Kirsten Lehfeldt: "Det rystede mig, og jeg blev tvunget til at tænke og tage stilling"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Adelgade, som hovedgaden i Skanderborg hedder. Der boede min mormor og morfar, og min mor og jeg boede hos dem, fordi min far studerede i Tyskland. Det var et totalt privilegium at bo der. Min mormor døde desværre tidligt, men min morfar var et af mine yndlingsmennesker, indtil han også døde. Når man taler om, hvor meget bedsteforældre betyder for børn, så kan jeg virkelig skrive under. Når noget gik mig imod, kunne jeg altid lokke 25 øre ud af min morfar til en is. Vi gik også i biografen og i cirkus sammen, og han læste højt for mig. Der var ingen grænser for forkælelsen. En gang om året tog han mig med til København. Det var med færgen, hvor man blev lagt i seng med dyne i Aarhus og vækket af kahytsjomfruen, når man nåede den anden side. I København skulle vi både i Tivoli og på Bakken og besøge min gudmor.

Din levevej?

– Ingen i min familie er skuespillere, så det lå slet ikke i kortene. Min far ville gerne være skuespiller som ung, men han måtte ikke for min farmor og farfar. Siden jeg overhovedet kunne tænke, har jeg vidst, at jeg skulle være skuespiller. Det var inden i mig. Jeg sagde det dog ikke til nogen, for dengang var holdningen til skuespil en helt anden. Når nogen spurgte, sagde jeg, at jeg ville være lærer eller sygeplejerske, for så slap jeg for at høre på noget om, at jeg hellere skulle få mig en "rigtig" uddannelse. Men når der var en skolekomedie, så var jeg med. I det hele taget var jeg med i alt, der havde med kunstnerisk udtryk at gøre. Jeg tror på, at min vej var afstukket på forhånd, og at det var skæbnen.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg arbejdede engang sammen med sceneinstruktøren Erling Schrøder på Aalborg Teater, hvor jeg skulle spille sammen med Bodil Udsen i Sparekassen. En dag tog han mig til side i et prøvelokale. Han fortalte mig, at jeg var lidt for ferm – i betydningen dygtig på overfladen – og at jeg skulle lære at finde ind til kernen i mig selv og mærke efter. Han heglede mig igennem i halvanden time, og så mærkede jeg en forløsning indeni. Han knækkede simpelthen koden for mig. Han var så dygtig til at arbejde med kvindelige skuespillere, og jeg kender mange, der har fået hjælp af ham gennem årene.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det er en del af pakken, og jeg tænker ikke over det. I starten af min karriere var det voldsomt, men nu er jeg blevet så gammel, at der sgu er så mange, der ikke kender mig. Jeg tror nu, at jeg undlader at opholde mig på steder, hvor alt for mange mennesker er forsamlet. Måske er det af den grund? Men når jeg går på gaden, generer det mig ikke, at der er nogen, der genkender mig. Der er jo aldrig nogen, der kommer hen og siger "møgsvin" til mig. De siger som regel bare tak for en god oplevelse, og så bliver jeg jo glad for, at det nytter, det jeg laver. Jeg har boet i en meget lille by i de seneste 20 år, og det var vist kun interessant de første 20 minutter, at det var mig, så blev vi bare en del af bybilledet, og vi er ikke længere "dem fra fjernsynet". Vi er bare naboerne, der kommer og låner græsslåmaskinen.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Jeg synes, at med mit fag har jeg valgt én lang korsvej. Hvis jeg nu havde et arbejde, som var det samme fra nu af, til jeg gik på pension, så var det noget andet. Mit arbejde er anderledes, fordi det både kan være teater, tv, foredrag og film. Det bringer mig meget rundt. For mange år siden sagde Søs (Skuespiller Søs Egelind, som Kirsten Lehfeldt har dannet komisk makkerpar med i blandt andet Kongeriget, red.) og jeg ja til at arbejde sammen. Det betød, at jeg i mange år valgte de store klassiske teaterroller fra, som jeg også blev tilbudt. Men jeg var så fascineret af at lave noget sammen med Søs. Vi skabte vores eget brand og sad ikke ved telefonen og ventede. Vi styrede selv vores liv og tog ansvar. Vi skrev det hele selv, og det var meget nyt. Jeg var dog også teatertræt, da vi startede. Jeg så hele tiden mig selv i en svingdør mellem roller, og jeg havde spillet teater, siden jeg var 23 år. Der var nogle, der ikke kunne forstå det, for jeg valgte jo også noget fra, og der går ikke lang tid, før omverdenen sætter én i bås som "hende den sjove". Når Søs og jeg havde siddet i sandkassen og været kreative sammen i en periode, var det fantastisk at komme ud og lave en teaterforestilling igen, men når jeg så stod på scenen, savnede jeg Søs. Jeg tror i øvrigt også, at komikken gør dig til en bedre skuespiller.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Jeg har i hvert fald været ude i glat føre. Det ramte mig meget voldsomt, da Søs blev syg (Søs Egelind fik i 2005 konstateret lymfeknudekræft, red.). Vi kørte derudaf med fuld hammer og troede, vi var udødelige. Det rystede mig, og jeg blev tvunget til at tænke og tage stilling til ting, jeg ellers havde skøjtet hen over. For et par år siden døde min mor. Uanset hvor gammel man er, er der voldsomt at miste sine forældre. Jeg ved jo godt, jeg skal være taknemmelig for at have haft hende mange år, men det gør det bare ikke nemmere. Det bringer tanker op, at du pludselig selv er rykket en tak frem på pinden, når de gamle falder fra. Nu er der pludselig ingen, jeg kan spørge, hvordan tingene hang sammen i familien. Jeg har lært, at man skal huske at sige, spørge og gøre, mens tid er.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til en vidunderlig sommer i Tivoli sammen med nogle mennesker, jeg holder meget af. Sammen med Mia Lyhne, Peter Frödin, Anders W. Berthelsen og forfatter Line Knutzon skal vi lave Tivolis 175 års jubilæumsforestilling, hvor vi undersøger, hvad der er sket i Tivoli gennem årene. Vi har fået frie tøjler til at fortælle, og vi har selv skrevet det hele. Det er foregået sådan, at vi har haft fem dage på Mallorca, hvor vi skrev sammen og kastede alle vores ideer op i luften. Det er en hård og voldsom proces, hvor man skal give hinanden plads, prøve nye ting af og ind imellem ramme meget ved siden af. Derudover har vi skrevet sammen i Tivoli og er mødtes to og to på kryds og tværs. Da vi startede på prøverne, lå der en masse gode ideer, men ingen færdige numre. Dem skulle vi først i gang med at skrive.

