Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Frosten ligger i luften og gør den frisk og let. Bjergtoppene, der omgiver dalen, er dækket af sne. 

Midt i det store, bugtede landskab i den østrigske del af Tyrol ligger byen Itter, som har cirka 1.500 indbyggere.

Læs også

Ellen Hillingsø har ét godt råd til bedre nattesøvn – og det er både nemt og effektivt

Vi er kørt ad små, snoede bjergveje for at komme hertil, og nu står vi foran et hotel. Den øverste halvdel af hotellet er beklædt med træbjælker, og langs væggene er der solide træbalkoner med dekorative udskæringer. 

På gavlen er der malet et våbenskjold med en ørn, og nedenunder står der ”By Beier” i svungne bogstaver.

Vi træder ind i receptionen på Hotel Edelweiss og bliver mødt af … håndværkere. Vi tager en anden indgang, går igennem køkkenet og finder til sidst vores hotelmutter: Lene Beier.

"Hej, der var I! Jeg er egentlig på vej på genbrugspladsen med pap, men I får lige en rundtur først."

Lene viser os rundt på det 1.700 kvadratmeter store hotel, som rummer 18 værelser.

"Ja, som I kan se, mangler der stadig lamper herinde, og vi skal have hængt billeder op og sådan noget. Der er mange to do-lister lige nu, men vi når nok det hele," siger hun.

Da vi besøger Lene Beier og hendes familie i Østrig, er de i fuld gang med at renovere deres nyindkøbte hotel. De slår dørene op et par uger senere, så hotellet summer af aktivitet, og rundtomkring ligger der bunker af pap og gamle gardiner, der er blevet skiftet ud. 

I restaurant- og loungeområdet er de førnævnte håndværkere i fuld gang med at sætte mørkegrønne radiatorskjulere op. De skal at matche den gamle bar, som har fået en makeover.

"Det er ikke billigt at købe et hotel, så det handler dels om at spare, dels om at genbruge det, der kan genbruges."

Det var ikke ligefrem et impulskøb, da Lene og hendes mand, Anders Beier, købte Hotel Edelweiss. Faktisk har beslutningen været 20 år undervejs.

"Igennem hele vores forhold har vi talt om at åbne et hotel. Vi mødtes på en sushirestaurant, hvor vi arbejdede sammen, og det har vi altid vidst, at vi gerne ville gøre igen – på fuldtid. 

Og så har vi bare altid snakket om et hotel. Jeg befinder mig generelt godt i værtsrollen, hvor jeg skal få andre til at føle sig godt tilpas – til at hygge sig."

Værtsrollen er Lene Beier bekendt med, og faktisk er hun overbevist om, at det langt hen ad vejen er det samme at være skolelærer, som hun var førhen, tv-vært, som du kender hende som, og hotelmutter, som hun nu skal være.

"Jeg glæder mig til det her karriereskift, for jeg er tryg i, at det i virkeligheden er en funktion, jeg kender. 

 Jeg er jo gammel skolelærer, og da jeg begyndte at lave tv, blev jeg overrasket over, hvor mange lighedspunkter, der er imellem at være lærer og tv-vært: Det handler om at formidle et eller andet, og det handler ikke om dig, men om at få andre mennesker til at shine. 

Du skal være god til at aflæse folk og få dem til at føle sig trygge, så de udkommer bedst muligt. Og det er jo det samme, man gør som hotelvært."

Anders og Lene Beier trives desuden begge i, at der sker en masse omkring dem. Faktisk må der gerne være en smule kaos.

"Vi er enormt gode til at stå sammen, når der er turbulens og mange bolde i luften, og en af vores styrker er helt klart at håndtere kaos. 

Til gengæld er vi meget dårlige til kedelige opgaver og ting, der skal gentages. Så vi kan bruge lang tid på at finde ud af, hvem af os der skal sætte sig ned og skrive en eller anden lang, kedelig mail, men hvis der skal fikses et praktisk problem, melder vi os begge to."

"Alle mennesker er jo forskellige, men der er jeg bare havnet sammen med et menneske, som er meget ligesom mig. 

Ingen af os dur til fast kontorarbejde og en ensformig hverdag. Skrækscenariet for mig er at sidde i en sofa og se fjernsyn efter at have spist mad klokken 18 og så stå op dagen efter og gå på arbejde og gøre det samme igen. 

Læs også

Se billederne: Her er håndbold-herrernes private kærester

Sådan kan jeg ikke leve, så visner jeg. Og det er ikke, fordi jeg ikke kan lide hverdagen, det kan jeg godt, men der må ikke være ALT for mange faste rammer, der skal også være noget eventyr og uforudsigelighed i det."

Skal drømmen realiseres?

Hoteldrømmen har fyldt mere eller mindre i forskellige perioder af parrets liv, og de har af flere omgange været ude at kigge på hoteller, også i Danmark, uden at det er blevet til mere. Så hvorfor nu?

