"De fire kvinder har ikke andet tilfælles end, at de er kvinder. Som er dræbt af mænd"

Ingen ord, demonstrationer eller handlingsplaner kan få Mia Skadshauge Stevn tilbage.

Alverdens gode intentioner kan ikke ændre virkeligheden for de pårørende, som i bund og grund er de eneste, der har ret til at bestemme over hendes historie.

Jeg kan ikke engang få mig selv til at poste det knuste hjerte ved siden af Mias navn, som ellers vandt frem på Instagram i aftes. For hvad godt skulle det gøre?

Den sorg, som hendes mor og far gennemlever, kan ikke trivialiseres med en emoji. Vi har intet lod i den personlige tragedie, og lige meget, hvor godt vi mener det, så virker det uendeligt fattigt.

Så når jeg nu alligevel kigger op over kanten af den dyne, jeg har lyst til at gemme mig og mine to døtre på 17 og 21 år under, så er det et forsøg på at forstå, hvorfor det giver mening at bruge drabet på Mia Skadshauge Stevn til at løfte en større samtale.

"Vi har et problem, Danmark!"

Umiddelbart kan det godt være svært at se, hvad drabet på en ung pige, der bliver samlet op af en fremmed, har at gøre med kravet om en national handlingsplan med fokus på kvinder, der bliver slået ihjel af deres partnere.

Kravet kommer bl.a. fra organisationen Danner, som de seneste to år med sin #STOPKVINDEDRAB-kampagne har rettet lyset mod, at myndigheder skal blive bedre til at opspore de voldsudsatte, før de ender på krisecenter eller som en anmeldelse om ”husspektakler”. Politi, kommune og regioner skal blive bedre til at arbejde sammen, og der skal tilbydes mere oplysning og rådgivning.

Hvert år bliver i gennemsnit 12 kvinder dræbt af deres (eks)partner i Danmark, og mange flere bliver udsat for vold og drabsforsøg.

I år er der allerede blevet dræbt fire kvinder. En 50-årig kvinde fra Ebeltoft. En 24-årig kvinde på Amager. En 27-årig kvinde på et asylcenter i Løgumkloster. Og så Mia Skadshauge Stevn, som vi åbenbart alle sammen kom på fornavn med i de timer, vi stadig håbede på det bedste. De fire kvinder har ikke andet tilfælles end, at de er kvinder. Som er dræbt af mænd.

Som pårørende må det være uendeligt svært at se et menneske og et liv så hurtigt blive gjort til et tal i en statistik. Og inddraget i en dagsorden, som umuligt kan ændre det eneste, der i dette øjeblik betyder noget for dem.

Så lad os hele tiden huske dem, når vi taler perspektiverne. Men samtidig holde presset for, at noget skal gøres.

Landets nye ligestillingsminister, Trine Bramsen, ser heldigvis ud til at forstå alvoren og sætter ord på det på Facebook: ”Vi taler ikke om kvinder, der har været en del af bandekonflikt, anden kriminalitet eller tilfældige ulykker. Vi taler om kvinder, der er blevet dræbt, fordi de er kvinder. Vi har et problem, Danmark!”.

Hun inviterer organisationer og aktører til at diskutere dette og lover, at vi sammen kan ændre tingene.

Ingen nem løsning

Der findes ikke nogen nem løsning. Til jer, der mener, at piger bare kan lade være med at drikke sig fulde og gå alene på gaden sent om natten eller undgå at gifte sig med de forkerte mænd; nej, bare nej – det er ikke pigernes ansvar. Til jer, der tænker, at skal mere politi og mere overvågning til: der findes ikke betjente eller kameraer nok i verden til at kunne spotte alle volds- og drabsmænd.

Det er meget mere kompliceret end det, og som så meget andet – f.eks samtykke og Metoo - handler det om en kulturændring. Om at ændre hele tankegangen, at lære drenge at tale om følelser i stedet for at slå sig ud af dem og om at opdage disse mænd, inden deres frustrationer bliver til kvindehad, der bliver til vold og drab.

Det er svært at tale om. For de allerallerfleste mænd vil kvinder det godt. Men det er mænd, der dræber kvinder. Så lad os sammen prøve at gøre noget ved det.