Julia Lahme glæder sig til at se den nye ’Bridget Jones’-film – og det er der særligt én grund til
Bridget Jones er tilbage i det nye år, og Julia Lahme glæder sig allerede.
Nogle gange i ens liv er der et popkulturelt fænomen, som giver en referenceramme og en vej til at grine, forstå og græde over det liv, man selv er del af. Sådan har det været for mig flere gange.
Hvor jeg kom for sent til Spice Girls og på det tidspunkt var tættere på mild grunge, end jeg var på fugtige læber og pop (jeg har lært at elske begge dele siden), så kom jeg lige præcis til tiden til ”Sex and The City”. Og elskede hvert et øjeblik af den serie – det gør jeg sådan set stadig.
Noget andet, der var totalt timet til mig, var ”Bridget Jones’ Dagbog”. Både bøgerne, filmene og hele sproget omkring fænomenet. Jeg forelskede mig hovedkulds i singlekvinden, der med store underbukser og et afslappet forhold til alkohol og cigaretter tumlede rundt i London og i sine forhold, mens hun insisterede på at tage stilling til sit liv gennem sine helt egne briller.
Det var ikke, fordi identifikationen var 100% (og heldigvis for det), men de store underbukser og tumlen rundt i konventioner genkendte jeg. Bridget var ikke bare en fiktionsfigur, hun blev også en form for karikeret udgave af rigtigt mange unge kvinder, der som jeg følte, at man ofte tumlede lidt ved siden af, hvad der tydeligvis var ”den rigtige måde” at være voksen på.
Før nogen talte om at være perfekte, og før nogen begyndte at indføre den særlige tortur, der nu findes i popkulturen, nemlig at være uperfekt på en perfekt måde, var Bridget Jones kvinden, der kunne vælte en halv liter fadøl med røven og sidde fast i sin egen shapewear. Og hvem har – helt ærligt – ikke prøvet det?
Og i starten af 2025 er hun tilbage. Nu som enke, nu som mor, og ifølge trailerne forelsket i en meget ung, sød mand. Jeg er meget taknemmelig for ikke at nikke genkendende til nogen af de ting, men jeg er også meget taknemmelig for, at hun er tilbage. Som sig selv. Helt sikkert med tumlen og sin helt særlige variant af endeløs åbenhed.
Når hun om lidt toner frem på lærrederne, skal vi kvinder dukke os for de overskrifter, der helt sikkert kommer i medierne – som de altid gør, når store popkulturelle fænomener er rettet mod kvinder. Vi kommer helt sikkert til at høre om, at hendes måde at være til på nok ikke er sund for os kvinder, og nogen vil med garanti retorisk spørge, om unge mænd og ældre kvinder sammen er en trend, og om det ikke er synd for de stakkels gamle mænd, der bliver oversete som mulige sexpartnere for kvinder i deres bedste alder.
Altså alt sammen spørgsmål, man ikke ville stille til en mand – eller aldrig nogensinde stiller, når en ny superheltefilm får premiere.
For popkultur målrettet til kvinder bliver for det meste anset som en trussel. Og selvom Bridget Jones i allerførste runde i 90’erne fik mig til at elske kæmpestore underbukser, muligvis gav mig mindre dårlig samvittighed over alle de smøger, jeg inhalerede, og helt sikkert fik mig til at nyde min singletilværelse mere, tvivler jeg på, at hun kan flytte hverken dig eller mig ud i et andet liv.
Til gengæld er jeg sikker på, at hun kan få mine egne pinlige optrin til at blegne – som når jeg lidt for højt og lidt for uncool anråber mine børn med kærlighedserklæringer på gaden, eller igen og igen glemmer at tjekke diverse former for forældreintra og derfor ved for lidt om, hvad der foregår omkring mig, og hvilken kontekst jeg skal levere madpakker ind i – og det er for mig at se på alle måder opbyggelig popkultur. Jeg glæder mig.
