Drop tabuet: Det er ikke pinligt at have få venner

”Det er måske lidt mærkeligt at sige…”

Min venindes tonefald ændrer sig, og det lyder som om, at hun er ved at fortælle mig en stor hemmelighed.

”… Jeg har faktisk ikke så mange venner”, betror hun mig.

Det er lørdag aften, og jeg drikker vin med en god veninde. Vi er ret tætte, og jeg har aldrig før følt, at der er noget, vi ikke har kunnet snakke om. Alligevel kan jeg mærke, at hun synes, det er lidt pinligt at fortælle, at hun ikke har mange venner.

Det er egentlig ikke fordi, at hun ikke har nok venner, fortæller hun mig. Men sammenlignet med andre synes hun ikke, at hendes vennekreds er særligt stor, og hun tænker meget over, om andre synes, det er underligt, at hun ikke har flere venner.

Det burde jo egentlig ikke være et problem. For når hun ikke mangler venner, hvorfor skal hun så have det dårligt over, om andre synes, hun gør?

Men det er et problem for hende.

Bekymringen er særligt presserende, fordi det snart er hendes fødselsdag. Og fødselsdag er lig med fest og fejring, og at samle sine venner i ét rum, hvor alle åbenlyst kan se, HVOR mange venner du EGENTLIG har.

Og vil folk så synes, at det er underligt, at der kun er dukket fem mennesker op til festen?

50 venner er urealistisk

Jeg har selv haft samme bekymring i forbindelse med min egen fødselsdag. Da jeg fyldte 25, tænkte jeg, at andre forventede, at jeg skulle holde en stor fest – en af de fester, hvor du inviterer 50 af dine ”nærmeste venner” og danser til den lyse morgen.

Jeg har bare ikke 50 nære venner. Faktisk har jeg ikke engang 50 overfladiske venner, som jeg ville kunne invitere til en fest.

Men hvor mange har egentlig også dét?

I hvert fald i en voksen alder. For der var en tid i mit liv, hvor det var nemmere at have en stor omgangskreds. Da jeg gik i gymnasiet, var jeg for eksempel mere naturligt i kontakt med mange mennesker hver eneste dag, og jeg kunne nemt høste gæster til min fødselsdag ved at invitere hele årgangen.

Men nu hvor jeg er blevet ældre, har et arbejde og en del mindre tid til at feste, er jeg nok blevet mere kritisk i forhold til, hvem jeg bruger min tid med. Og i takt med, at de gamle (overfladiske) venskaber forsvinder, kommer der ikke længere så mange nye til.

Det er egentlig også helt ok. For ligesom min veninde føler jeg heller ikke, at jeg mangler noget. Jeg har altid en veninde at ringe til, hvis jeg har brug for at snakke, og jeg sidder sjældent alene i min lejlighed – medmindre jeg selv vælger det. Hvis jeg skulle have mange flere venner, tror jeg faktisk også, at jeg ville have svært ved at finde tid til at se dem alle sammen.

Hvis behov er det egentlig?

Jeg benægter selvfølgelig ikke, at der er mange mennesker, der vitterligt ikke har nok venner. Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at hver tiende af alle unge i Danmark føler sig ensomme, og mange af dem er unægteligt personer, der gerne vil  have en større omgangskreds.

Men jeg tror bare også, at der er mange, der føler sig utilstrækkelige, fordi der er en forventning fra omverdenen (og os selv) om, at man bør have mange venner.

Derfor er det vigtigt at skelne mellem, om du er en af dem, der føler, at du ”burde” have flere venner, eller om du har lyst til at have flere venner. Hvis du har lyst til at have flere venner, er der grundlag for, at du kan gøre noget aktivt ved det – også selvom det er lettere sagt end gjort.

Der er dog heldigvis kommet en del initiativer, der sætter fokus på at få nye venner. Bloggeren HelseMatilde står for eksempel bag flere Facebook-grupper, hvor kvinder kan finde nye veninder i deres lokalområde og andre arrangerer middagsarrangementer, hvor du kan blive sat sammen med en gruppe kvinder med henblik på at danne nye venskaber.

Men hvis du egentlig ikke har behov for flere venner, burde der jo ikke være et problem. Når der alligevel er det, tror jeg, at det skyldes, at vi er alt for dårlige til at snakke ærligt om det. Derfor går vi rundt med en følelse af, at alle andre har flere venner end os, og at vi burde have flere for at være normale.

Drop forventningerne

Dengang jeg skulle holde min 25-års fødselsdag, valgte jeg at droppe forventningen om en stor prangende fest. Jeg lavede i stedet middag for mine gode veninder og nød deres selskab – for hvorfor skal man bruge en aften på at lyve for sig selv og sine veninder ved at invitere folk, som man dybest set ikke har et behov for at se?

Det eneste, der kommer ud af det, er, at vi fastholder en illusion om, hvor mange venner vi egentlig har. Det gør, at andre får det dårligt med sig selv, fordi de heller ikke har 50 venner at invitere til en fødselsdag, og det fastholder et tabu om, at det er mærkeligt at have en lille vennekreds.

Men det er det ikke. Siden den aften, hvor min veninde fortalte, at hun ikke har så mange venner, har jeg snakket med flere om det. Der er overraskende mange, der kan nikke genkendende til at have denne følelse i en eller anden grad.

Det er ikke nødvendigvis et dagligt problem. Det kan være fordi, at deres veninder ikke altid har så meget tid til at se dem, fordi de mangler nogen at tage ud og rejse med eller bare fordi de synes, at de burde have flere venner på Facebook.

Det er altså helt normalt at føle glimt af at være lidt ensom en gang imellem. Det er vi nok mange, der gør.

Men hvor ville det være rart, hvis vi kunne snakke åbent med andre om det og få aftabuiseret det faktum, at vi ikke alle sammen har tonsvis af venner. Og at det faktisk er helt ok.