedeste romantik for mig. Det kan godt være, at andre måske ville synes, det var vildt uromantisk, men det er stadigvæk en kærlighed, der er helt nede i den klamme virkelighed, så fedtede som pommes fritter er. Og det betyder rigtig meget for mig. Det er en af de mest romantiske gestuser, jeg nogensinde har oplevet.”

Katinka Bjerregaard, 30 år

  • Opvokset på Christianshavn
  • Sanger, sangskriver og komponist i rockpop-bandet Katinka
  • I 2017 vandt hun Foreningen af Danske Musikkritikeres pris Steppeulven i kategorien ’Årets Håb’, i 2018 vandt hun sammen med sin kollega Simon Ask Carl Prisen i kategorien ’Årets Komponist – pop’, og i 2019 vandt hun Spoken Word Prisen
  • Gift med fotograf og instruktør Daniel Buchwald, og sammen har de et sæt tvillinger