"Anders har altid været selvstændig, og det er han rigtig god til. 

Men for nogle år siden havde han så på en eller anden måde fået sig et almindeligt job på et kontor, og det er han ikke så god til, så det var han kørt sur i – så sur, at jeg en aften sagde til ham: ”Du er nødt til at sige op i morgen.”"

Det gjorde han, uden at have et andet job på hånden. Lene var indstillet på at løbe hurtigere i en periode for at få økonomien til at hænge sammen, for det vigtigste var, at Anders havde tid til at finde ud af, hvad han ville.

"Anders er virkelig glad for at stå på ski, så vi besluttede os for, at han skulle tage på en lang skiferie. 

Vi kunne ikke tage drengene ud af skolen, og jeg skulle passe mit arbejde, så vi sendte Anders alene afsted, så han kunne få tænkt sig ordentligt om i forhold til, hvad han gerne ville med sit arbejdsliv.

For nogle gange, når man er væk, kan man mærke, hvad der er det vigtige."

Inden Anders tog afsted, havde parret – endnu engang – talt om deres hoteldrøm.

"Vi havde det sådan, at hvis vi nogensinde skulle realisere den drøm, skulle det være nu. Vi ville aldrig få et bedre tidspunkt, så vi skulle finde ud af, om det skulle være eller ej. 

Og hvis ikke, så var det tid til at parkere drømmen. Så skulle vi stoppe med at snakke om ”når vi engang får et hotel.”"

Under en af deres lange telefonsamtaler i løbet af Anders’ skiferie, blev ”når vi engang får et hotel” til ”vi skal have et hotel”.

"Jeg tror egentlig, at vi havde besluttet os, inden han tog afsted, vi havde bare ikke sagt det højt for hinanden. 

Men vi var enige om, at vi var nødt til at prøve: Prøve at se, hvad vi havde af muligheder, og om vi kunne finde noget, vi kunne betale. Så under skiferien begyndte Anders at kontakte mæglere, kigge på hoteller og undersøge områderne. 

Da han kom hjem, tog vi en snak med drengene om det og blev alle fire enige om, at det var tid."

Halvandet års ventetid

Fra familien Beier havde truffet beslutningen, til de købte deres hotel, gik der yderligere halvandet år. 

Foruden at de skulle finde det rette hotel, havde de et hus i Dragør, de skulle af med, og desuden var der en masse papirarbejde, der skulle på plads. 

Flere gange undervejs frygtede Lene, at det ikke ville lykkes.

"Der er masser af fede hoteller, de er bare dyre. Og et problem her i Østrig er, at mange af de gamle familiehoteller som det her bliver opkøbt af store hoteller og brugt til at huse deres personale. 

En anden ting er, at man ikke bare kan kigge på nettet. De hoteller, der ligger på nettet, er dem, der ikke kan blive solgt, så det skal man udenom, hvilket jo også gør det lidt svært. 

Vi endte med at lave en flyer på tysk, som vi delte ud i hele Tyrol: Vi hængte dem op i supermarkeder og på markedspladser og puttede dem i postkasser rundt omkring."

Strategien gav pote, og en aften fik parret en mail fra de tidligere ejere af Hotel Edelweiss, som spurgte, om de ville komme og se det.

"Vi tænkte egentlig ikke, at vi havde råd til det, men vi mødtes med dem alligevel og fik forhandlet os frem til en pris, som vi kunne være med på.

Derfra gik der tre måneder, før papirerne var på plads. I al den tid var vi rædselsslagne for, at nogen skulle få nys om hotellet og overbyde os, for vi havde ikke mere at give af. 

De har fået alt, hvad vi ejer. Desuden har vi fået en silent partner, som gerne ville investere i det."

Læs også

Noah Umur Kanber: "Jeg er ikke det eneste barn, der er blevet tabt af systemet"

Ventetiden var nervepirrende, og Lene fortæller, at det generelt har været en lang og sej proces at komme dertil, hvor de i dag kan kalde sig hotelejere. Særligt bureaukratiet og papirarbejdet ved at købe i udlandet har trukket tænder ud.

"Alt er analogt i Østrig, så vi har sendt papirer frem og tilbage med kurerer for at få stemplet og underskrevet, og Anders har flere gange været nødt til at tage herned for at ordne papirarbejde.

Udover at selve handlen skulle falde på plads, skulle vi have fat i en masse tilladelser for at kunne åbne hotellet. 

Blandt andet skal man godkendes til at drive et hotel, og det kan man først blive, når man har købt et hotel. Så i de første 14 dage, vi ejede hotellet, vidste vi ikke, om vi overhovedet måtte åbne det. 

Det måtte vi heldigvis gerne."

