Katrine bliver stadig spurgt til en rolle, hun spillede på tv i 1988: ”Det er superhyggeligt”

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var i Kunstnerbyen ved Utterslev Mose, hvor mine forældre boede, fordi de begge var malere. Det var et rigtigt Bulderbyagtigt område med 20-25 børn, der legede sammen. Jeg troede, det var sådan, man boede, og først senere fandt jeg ud af, at andre boede i opgange med folk, de slet ikke kendte.

Læs også

Judith Rothenborg: ”Det kørte ellers så godt, da de fandt en tumor i min mave”

Da jeg var fem år, blev mine forældre skilt, og min mor fandt senere end sød mand, hun blev gift med. Han var fra bedre kår, så vi flyttede til Brede, og jeg startede på en skole i Taarbæk, hvor jeg kunne sidde og kigge ud over Øresund hele dagen. Jeg skulle bare ud at se verden, så snart jeg havde realeksamen, for verden trak i mig, og jeg kunne slet ikke forestille mig tre år i gymnasiet, som mange af mine venner skulle."

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"Det var min mor. Hun var et stort menneske. Hun var malerinde på et tidspunkt, hvor det ellers kun var for mænd, og kvindelige malere kun malede ting inden for hjemmets fire vægge som for eksempel en buket erantis i en vindueskarm. Hun var et fyrtårn i mit liv, for hun lærte mig at forfølge mine drømme.

Da jeg flyttede ind i Sofiegården (ejendom på Christianshavn, som der i 60’erne opstod et alternativt miljø omkring, red.) uden uddannelse og uden et arbejde, kaldte min mor mig ”et blomsterbarn”, hvor andre mødre ville have spurgt: ”Hvad har du egentligt tænkt dig?” Det var ret stort. Min stedfar sagde altid, at jeg landede på poterne som en kat, der falder ud ad et vindue."

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

"Nogle af mine gamle venner fra Kunstnerbyen, havde været med til at slumstorme nogle kondemnerede huse på Christianshavn – Sofiegården – og havde gjort et kæmpearbejde med at renovere husene og gøre dem beboelige. De ville gerne have nogle ligesindede ind og spurgte mig, om jeg ville bo der, og det ville jeg jo sindssygt gerne.

Selv om det var en politisk handling, var det ikke det, jeg tænkte mest på. Jeg syntes bare, det var fedt at komme til at bo et sted med et fællesskab, som jeg kendte det fra Kunstnerbyen. Vi måtte ikke bo der officielt, men vi blev aldrig rigtig opdaget, for vi havde adresse andre steder.

Jeg fik en lille møglejlighed, som de kaldte ”hullet”, men for mig var det et eventyr. Der var to gasblus og en hane med koldt vand og et lille mørkt rum, hvor man lige kunne presse en halvandenmands-seng ind. Halvandet år senere fik jeg i samme hus en ny lejlighed med vinduer til begge sider og to værelser.

Den gik dog ikke i længden, for vi var en kæmpe provokation for Københavns boligborgmester Edel Saunte, som ville have husene revet ned for at give plads til et parkeringshus. Vi havde stor opbakning fra lokalsamfundet, da vi barrikaderede os i et naivt håb om at kunne blive. Christianshavnere kom med mad til os, og de lokale børn stod og kastede snebolde efter politiet. Vores boligeventyr endte voldsomt, da Edel Saunte sendte 200 betjente til Sofiegården, og et nedrivningsfirma smadrede det ene af de fine huse.

Vi fik bank og blev arresteret, men fik lidt tidsfrist til at bo i de resterende huse. Vi var rystede. Hvordan kunne man gøre det mod 60 unge mennesker, som på fredelig vis prøvede at løse et boligproblem, som politikerne havde skabt? Efter en tids tovtrækkeri, hvor vi havde gjort opmærksom på, at der lå et par tomme huse længere nede ad gaden, fik vi lov til at flytte midlertidigt ind der. På grund af den store mediedækning blev planerne om parkeringshuset droppet, og der blev bygget ungdomsboliger i stedet. Det var en stor sejr.

Læs også

Yvette Espersen: ”Vi var sammen i seks dage - og kunne ikke glemme hinanden bagefter”

Efter ret kort tid blev baghuset, hvor vi var flyttet hen revet ned, og folk flyttede ind og ud af forhuset, men efterhånden var det nærmest kun Gasolin og deres familier, der boede i det gamle skønne forhus fra 1741. Det skulle også have været revet ned, men vi fik nogle fagfolk til at bedømme det, og de sagde, at det var bevaringsværdigt. Så det endte sørme med, at vi købte det af kommunen."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har Wili – the love of my life (Gasolin-guitarist Wili Jønsson, red.) Det var i 1968, lige inden Gasolin blev berømte og stjernehotte. Han var netop kommet ud af et forhold, og jeg var knap nok. Jeg forelskede mig i ham og lånte Rolling Stones’ 'Aftermath' på plade af ham, så jeg havde en god grund til at komme forbi igen og aflevere den hos ham. Men jeg var der altså før Gasolin og tog ham ikke på grund af det, men fordi han havde en udstråling og var groundet og cool.

