Klumme: Er det blevet en hobby at fastholde snakken om ens ulykke?

Denne uges klumme er en tiltrængt opsang til alle de mennesker, der lykkeligt bader i deres egne dårlige følelser, og som ikke orker at gøre noget ved dem, men blot nyder at vræle ned i andres – meget trætte – ører.

Vi kender dem nemlig alle sammen, og jeg har i dagens anledning opfundet et særligt ord til dem – rundhylerne. Folk, der ufortrødent hyler i lange gentagne runder, og som fortsætter deres frustrerede klagesange uanset, hvor mange gode råd man giver dem.

For forståelsens skyld kommer her et par eksempler: En kvinde har været single i ni år og begræder tungt og vedholdende sin ægteskabelige status, men er for doven til at undersøge, hvorfor hun er havnet dér og er for længst stoppet med at lytte til sine venner og veninders gode råd om terapiforløb og blinddates. En mand hyler ved alle givne lejligheder over sit åndsvage job og sin dårlige chef, men søger ikke nyt arbejde og vil helst bare snakke solen sort om sine spildte talenter og forpassede muligheder. En kollega bruger alle tænkelige grimme tillægsord om sin ekskæreste og kommer pludselig i tanke om seks år gamle nøglescener, når man forsigtigt for-søger at skifte emne.

Med andre ord, så taler jeg om folk, der både vil fastholde ulykken – og samtalen om den. De gode gamle rundhylere.

Føler du dig truffet?

Det gør jeg. En lille smule i hvert fald. For i akutte kriser, hvor snot og gråd og samværsregler og statsamtet og fortvivlelse og frustrationer over livets slag fylder ens udsyn, bliver man meget nemt en rundhyler. Man trækker på sit netværk, og aften efter aften kaster man sine følelser op uden hensyntagen til sin samtalepartners råd og argumenter (eller planer om at hente sine børn tidligt).

De skiftevis hulkende og rasende samtaler foregår som regel i telefonen, på værtshuse eller i det hjemlige møblement. Men når krisen er størst, kan man også pludselig se sig selv overfalde folk med cirkulær snak i lufthavns-køer og svømmehalssaunaer.

Men bare rolig, kære læser. Det er ikke de akut-ulykkelige, jeg vil give en opsang. Det ér tilladt at hyle i runder, når man lige er blevet ramt af et af livets strømførende hug.

Jeg taler om alle de mennesker, der har gjort rundhylet til en hobby, og som lader, som om de vil have gode råd, men bare vil have et publikum til deres tonedøve offersang.

Mennesker, man har haft mange lange samtaler med, og hvor man hver gang har tænkt: ”Så kan vi vist ikke koge mere suppe på dén pind”, men hvor det viser sig, at der kan koges adskillige flere hektoliter tynd og bitter suppe på netop dén pind, som viste sig at være et helt træ.

Er man et dårligt menneske, når man tænker sådan om sine medmennesker?

Nej, for man ER jo kommet med alle sine gode råd, og man HAR udtrykt sin største medfølelse og den stærkeste empati. Utallige gange.

De modigste har som regel også sagt direkte til rundhylerens bedrøvede (men alligevel lidt hør-på-mig-lykkelige) ansigt, at emnet snart må være udtømt. Og os mere kujonagtige typer har med lyde, kropssprog og relevante emneskift ofte forsøgt det samme.

Der ér kun én, der kan gøre noget ved sagen

– rundhyleren selv. Så kære rundhyler: Stop nu! Vi gider ikke at høre mere om de problemer, du ikke selv orker at gøre noget ved.

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Født 12/4, 1980

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Mette Kirstine Goddiksen

Født 7/3, 1976

Pr- og marketing-manager og mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Stephanie Caruana

Født 9/9, 1974

Forfatter og freelanceskribent, single og mor til to, film- og bogelsker/-anmelder.