Drømmen blev trykprøvet

Efter at have ledt i halvandet år og været ude at se mere end 25 hoteller, overtog Lene og Anders Beier Hotel Edelweiss i september 2024. Derefter havde de tre måneder til at sætte det i stand og blive klar til åbning.

"Vi har sat alt på sort med det her køb. Det er også derfor, vi presser citronen med renoveringen. Ideelt set ville vi gerne have haft seks måneder til at sætte i stand, men vi havde ikke råd til at holde lukket i et halvt år."

De mange benspænd på vejen mod hotelkøbet og det faktum, at det ville kræve benhårdt arbejde at blive klar til åbningen, har bekræftet familien Beier i, at det virkelig er det, de vil.

"Mange tror måske, at en drøm er lineær – at det går sådan her, når man beslutter sig for at forfølge en drøm," siger Lene og tegner en lige linje i luften med fingeren.

"Det skal jeg saftsuseme love dig for, at det ikke gør. Det er ligesom at smide et reb ud, som bare ender i ét stort filter. 

Men de der knuder, alle forhindringerne undervejs, gør, at man hele tiden får testet, hvor meget man vil det, og hvor ked af det man ville blive, hvis det ikke lykkedes. 

Og på en måde tror jeg egentlig, at det er meget godt lige at trykprøve sine drømme," siger hun og uddyber:

"Man skal jo også overveje, hvad man vil opgive for drømmen. Der er for eksempel mange, der har spurgt, hvordan vi kunne sælge vores dejlige hus i Dragør. 

Der har jeg det personligt sådan, at mursten ikke må stå i vejen for drømme. Det dur ikke. 

Hvis ikke du kan sælge huset, vil du det ikke nok. Og hvis du hele tiden tænker: ”Jeg vil gerne det her, men …” og så er der en eller anden – måske lidt ligegyldig – forhindring, der stopper dig, jamen, så er det måske bare ikke den rigtige drøm for dig."

Vi skal tale hinandens drømme op

Som Lene går rundt i renoveringskaosset og fortæller om den langvarige hoteldrøm, virker det som en selvfølge, at den en dag ville gå i opfyldelse. Men det har Lene ikke altid været overbevist om.

"Jeg ved jo godt, at drømme tit bliver ved snakken, og så sker livet også bare. Og jeg har været megatilfreds med mit liv indtil nu, hvilket også kan gøre det svært at give slip med begge hænder. 

For hvorfor skulle man gøre noget andet, når man ER glad?"

Lene er dog taknemmelig for, at de turde give slip på det velkendte, og hun glæder sig til den nye tilværelse på hotellet. 

Selvom det bliver hårdt, og der er mange nye udfordringer i det, er hun sikker på, at det værste er overstået.

"Det sværeste ved at lave et kursskifte er helt klart at gøre det. I processen, hvor man snakker om det, kan man nå at fortryde og sige: ”Ej, jeg mente det ikke, jeg gør det ikke alligevel”.

Lige dér, hvor du faktisk springer ud over kanten, dét er det sværeste. 

Men på et eller andet tidspunkt er man nødt til at beslutte sig for, om man vil det. Man er nødt til at finde ud af, om det er okay, at man ikke ved, hvad man får, selvom man ved, hvad man har."

Foruden at Beier-parret selv har haft en masse overvejelser om at tage springet, har reaktionerne fra deres omverden også påvirket dem.

"Mange har spurgt: ”Hvorfor er du ikke tilfreds, hvorfor vil du noget andet?”. Det gør, at man kommer til at tvivle på sig selv. Mange er også hurtige til at komme med alle men’erne: ”Ej, hvor fedt med et hotel! … Men hvad med huset eller jobbet eller børnenes skole?”. 

Der synes jeg egentlig, vi burde være bedre til at tale hinandens drømme op i stedet for."

Børnene lærer af det

Men … Hvad EGENTLIG med børnene og deres skole?

For begge sønnerne var timingen god, hvilket også var en af grundene til, at det netop var nu, drømmen skulle realiseres. Den ældste, Arthur, har afsluttet 9. klasse, og den yngste, Otto, havde i forvejen overvejet at skifte skole for at prøve noget nyt. 

Og nyt er det blevet: Han er startet på den lokale, østrigske skole – uden at kunne tysk. Læringskurven er stejl, men han hænger i. 

Arthur har fået arbejde i Intersport for derigennem at lære sproget og få et netværk, inden han eventuelt skal tilbage på skolebænken.

Lene er åbenlyst fuld af beundring over sine drenge, som er gået lige så dedikeret ind i hotelprojektet som deres forældre. Indtil videre virker det også til, at de er glade for at være i de østrigske alper, men skulle dét ændre sig, må eventyret op til revision.

"Det er afgørende, at de kan lide at være her, og det er klart, at vi ikke kommer til at gå på kompromis med, hvordan de har det. Hvis ikke de trives her, må vi se på, om det er noget, der kan løses, eller om vi skal sadle helt om. 

