Nogle gange i ens liv er der et
popkulturelt fænomen, som giver en
referenceramme og en vej til at grine,
forstå og græde over det liv, man selv
er del af. Sådan har det været for mig
flere gange.
Hvor jeg kom for sent til
Spice Girls og på det tidspunkt var
tættere på mild grunge, end jeg var
på fugtige læber og pop (jeg har lært
at elske begge dele siden), så kom jeg
lige præcis til tiden til ”Sex and The
City”. Og elskede hvert et øjeblik af
den serie – det gør jeg sådan set stadig.
Noget andet, der var totalt timet til
mig, var ”Bridget Jones’ Dagbog”.
Både bøgerne, filmene og hele sproget
omkring fænomenet. Jeg forelskede
mig hovedkulds i singlekvinden, der
med store underbukser og et afslappet forhold til alkohol og cigaretter
tumlede rundt i London og i sine
forhold, mens hun insisterede på at
tage stilling til sit liv gennem sine
helt egne briller.
Det var ikke, fordi
identifikationen var 100% (og heldigvis for det), men de store underbukser og tumlen rundt i konventioner
genkendte jeg. Bridget var ikke bare
en fiktionsfigur, hun blev også en
form for karikeret udgave af rigtigt
mange unge kvinder, der som jeg
følte, at man ofte
tumlede lidt ved
siden af, hvad der
tydeligvis var ”den
rigtige måde” at
være voksen på.
Før nogen talte om
at være perfekte, og
før nogen begyndte
at indføre den særlige tortur, der nu
findes i popkulturen, nemlig at være
uperfekt på en perfekt måde, var
Bridget Jones kvinden, der kunne
vælte en halv liter fadøl med røven
og sidde fast i sin egen shapewear. Og
hvem har – helt ærligt – ikke prøvet
det?
Og i starten af 2025 er hun tilbage.
Nu som enke, nu som mor, og ifølge
trailerne forelsket i en meget ung, sød
mand. Jeg er meget taknemmelig for
ikke at nikke genkendende til nogen af de ting,
men jeg er også meget taknemmelig for, at hun
er tilbage. Som sig selv. Helt sikkert med tumlen
og sin helt særlige variant af endeløs åbenhed.
Når hun om lidt toner frem på lærrederne, skal
vi kvinder dukke os for de overskrifter, der helt
sikkert kommer i medierne – som de altid gør,
når store popkulturelle fænomener er rettet mod
kvinder. Vi kommer helt sikkert til at høre om,
at hendes måde at være til på nok ikke er sund
for os kvinder, og nogen vil med garanti retorisk
spørge, om unge mænd og ældre kvinder
sammen er en trend, og om det ikke er synd for
de stakkels gamle mænd, der bliver oversete som
mulige sexpartnere for kvinder i deres bedste
alder.
Altså alt sammen spørgsmål, man ikke
ville stille til en mand – eller aldrig nogensinde
stiller, når en ny superheltefilm får premiere.
For popkultur målrettet til kvinder bliver for det
meste anset som en trussel. Og selvom Bridget
Jones i allerførste runde i 90’erne fik mig til at
elske kæmpestore underbukser, muligvis gav
mig mindre dårlig samvittighed over alle de
smøger, jeg inhalerede, og helt sikkert fik mig
til at nyde min singletilværelse mere, tvivler jeg
på, at hun kan flytte hverken dig eller mig ud i et
andet liv.
Til gengæld er jeg sikker på, at hun kan
få mine egne pinlige optrin til at blegne – som
når jeg lidt for højt og lidt for uncool anråber
mine børn med kærlighedserklæringer på gaden,
eller igen og igen glemmer at tjekke diverse
former for forældreintra og derfor ved for lidt
om, hvad der foregår omkring mig, og hvilken
kontekst jeg skal levere madpakker ind i – og det
er for mig at se på alle måder opbyggelig popkultur. Jeg glæder mig.
Julia Lahme
Etnolog,
forfatter, direktør
i eget kommuni
kationsbureau,
mor til to og
Johans kone.