Når Søren ser ’Luksusfælden’, bliver han næsten misundelig på deltagerne af én særlig grund
Er det bare en fase, når drømmene går på at downsize? Eller er det vejen frem, når livet rykker i en?
Hver måned betaler jeg 500 kroner til en streamingtjeneste, jeg ikke har brugt siden foråret.
Det er dem, der har rettighederne til fodboldkampene, men selv når mit yndlingshold vinder, er min fodboldkærlighed stadig reduceret til skuffelser, brok og bekymringer om den næste kamp. Så er det nemmere bare at holde fjernsynet slukket end at skulle igennem en bøvlet opsigelsesprocedure.
Jeg har også stadig LinkedIn på min telefon, selvom det blot nærer min følelse af utilstrækkelighed. Sidst jeg pralede af noget derinde, fik jeg kun 11 likes, det kører heller ikke vildt godt med karrieren for tiden, men der er ikke plads til middelmådig performance på LinkedIn, medmindre den flankeres af en følsom selfie og højtbelagte betragtninger om det meningsfulde i at ”trække stikket”, som vi journalister kalder det, når vi ikke helt tør se realiteterne i øjnene.
Dertil kommer de 117 stykker tøj i mit skab, som jeg aldrig går med, men som blot skulle dulme 117 tilfælde af kedsomhed, mødeindkaldelsen fra min pensionsrådgiver, som er bekymret for mit pensionstal, og computeren, jeg skriver på lige nu, der bliver så varm, at man kan riste brød på den, men som jeg ikke kan overskue at skifte ud, fordi jeg har glemt kodeordet til min iCloud-konto.
Sådan kunne jeg blive ved. Om alle de ting, jeg lader optage plads i mit liv, selvom de ikke gør noget godt for mig. Så jeg prøver at ønske mig mindre i stedet for mere. Stoppe op, mærke efter, lægge den forbandede mobiltelefon fra mig og forsøge at finde ud af, hvordan det hele skal se ud, nu mine børn er blevet store og selvhjulpne, og tilværelsen således mister dén del af sit fabriksindstillede formål. Jeg visualiserer et liv uden sociale medier og likes og får en rar fornemmelse i maven.
Jeg læser 'Insula' af digteren Thomas Boberg og forestiller mig et liv som fattig, men fredfyldt øboer på sikker afstand af Ørestadens larm og latente vrede. Jeg hører Allan Olsen synge om Nordjylland og tænker, at jeg også kunne flytte hjem til Hjørring og gå lange ture på Nørlev Strand, stoppe op og trække vestenvinden helt ind i sjælen, for så at køre hjem til mit barndomshjem og spise onsdagssnegle med min mor.
Jeg ser 'Luksusfælden' og bliver næsten misundelig på de forgældede og fortvivlede deltagere, når eksperterne med alvorlige miner rundbarberer diverseposten og dømmer dem til en fremtid uden forbrugsræs og økonomisk realitetsflugt. Gid det var mig. Bare uden misligholdt gæld. Desværre når jeg aldrig rigtig videre, før virkeligheden melder sig som en hviskende stemme af tvivl bagerst i sindet.
Det er dyrt at drømme, siger den, selv når man drømmer om mindre, for hvor skal pengene komme fra, kammerat? Gider børnene overhovedet besøge dig, når du sidder dernede i den fjerne ende af Lolland i dit harmoniske kolonihavehus med helårsstatus, havudsigt og dårlig mobildækning? Har bekymringer, jagt på anerkendelse og trangen til nyt kluns fulgt dig så længe, at du aldrig slipper ud af deres klør, uanset hvor langt ud på bøhlandet du måtte flygte?
Det er fint nok at drømme om at downsize, siger den, men åh, hvad er pointen overhovedet i indre balance, hvis du ikke kan prale med det på Instagram og LinkedIn?
Måske har den ret. Måske er det dumt, en fjollet fase, en forbipasserende midtvejskrise.
Måske ikke. Der er kun én måde at finde ud af det på. Det starter med en streamingtjeneste.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
