ALT.dk stemmer fra det offentlige

Kender du Jan og Mette? Vi giver dem en stemme

Jan og Mette arbejder i den offentlige sektor, og i stedet for (igen-igen) at lade politikerne pege på problemer på området, vil vi her på siden hellere lytte til de 'varme hænder'. Derfor giver vi de offentligt ansatte en stemme, skriver ALT.dk's chefredaktør i denne klumme.

Mia, Jan og Mette. Kender du dem?

”Nej, ikke lige umiddelbart”, er formentligt dit svar, og det forstår jeg godt. Vi er nemlig mest vant til at høre om Mia, Jan og Mette og de 869.000 andre offentligt ansatte danskere, der lige så godt kunne være nævnt her, gennem de overordnede ord ’den offentlige sektor’.

Når man hører ’det offentlige’ omtalt i diverse debatter, lyder det ofte som en stor figur af lego-klodser, man kan forme, som man lige ønsker det og har klodser til. Nogle gange må man endda knække nogle klodser af sin figur, for at det hele kan hænge sammen. Økonomisk altså.

Derfor er det nemt at glemme, at vi taler om mennesker i de debatter. Mennesker, som får koldsved, når nogen taler om at omfordele 40.000 ansatte eller rykke arbejdspladser til den anden ende af landet. Mennesker, som har taget en uddannelse inden for et fag, fordi de brænder for det.

Derfor har vi på ALT.dk valgt at give de personer ordet under valgkampen. Og så kommer vi tilbage til Mia, Jan og Mette.

De er tre af dem, der har ladet sig interviewe, så vi alle kan blive klogere på, hvordan hverdagen egentlig ser ud, når man er lærer i den danske folkeskole, pædagog i en børnehave og fysioterapeut på et stort hospital i Jylland.

Lytter man til dem, står det klart, at løn ikke er øverst på deres ønskeliste over ting, de ville ønske, de havde mere af.

Tværtimod tegner der sig et billede af stolte faglærte og veluddannede personer, der bare gerne vil have mere tid til kerneopgaverne – til dét, de oprindeligt uddannede sig til at håndtere.

Historiske tal

Ifølge Kommunernes Landsforening har andelen af offentligt ansatte været næsten uafbrudt faldende i 12 år set i forhold til det private arbejdsmarked. Det samme har andelen af penge, der bliver postet i det offentlige set i forhold til andre udgiftsposter i samfundet. Forbruget til det offentlige er således faldet fra 28 procent af BNP i 2008 til 24 procent i 2019.

Det er dog ikke de overordnede rammer, Mia, Mette, Jan og alle de andre, vi har interviewet til ALT.dk, forholder sig til. Det lader vi politikerne om.

Mia, Jan og Mette giver derimod et indblik i deres hverdag fortalt fra et jeg-perspektiv.

Jeg håber, I vil læse med og blive klogere på en stor del af danskernes hverdag.

Fortæl DIN historie

Er du en stemme fra det offentlige, og har du lyst til at fortælle din historie? Så skriv til tip@alt.dk. Vi behandler din henvendelse fortroligt og vender tilbage, hvis vi går videre med sagen.

Om skribenten

Nanna Cecilia Pedersen er chefredaktør på ALT.dk. Hun er uddannet journalist fra SDU, og privat bor hun med sin kæreste i et hus på Amager.