7 spørgsmål man må stille sig selv, når man ser Bachelor
Antallet af roser i Bachelors anden sæson er begyndt at tynde ud, imens der bliver kortere og kortere mellem kyssene. Men ALT for damernes chefredaktør sidder tilbage med en række spørgsmål, som hun ikke kan lade være med at stille sig selv.
At 19 kvinder i et harem skal kæmpe om at få prinsen til sidst er og bliver et koncept, der i 2022 virker HELT skørt! Men når nu TV2 har valgt endnu engang at redde sommerens seertal med et realityprogram, der ved sin blotte eksistens repræsenterer et håbløst forældet kvindesyn, så er man jo nødt til at supervisere det; yes, det er et beskidt arbejde, men nogen skal gøre det!
Og for at ingen skal kunne beskylde mig for at se det for min fornøjelses skyld, har jeg taget noter undervejs – her vil jeg dele syv spørgsmål med jer, som jeg fortsat mangler svar på, selvom sæsonen går ind i sin slutspurt.
HVORFOR melder kloge, veluddannede, stærke, smukke kvinder sig til et program som Bachelor, hvor de alle deres kvaliteter til trods reduceres til passive frøkener, der med tilbageholdt åndedræt og blanke øjne kun kan håbe på at modtage en rød rose fra den omsværmede ungkarl?
HVORFOR tror de på, at en mand, som bliver castet efter, at han har lige præcis så lidt personlighed, at han i princippet kan passe til ALLE, skulle være den eneste ene? Som en af redaktionens benhårde kvinder konkluderede: Der findes oppustelige børnebassiner med mere dybde end Kasper og Philip.
HVORFOR skulle der ikke mere end et enkelt snav til, før den ellers kække Frida B. deponerede hele sit selvværd hos Philip, hvis kærlighedssprog ikke er verbalt, men fysisk (analyse af den skønne sexolog-studerende Eva).
Frida B. havde alt kørende for sig: Hun trådte ind i programmet som en modig rap-gudinde, hurtig i replikken og tungen i kinden… Med rette udstrålende, at bachelorerne skulle stå tidligt op for at følge med.
Men efter at have byttet mundvand med seriekysseren Philip, faldt hun fra hinanden som en teenagepige, der ser sin snap blive åbnet uden svar. HVORFOR, Frida B.? Du har ikke fortjent at skulle bruge kræfter på at regne ud, hvorfor han pludselig virker fjern. Og du skal ikke tro på ham, når han siger, at det er han slet ikke. Hans stærkeste karaktertræk er fjernhed. Samme ansigtsudtryk til alt. Intet udslag på det følelsesmæssige EKG.
HVORFOR er der ingen, der gennemskuer, at Kasper siger til ALLE pigerne, at de har flotte øjne? Og at det i virkeligheden handler om, at han ved, at han selv har flotte øjne og bruger øjenkontakt som sit supervåben? Nærgående spørgsmål er til gengæld hans kryptonit, og han skal ikke bede om, at en kvik midtjysk journalistpige udstiller det faktum, at der ikke er nogen kanter at gribe fat i hos ham. Alt er glat. Poleret, kalder pigerne det, da de møder hans familie, der ikke har en eneste sjov historie at fortælle om ham.
Men ved siden af Philip er Kasper en sand menneskekender, der husker at spørge ind til kvindernes interesser og kvaliteter og fortæller dem, at de er smukke og har flotte øjne. Piger, sug endelig alle komplimenter til jer, men lad det ikke være afgørende for, hvordan I har det med jer selv.
HVORFOR er der ikke flere, der laver en Sidsel? Hvorfor tager de ikke sagen i egen hånd, takker nej til de f… roser og siger farvel til de to fyre, der primært viser personlighed gennem deres valg af skjorter. Det må være så befriende selv at træffe valget og slippe for at skulle gøre sig til for en mand, der ikke viser nogen tegn på, at han ægte forstår det mirakel, han står over for.
HVORFOR ender the Bolettes of the world altid med at løbe med præmiegrisen? For spillets skyld bilder mændene sig selv/seerne ind, at de skam også er åbne over for de mere skæve, kantede typer, men det ender altid med en Lilly-model; den friske, lyshårede, smilende pige, der ikke udfordrer ham med svære spørgsmål eller krav, og som ikke tillader sig at være sjovere eller klogere end ham selv.
Jeg ved selvsagt ikke, hvordan Bachelor ender, men jeg har hørt rygter om, at denne sæsons Bolette, Helena, er flyttet fra Aarhus til København, og at der har været stort hemmelighedskræmmeri omkring hendes liv det seneste halve år.
Helena er også virkelig sød. Superfeminin, nem at være sammen med og ikke særligt pladskrævende.
Og HVORFOR er Bachelor så vanedannende? Hvorfor glæder man sig til, det skal blive tirsdag, og hvorfor sidder man alligevel og hepper på, at nogen får hinanden i enden? Altså ”man”. Ikke mig, jo.