Jeg syntes, han var så moden – han var 26, og jeg var 20. Han havde oplevet ting og sager, mens jeg jo bare var én, der lige var kommet ud af puppen. Der gik dog noget tid, før jeg fik ham overbevist om, at jeg var kvinden i hans liv.

På det tidspunkt ville Wili og Franz (Beckerlee, red.) lave et band, og de havde hørt Kim Larsen sidde og synge i gården, og så kom han også med. Der var en meget stærk drift i det band, og det var nogle gange svært for mig at være i, for Wili og jeg boede sammen i en lille lejlighed, som altid var samlingspunkt for bandet.

De sad der hver aften og høvlede løs på deres guitarer og røg hash, mens jeg bryggede te i stride strømme til dem. Til sidst flyttede jeg over i en anden lejlighed for at få lidt luft. Det var ikke så fast et forhold, jeg havde til Wili, det blev det først, da jeg blev gravid med vores søn i 1975. Og på det tidspunkt var Gasolin blevet så etablerede, at de havde fået deres eget øvelokale i stedet for at sidde hos os hver aften."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg var et år i huset i England, og da jeg kom hjem, vidste jeg, at jeg skulle være skuespiller. Jeg gik på Ryslinge Højskole, fordi de havde en dramalinje, og kort efter fik jeg det eneste arbejde på et etableret teater, jeg nogensinde har haft, nemlig da jeg spillede ”børn og indfødte” i Pippi Langstrømpe på Det Ny Teater.

Det var en skøn statistrolle, og for en, som ikke havde gået på skuespillerskolen, smagte det jo lidt af fugl. Jeg har siden både været med til at lave teatergruppen Natholdet og været med i Cirkus Himmelblå med Kim Larsen.

Det er luksus at lave noget, man brænder for, men jeg har mange gange følt, at nu var min karriere slut. Da jeg fyldte 60, holdt min søn en tale, hvor han blandt andet sagde: ”Mors karriere har været slut lige så mange gange, som der har været præsidenter i Bolivia”. Det har i hvert fald været en kamp, fordi jeg ikke var etableret skuespiller. Jeg skulle selv betale min sangundervisning, mine kurser og altid være fremme i skoene.

Læs også

Anette mødte James Price på en onlinechat for 15 år siden: "Vi er hinandens soulmates"

Det var mit held, at Franz Ernst gav mig en rolle i 'Angående Lone' i 1970, for den film åbnede en dør for film og tv. Folk i branchen fik øje på mig, hvilket ellers ikke var sket, fordi jeg ikke kom fra skuespillerskolen."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Efter jeg var med i tv-serien 'Nana', kommer folk altid over og siger: ”Er du ikke Nanas mor”? Det er super hyggeligt. Min mand siger, at jeg nu er mere berømt end ham, fordi de genudsender 'Nana' i tv, og mine børnebørns generation ser det. Sjovt nok siger børnebørnenes lærere: ”Ja-ja, men ved I hvem bedstefaren er?”

Wili nyder dog at kunne gå i fred nu.

Før i tiden holdt der jo busser fra provinsen foran vores hus, og vi kunne ikke gå i Tivoli med vores søn uden at blive omringet. Jeg kan huske engang på storebæltsfærgen, hvor Oscar var lille og græd. Der var en hel skoleklasse, der kom dundrende og ville hilse på Wili, og til sidst måtte vi barrikadere os på toilettet. En tjener fik øje på os og åbnede døren til første klasse, og det reddede os. Wili har ellers altid nægtet at købe billet til første, fordi han er socialist. Siden lærte han dog, at det kunne være meget rart at kunne gå derind."

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

"Den er vist nogenlunde lige, selv om Wili somme tider kalder mig priorinden. Men vi er samtidig ret traditionelle på nogle måder, for det er næsten altid mig, der tager initiativ til at invitere vores venner til middag og Wili, der siger: ”Jo fedt, det gør vi”.

Jeg har aldrig følt mig undertrykt, selv om jeg befandt mig i drengenes verden, for jeg holdt fast i mig selv, og jeg havde et godt fællesskab med de andre koner og kærester, der boede i huset. Jeg kan huske, at lydmanden, som også boede der, kaldte os ”hønsegården”. Den slags fandt man sig bare i. Når drengene var på turné, var der bare os kvinder tilbage, men ellers var det drengene, der havde ordet.

Sådan var verden dengang, men det er heldigvis ved at ændre sig. I dag bor Franz Beckerlees datter i huset med sin familie, og vores søn bor her med sine to børn. Nu er huset igen et familiehus, men det er os, der er de gamle. Det er så mærkeligt at tænke på."