”Tusind tak”, fik jeg sagt – men sandheden var, at jeg hadede den…

Den kradsede.

Og så var den i øvrigt også grim.

Det var dengang, jeg var barn, at kimen blev lagt. Kimen til det evige gavedilemma. Min moster havde en fødselsdagsgave med til mig. Den var pakket fint ind, lå og ventede på mig, dér på gavebordet blandt de andre gaver. Da jeg åbnede den, åbenbarede der sig en strikket hue. Eller, det var nærmest en kasket. Med strikket skygge og indbygget halstørklæde. Den var blommefarvet.

”Tusind tak, den er vel nok pæn”, fik jeg sagt. At sige tak, når man modtager en gave, er et nedarvet høftligheds-dna gennem generationer.

Men sandheden var, at jeg hadede den kasket. Den kradsede og var grim. Sådan rigtig bedstemoragtig. Og jeg var teenager. Så i sit valg af gave, kunne ingen have været i tvivl om, at moster ramte helt og aldeles forbi.

Det viste sig imidlertid, at min tillærte gavehøflighed skulle give bagslag. For til jul, under træet, lå der endnu en hue. Om end mere kradsende og grimmere end den første. Jeg havde ytret, at den blommefarvede var lige mig, så bordet fangede. Bunken af kradsende og grimme huer i skabet voksede støt, som årene gik. Alle årerne så jeg mosters glæde ved at give mig en ny hue. Alle årerne fortrød jeg, at jeg nu måtte ligge, som jeg havde redt.

Nærmest ingen respekt for ønskelister

Men sig mig engang. Hvad er det der med, at man siger tak for gaven, som man egentlig hverken bliver glad for eller synes om? Gaven er (oftest) givet i den bedste mening. Men hvorfor er det, at gavegiverens gavevalg trumfer modtagerens følelse og oplevelse ved gaven? Hvad ville du foretrække? At din gave måske ender i bunden af skabet? Eller at den bliver givet videre til en anden, som kan finde glæde ved den, eller at modtageren har mulighed for at bytte gaven?

Hvor mange gaver mon ligger i skabsbunde rundt omkring i det ganske land?

Jeg har blandt andet forsøgt mig med ønskelister. Ting, som jeg virkelig ønskede mig, stod på listen. Men min erfaring er, at der findes forskellige typer af gavegivere. Dem, som rent faktisk, læser, hvad der står på listen. Dem, som mener, at de skal bestemme, hvad jeg skal ønske mig, og som ikke skænker listen et blik overhovedet. Og dem, som synes, at det er nogle underlige gaveønsker. Penge på en ønskeliste er i øvrigt no go (medmindre man skal konfirmeres).

Det er ganske komplekst. Det med gaverne.

Mærk efter, gavegiver

Du modtager en gave. Du siger tak for gaven, som ikke lige er dig, for du vil ikke såre giveren. Men tænk på alle de gaver, som er givet til ingen verdens nytte. Eller til manglende glæde hos modtageren.

Ønsker du det som gavegiver? Jeg gør ikke.

Men vil vi måske hellere leve i uvidenhed om, at huen kradser og er grim.

Ved nogle gaver, jeg har modtaget, har jeg tænkt, om det virkelig har været til mig. Om det er sådan gavegiveren ser mig. Jeg fik de fineste pink handsker, selvom jeg altid går klædt i sort. Jeg fik en dyr flaske portvin, selvom jeg ikke nyder alkohol. Jeg fik den vildeste bonsai, selvom jeg aldrig har planter i mit hjem, da jeg ikke har grønne fingre.

Det er tanken, der tæller, siger du. Den har jeg også forsøgt mig med. Gennem et helt liv. Der er ganske få, som ved, hvordan jeg har det med gaver: Jeg føler skam. Jeg føler mig kræsen. Utaknemmelig. Hvorfor kan jeg ikke bare være glad for, hvad jeg får?

Men vent, måske er jeg ikke den eneste, som har det sådan. Måske vi er mange, men måske er der ingen, der siger noget. Andet end ”tak for gaven”.

Vil ikke virke utaknemmelig

Jeg har besluttet mig for at forsøge mig frem. Starte i det små. Nogle er bedre at øve sig på end andre. Men jeg er bange, kan jeg mærke. Bange for at gøre nogen ked af det. Virke utaknemmelig.

Alternativet er dog, at jeg skal fortsætte med kradsende huer, give portvinen til en anden, lade bonsaien gå til, give de pink handsker til veninden, som er glad for farver.

Og så har jeg i øvrigt slet ikke nævnt risikoen: Risikoen for at gavegiveren ved et tilfælde opdager, at man har givet gaven videre til en anden.

Nu nærmer julen sig. Jeg må hellere gøre plads i skabet. Gaveskabet.

Har du det mon også sådan?

Nå men, glædelig jul anyway.

Om klummeskribenten, Stephanie Starpov

• 57 år og bor på Østerbro i København
• Skriver digte og fotograferer
• Deler digte på Instagram på profilen skriverierfratredje 
• Deler fotos på Instagram på profilen bystarpovcph