Hvad tænkte du på, da du kørte herhen?

– Jeg er i Tivoli i døgndrift lige i øjeblikket, og så bruger jeg to timer på transport hver dag i min bil. De to timer bruger jeg kun på at lave praktiske ting som at ringe til tandlægen, frisøren og banken. Så i øjeblikket tænker jeg ikke de store tanker. Forestillingen fylder det hele. Skal vi ikke snakke om en markvej?

Du vil gerne snakke om en markvej?

– Ja, jeg bor for enden af en markvej. Som skuespiller lever du ofte under pres og med deadlines. Det er så befriende at være i kontakt med naturen, fordi det giver en ro, når der er tryk på arbejdslivet. Jeg er i kontakt med årstiderne på landet, på en måde som du ikke er i byen. Jeg kan følge med i, hvordan alting springer ud fra om morgenen, når jeg tager af sted, til om eftermiddagen, når jeg er hjemme igen. Jeg tror, det bliver meget svært nogensinde at flytte tilbage til byen igen, når man har vænnet sig til at bo i naturen, som jeg har. Så er det svært at leve i de heftige energier, som byen har. Jeg savner ikke byen. Når jeg en sjælden gang gør, så sætter jeg mig i bilen og kører derind, men jeg bruger ikke byen, som jeg gjorde, da jeg var yngre. Jeg har været der.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Udover min mand, min datter og mine nærmeste, har mit barnebarn Ferdinand. Han har på sine to år indtaget førstepladsen. Man forestiller sig ikke, at man kan have så meget kærlighed til sådan en lille mand, men jeg smelter over ham, og jeg har det dårligt, hvis jeg ikke ser ham mindst en gang om ugen. Og jeg skal helst høre hver dag, hvordan han sover, spiser, taler og har det. Jeg elsker at følge med. Det er så fantastisk at se sit eget barn producere et nyt liv, og det er så meget anderledes, end da jeg selv fik barn. Dengang havde jeg ikke så god tid, fordi jeg også havde travlt med karrieren. Nu er jeg et andet sted, og jeg har en helt anden tålmodighed til at sætte mig ned sammen med ham og kigge længe på en skrue.