Kit Wisweh mistede sin mand lillejuleaften: "Jeg var meget fokuseret på børnene"
Da Kit Wisweh for 32 år siden sagde farvel til sin mand i en ambulance natten til lillejuleaften, lovede hun sig selv, at hendes børn skulle have en glædelig jul alligevel. Midt i sorgen satte hun derfor gåsestegen i ovnen – og siden har familien hvert år benyttet højtiden til at mindes den kærlighed, der var.
Det var natten før lillejuleaften, for 32 år siden, at Kit Wisweh mistede sin mand og hendes to børn deres far. Gunnar havde været syg med nyrekræft i halvandet år, men 23. december 1990 blev det alvor.
"Han blev meget dårlig den 22., men når jeg husker tilbage, kan jeg se, at jeg slet ikke forstod, hvor slemt det var," siger 63-årige Kit Wisweh, som er restauratør på Bornholm.
"Noget af det sidste, han sagde til mig, var, at han gerne ville have, at der var lys på juletræet hele julen. Jeg gik direkte over i Brugsen og købte en lyskæde."
Træet måtte vente
Dengang var Kit 31 år og mor til børnene Gorm på otte og Maren på seks, og i hendes mave lå Benjamin, som hun var syv måneder henne med. Hendes store søn vil mange i dag kende som tv-kokken Pizza-Gorm, som har medvirket i programmer på både DR og TV2 og har adskillige restauranter i Danmark.
For den lille familie har julen siden den nat for 32 år siden været forbundet med sorg, men også med kærlighed til deres mand og far, som de altid mindes på denne tid af året.
Den jul var det meningen, at familien skulle pynte juletræ 23. december, men natten til lillejuleaften blev Gunnar så dårlig, at Kit ringede efter en ambulance.
"Vi kørte til sygehuset i Rønne, men midt i Almindingen måtte vi stoppe, så en læge kunne tilse ham," husker Kit.
"Og da vi nåede frem til sygehuset, var han død."
Annonse
Insisterede på jul
Imens var Kits børn hjemme sammen med hendes mor, som de skulle holde juleaften med. Da Gunnar havde taget sit sidste åndedrag, 46 år gammel, blev hun hentet af et ægtepar, hun kendte, som kørte hende tilbage til hendes børn i Svaneke.
"Da jeg kom hjem, sad børnene og var ved at pakke noget Playmobil op – det var deres adventsgaver, så det må have været en søndag," siger hun eftertænksomt.
Annonse
"Jeg fortalte dem, at deres far var død. Men børn forstår jo ikke, hvor endegyldig døden er, og der gik ikke lang tid, før de spurgte: ”Hvad med julen, mor?”," fortæller Kit.
Midt i sorgen over sin mands død valgte hun at insistere på, at hendes børn skulle have en god juleaften, selv om deres far var væk.
"De skulle jo have en jul uanset hvad," siger hun.
"Og det skulle være en jul, som den plejede at være."
Derfor gik Kit i gang med at stege en gås, lave sovs, pakke gaver ind og gøre alt det, hun plejede, og juleaftensdag kørte familien til Rønne, for at børnene kunne se deres far en sidste gang.
Julegaver i kisten
"De ville egentligt ikke, og det var den eneste gang, jeg ikke lyttede til dem. I dag ved jeg, at det var rigtigt, at de så ham. Personalet havde lagt ham så fint og tændt stearinlys. Det så ud, som om han lå og sov," mindes Kit.
Juleaften forløb efter planen, og børnene var glade for gaverne fra mor og far. Selv havde de lavet nogle fine billeder til deres forældre i fritidsordningen.
"Jeg fik mine billeder juleaften, og Gunnar fik sine med i kisten et par dage senere. Men lige der tænkte vi ikke på begravelsen. Det gjorde jeg først næste dag," siger Kit.
Hun finder et gammelt foto frem. Her står Gorm og Maren foran et smukt pyntet juletræ og ser lidt tomt frem for sig.
"Jeg har også et billede fra sommeren inden. Det er jo to helt andre børn," siger hun og viser sommerbilledet af to glade og smilende unger, som ganske rigtigt står i skarp kontrast til julebilledet, som er taget et halvt år efter.
"Jeg var meget fokuseret på børnene, men derudover var jeg fokuseret på, at vi skulle beholde vores hjem," siger Kit.
Pinde og sten på graven
"Det, jeg husker mest fra den periode, var den omsorg, jeg mødte i lokalsamfundet. Jeg havde ikke så meget netværk på Bornholm, og Gunnars familie var fra Tyskland, men bedemanden ringede selv til mig, ligesom præsten og graveren gjorde," fortsætter hun.
Annonse
29. december blev Gunnar begravet i Svaneke, selv om han egentligt helst ville have været stedt til hvile i Tyskland.
"Men for børnenes skyld valgte vi Svaneke. De besøgte ofte hans grav med deres klasser, når de i de efterfølgende år skulle i kirke til jul. Så lagde alle børnene små sten og pinde som gaver på hans grav."
Man kan undre sig over, at en 31-årig gravid mor til to ikke kollapsede, den jul hvor hun mistede sin mand. Men det gjorde Kit på intet tidspunkt.
"Hvis jeg ikke havde haft Gorm og Maren, havde jeg ikke haft styrken til at holde jul," slår hun dog fast.
"De skulle have en god jul og en tryg barndom, og det fik de på Bornholm, hvor de legede på klipperne, og folk altid holdt et vågent øje med dem. Det var Gorm, Maren og Benjamin, der gav mig livsglæden tilbage."
Lys i mørket
Dengang fik børn dog ikke nødvendigvis nogen hjælp, når de mistede en forælder, og det er Kit ked af på sine ungers vegne.
"De burde have været tilbudt en sorggruppe eller noget i den stil. Især Gorm, fordi han var den ældste," siger hun og tilføjer:
"Han blev efterfølgende meget beskyttende over for mig; han blev en lille mand i huset, som følte et stort ansvar for os alle sammen."
I dag er Kit gift med Søren, som hun mødte i 2004, og indehaver af Fru Petersens Cafe på Bornholm. Den ligger tæt på Almindingen – skoven, hvor hun for 32 år siden sagde det sidste farvel til sin Gunnar.
Hvert år til jul mindes hun ham sammen med deres fælles børn. Men det er ikke på en sorgfuld måde.
"Vi har stadig hans gravsted i Svaneke, som vi altid besøger til jul. Og når vi hænger lyskæderne på træet, er det for Gunnar," siger Kit.
"Der er stadig en sorg forbundet med julen, ikke på mine egne vegne, men på børnenes, fordi de mistede deres far. Men som jeg hele tiden sagde til mig selv: Kit, husk nu, at sorg kommer af kærlighed."
