Jeg har i denne uge siddet igennem alle fire Bridget Jones-film og på en måde set mit liv passere revy.
Bridget og jeg er jævnaldrende, begge født i 1972, og selv om vi civilstands-mæssigt ikke helt er fulgtes ad, har hun været ved min side, siden den første film bragede igennem i 2001.
Så jeg var spændt på, hvad gensynet og ikke mindst den nye film ”Bridget Jones – vild med ham” ville fortælle om de 24 år, der er gået, om vores liv og om samfundet.
Her er, hvad jeg noterede mig – selvfølgelig i listeform.
1. Fra pinlig til værdig
En af grundene til, at vi elskede Bridget Jones dengang, var, at hun ikke var selvhøjtidelig. Hun var kluntet og kikset og blev en ventil for vores allesammens pinligheder. Det var befriende og nyt, for det var før Instagram og dertilhørende selvudlevering og opgør med perfekthedskultur.
Set i bakspejlet er det irriterende, at hun blev beskrevet så uduelig og ikke tog sig selv mere alvorligt. Fint nok, at hun validerede vores utilstrækkeligheder, men portrættet af kvinder som hjælpeløse og kun tilfældigt dygtige var i virkeligheden ikke særlig ”empowering”.
Heldigvis er der i den nye film en anden ro og selvtillid over Bridget. Hun er mor til to, succesfuld tv-producer og selv om hun stadig er uperfekt (som os andre), varetager hun tilværelsen med stor værdighed, sårbarhed og er badass på samme tid. Måske siger det noget om tiden, vi lever i. Måske noget om, at der med alderen kommer en ny dybde.
2. Vægt er ikke vigtigt
I 2001 var det helt store samtaleemne, at Renée Zellweger havde taget 10 kilo på til rollen. Jeg husker splittelsen mellem at være glad for endelig at se en nogenlunde almindelig røv i en film og samtidig blive fortalt, at Bridget med sine 61,7 kilo (noteret i dagbogen) var overvægtig og skulle tabe sig. De gamle film taler direkte ind i det selvhadske kropsbillede, som generationer af kvinder er vokset op med.
I både 3’eren og 4’eren har Renee Zellweger fået lov at beholde sin egen skikkelse, og selv om Hollywood-idealet aldrig bliver tilgængeligt, er det bedre, at vægt ikke er et decideret emne, og at vi ikke alle sammen bliver påduttet et mindset, der foreskriver at gemme dellerne bag et par granny-panties.
3. Fra tøhø-sexisme til samtykke-romantik
Det mest indlysende, der er sket for Bridget, mig og hele samfundet på de 24 år, er, at vi i dag alle sammen godt kan se, at det er helt skidt, når chefen (Hugh Grant) i 1’eren sender hende en e-mail med ordene ”Like your tits in that top”.
Tøhø-sexisme var en del af præmissen – både i filmen og i hverdagen – og selv om vi grinede vældigt af det dengang, ville det heldigvis være helt malplaceret i dag – både i filmen og i hverdagen. I den nye film spørger hendes flirt om lov, inden han kysser hende. Samtykke er romantisk.
4. Alder er ingen hindring
Bridget Jones har i dag cirka den alder, som hendes mor havde i den første film, men midaldrende i dag er noget helt andet end dengang.
Moderen blev portrætteret med papilotter, storblomstrede spinlon-kjoler, mens Bridget stort set ser ud som hun gjorde for et kvart århundrede siden. Stadig de små nederdele og det halvlange hår. Moderen holdt teselskaber, Bridget går stadig på bar med vennerne. Moderen tog en desperat afstikker fra sit mangeårige ægteskab med en falleret tv-shop-vært. Bridget bliver feteret af en meget yngre mand, hvilket åbenbart er default-indstillingen for alle film for tiden (fascinationen er dog en one-way-street, fornemmer jeg. Der var i hvert fald kun voksne kvinder i biografen og ingen unge mænd, da jeg for nylig var inde og se ”Baby Girl”).
Måske vi om 24 år vil se tilbage og grine af, hvor gammeldags vi var, dengang vi var vildt betagede af, at modne kvinder rent faktisk kunne begæres af mænd i alle aldre.
5. Hepper stadig på kærligheden
Bridget Jones har i alle fire film været single, og omdrejningspunktet har altid været at finde kærligheden. At få en mand til at elske hende – lige som hun er. I den første film blev hun nærmest forelsket i den knastørre Darcy alene, fordi han sagde netop disse ord til hende. I den nye film er hun efter fire år som enke igen klar til at date, men hun står mere sikkert i sig selv. Filmen kunne sagtens have sluttet med, at hun bare vendte tilbage til sit singleliv – uden mand, men med to skønne børn og venskaberne, der også er blevet dybere med årene. Sådan går det ikke. Heldigvis. For på trods af alle forandringerne på de sidste 24 år hepper vi stadig på kærligheden.
Om skribenten
Rikke Dal Støttrup er chefredaktør på ALT for damerne.
