Signe måtte slå op med en veninde gennem 7 år: ”Jeg stod tom og småfortabt på en gade i København…”

For nogle år siden stod jeg lidt tom og småfortabt på en gade i indre København. Jeg havde netop efter lang tids overvejelse afsluttet et af min lille verdens vigtigste venskaber, og nu stod jeg der alene på gågaden og var på én gang lettet og fuldstændig forfærdet.

Jeg var lettet, fordi det var en relation, der længe havde givet mig ondt i maven og havde fået gamle forkerthedsfølelser til at blusse op i mig. Gennem de syv solide år, venskabet havde varet, havde det været af større betydning end noget andet, men den seneste tid var jeg begyndt at miste fornemmelsen for mig selv. Jeg var blevet til et menneske, jeg ikke længere kunne genkende. Og jeg var værst af alt blevet til et menneske, jeg ikke selv brød mig om.

Der var ikke noget galt med nogen af os. Men vores venskab var gennem små, umærkelige ryk blevet vredet ud af de trygge, velkendte led, så jeg til sidst ikke kunne se nogen anden løsning end at afslutte det.

Og derfor stod jeg nu der og var lettet og følte, jeg kunne trække vejret en anelse mere frit. Men lettelsen og den frie vejrtrækning blev lynhurtigt afløst af forfærdelse og panisk åndenød. For hvad i alverden havde jeg lige gjort? Angsten ramte mig som en flodbølge.

Angsten for at have begået en gigantisk fejl. Angsten for at komme til at fortryde. Angsten for at komme til at savne. Og ikke mindst: Angsten for aldrig mere at kunne få en ny veninde.

"Jeg er evigt erstattelig"

Livet igennem har jeg nemlig gået og opbygget en helt særlig selvfortælling. Det er fortællingen om, at jeg er evigt erstattelig. At min værdi som veninde er stærkt begrænset, og at jeg altid vil være nem for andre at udskifte.

Jeg har levet med den grundlæggende antagelse, at enhver brudt relation altid kun ville være mit tab og aldrig den andens – for de andre kunne altid finde nye (og bedre, pænere, mindre grådlabile, knap så sortseende og i det hele taget meget sjovere og langt mere succesfulde) veninder. Men det kunne jeg jo ikke selv, vel?

Min selvfortælling har betydet, at jeg alt for ofte har vendt mine svære følelser indad. Jeg har været elendig til at sige til og sige fra, og jeg har slugt så mange bitre piller og gigantiske kameler, fordi jeg var bange for at blive fravalgt og udskiftet, hvis jeg var blot det mindste besværlig.

Jeg turde ikke blive vred. Jeg turde ikke hæve stemmen. Jeg turde ikke sætte grænser eller fortælle, når noget eller nogen havde såret mig. Jeg gemte mig for enhver potentiel konflikt (ja, jeg har faktisk engang helt bogstaveligt gemt mig for en konflikt i en kælder, mens de andre involverede begyndte at rede trådene ud ovenpå), og jeg havde aldrig modet til at tale højt, hvis noget gik mig på eller gjorde mig ked af det.

Alt det var blandt grundene til, at jeg nu stod dér på gågaden med et vigtigt venskab mindre – og med et akut behov for at finde ud af, hvor jeg var i livet. Hvem jeg var. Hvem mine veninder var. Og hvor mange jeg havde brug for, og hvem jeg havde at regne med.

Føle sig venindeensom

For da mit sikre fundament pludselig havde vist sine svagheder, gik det op for mig, at intet længere var sikkert. Hvis det netop afsluttede venskab kunne krakelere, så kunne alt krakelere, og jeg indså, at jeg var oprigtigt bange for at blive ensom.

For sagen er den, at venskaber ikke bliver ved med at være lavthængende frugter her i livet. Når relationer brister, er det ikke ”bare” sådan ligetil at få nye.

Og hvor der måske førhen var et vindue, der åbnede sig, hver gang en dør blev lukket, så kan vinduesrammerne senere i livet være blevet så skæve af slid, vind, vejr og selvfortællinger, at de ikke flyver op med samme lethed som før. Og pludselig står man som ikke-længere-helt-ung og indser, at man stadig har brug for andre mennesker. At man stadig gerne vil villes. Og at man som voksen og sådan cirka selvstændig kvinde stadig kan føle sig som den lille pige, der ikke tør spørge de andre, om hun må være med til at sjippe i frikvarteret.

Det kan oveni føles skamfuldt at sidde som voksen og føle sig venindeensom. Jeg har selv kigget langt efter store polterabendselskaber og spekuleret på, hvem det mon var, der havde så mange venner, at de så let som ingenting kunne samle 20 mennesker til en fejring. Jeg har mærket et stik i hjertet, når jeg har set kvinder poste Insta-appreciations af deres store girlsquads, og jeg har misundt dem, der har delt billeder fra middage med den store gruppe folkeskoleveninder, de har kendt og elsket siden 1. klasse. Og jeg har mest af alt følt, at hele min værdi var direkte proportionel med antallet af venner på min speeddial-liste.

Tro på din egen værdi

Men jeg ved naturligvis godt med min fornuft, at jeg ikke skal sammenligne mig med alt det, jeg kan se gennem de strategisk beskårede vinduer på sociale medier. Og jeg ved også, at min introverte personlighed ikke oprigtigt egner sig til store omgangskredse og en tætpakket kalender. Men derfor kan man alligevel godt sidde derhjemme fredag aften og føle sig ekstra ensom og mangelfuld, når man ser alt det, de andre har.

For hvor går man hen som voksen og venindesøgende? Hvor i alverden skal man ende og begynde? Hvordan finder man modet til at række sin modne hånd ud i livet uden at vide, om andre vil tage den? Og hvordan begynder man at tro på sin egen værdi, hvis man gennem alt for mange år har opfattet sig selv som erstattelig?

For mit eget vedkommende kastede jeg mig selv ud over afgrunden den dag i København, og jeg måtte tvinge mig selv til at åbne mig mere for verden.

Nød lærer ensom kvinde at få venner, og jeg var nødt til at stille mig frem, være sårbar og række ud. At forberede mig på afvisninger. At formulere for mig selv, hvad jeg ønskede. At genbesøge savnede gamle relationer, at etablere kontakter gennem sociale medier, at sige ja til invitationer, der måske før havde føltes for skræmmende – og at fake lidt selvværd og smile til verden, selvom jeg indimellem syntes, at smilet føltes lidt kunstigt.

Modet til venskaber

Og efter først at have famlet lidt i blinde blev jeg gradvist mere og mere bevidst om min egen værdi. Ikke kun om min værdi som veninde, men også værdien i at tale højt om alt det forbandet svære ved voksenvenskaber.

For når først vi begynder at vise os som de sårbare skabninger, vi er, viser det sig ofte, at der er andre, der har det på præcis samme måde. At selvfortællinger kan omskrives, at vi rent faktisk har værdi, og at der måske endda findes mennesker derude, der godt kan lide os – og nye venskabsrelationer, der gerne vil sjippe med os.

Men vi må først og fremmest begynde at kigge lidt mere op og ud i verden. Måske overser vi en masse invitationer, hvis vi går rundt med nedslået blik i vores manglende tro på os selv. Jeg tror på, at der står andre klar til at tage imod vores venskab, så snart vi selv tør bede om det.

Vi ved det i hvert fald ikke, før vi prøver.