Mine og Anders’ drømme kommer aldrig til at være vigtigere end deres trivsel," siger hun og tilføjer:

"Samtidig er det selvfølgelig vigtigt, at de giver det noget tid, og det ved de også godt. Vi skal alle sammen give det tid, for lige nu er der for eksempel en sprogbarriere, og den skal man jo lige hen over."

Hverken børn eller forældre kan tysk, så det skal de have lært. Derudover håber Lene, at hendes børn på et personligt plan tager noget med sig fra flytningen.

"Jeg håber, at det her med at flytte til et andet land kan hjælpe mine børn til at finde ud af, hvad der er vigtigt for dem. I Danmark synes jeg, at der er mange af os, der glemmer at forholde os til, hvad vi i virkeligheden gerne vil. 

Og så gør vi bare det samme, som de andre gør. Mine drenge må GERNE gøre det samme som de andre, men jeg vil helst ikke have, at de gør det uden at tænke over, om det er det, de vil. 

 Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad de kommer til at beskæftige sig med her i verden, de skal bare have truffet et valg og have tænkt over, hvad der gør dem glade."

Lene tror, at dét kan blive nemmere ved at få luftforandring.

"Det kan være rigtig svært at mærke, hvad man egentlig vil, hvis man er et sted, hvor der er en normal for, hvad man gør. 

Og det er enormt svært at skille sig ud og være den, der gør noget andet. Fordi vi lidt gør det ”for dem”, imens det stadig er trygt, håber jeg på, at de lærer, at de også selv skal gøre det, de gerne vil. At de kan og skal beslutte sig for, hvad de vil bruge deres liv på."

Man kommer ingen vegne uden mod

Lene Beiers børn skal altså selv vælge, hvordan de vil leve deres liv – og så skal de have modet til at gøre det.

"Jeg synes, at noget af det vigtigste er at lære sine børn at være modige. Jeg vil så gerne have, at de forstår, at hvis de vil noget her i livet, skal de gå efter det. 

Man får ikke ting foræret, så hvis der er noget, man vil, skal man række ud efter det. Og dét kræver mod."

Ifølge Lene kommer man altså ingen vegne uden mod, og hun vil i hvert fald ikke selv ende med ikke at have været modig nok.

"Når jeg en dag ligger på dødslejet, skal det ikke være MIN skyld, hvis jeg ikke fik mest muligt ud af livet. 

Læs også

Da Dorthe Nors flyttede fra storbyen og hjem til Vestjylland overraskede især én ting hende

Så kan det være, at det er alt muligt andets skyld: At jeg ikke havde råd, at jeg blev syg, eller hvad ved jeg, men jeg vil i hvert fald ikke sidde tilbage med følelsen af, at det var mig, der ikke turde."

Denne tanke har været afgørende for, at hun har turdet satse alt på sort og gå efter den langvarige hoteldrøm, selvom hun ikke aner, om det bliver en succes.

"Jeg ved jo ikke, hvad det er, jeg laver. 

Jeg tror bare ikke, at jeg er så bange for at fejle, og jeg tror, at vi skal huske os selv og hinanden på, at hvis man altid skal gøre alting perfekt, så kommer man ingen vegne. 

Man er nødt til at turde IKKE at lykkes med noget. Derfor har jeg heller aldrig forstået, hvorfor det er en negativ ting, hvis folk ikke lykkes med en drøm. For det er jo positivt, at de forsøgte," siger hun og uddyber:

"Hvis for eksempel en virksomhed går konkurs, hvorfor er det så partout negativt? Hvorfor siger man ikke: ”Du prøvede og fandt ud af, at det måske ikke lige var dét, men du havde modet til at gøre det. Og nu kan du kigge tilbage på, hvad du lærte af det”. 

Hvis ikke du tør gøre noget, lærer du heller ikke noget, og så kommer du aldrig videre. 

Du kan altid blive inde i din komfortzone, og det er altid nemmest at lade være med at kaste sig ud på dybt vand, men det er ikke sjovt, og det kan ikke mærkes i maven."

Hoteleventyret i Tyrol kan i dén grad mærkes i maven, det er det vildeste, de nogensinde har kastet sig ud i. Om de engang i fremtiden kommer til at gøre noget lignende, ved Lene endnu ikke.

"Det her har altid været drømMEN, men når vi har haft hotellet i ti år, kan det da godt være, at det viser sig, at vi også havde en anden drøm, vi bare ikke kender endnu. 

Og jeg håber ikke, at vi nogensinde stopper med at drømme. For det er vel drømme, livet er lavet af."

Se mere om Lene Beier og familiens hoteleventyr i ”Beier på Alpehotellet” på TV 2 Fri fra 30. januar.