Da Nillou gik en tur med sin singlemom-veninde, gik en særlig ting op for hende
Som en single, der ikke inviteres til parmiddagene, blev en særlig gåtur overraskende indsigtsfuld.
På en gåtur med min singlemom-veninde fortalte jeg hende, hvor svært det stadig er anno 2024 at blive lukket ind i de forskellige parsfærer, der kører som parallelle verdner til min singlemom-tilværelse.
Uanset hvor fed og afmonterende jeg er over for par omkring mig.
Uanset hvor aktivt jeg forsøger at vise, at jeg er interesseret i at deltage i komsammener, og at jeg ikke kunne finde på at løbe med nogens mand eller lokke nogens kone i single-fordærv.
Uanset hvor meget jeg hylder det faste parforhold og fraråder skilsmisse, ja uanset hvad fuck jeg end gør, så er jeg altid dømt lidt mere ude end inde. For sandheden er nok, at jeg slet ikke er med i kategorien ”én, man som par trygt kan tage med hjem og blive venner med”. Måske smitter jeg med al min frihed og singlestatus? Hvem ved, hvad jeg kan finde på?
Min veninde, der er en klog og erfaren madam, stoppede op på vores gåtur og sagde: ”Det kender jeg 1:1. Jeg bliver heller aldrig inviteret til fester, nytårsaftener eller andet med par”.
Det overraskede mig totalt, at der er mennesker, der ikke ønsker at være sammen med hende. Hun er i min optik et vidunderligt, attraktivt, klogt menneske, men alligevel har hun for længst droppet at blive inkluderet af parflokke, herunder ungernes venners forældre.
For hun har alligevel aldrig helt fået en billet til indercirklen. Det foregår på et subtilt plan, for når voksne holder andre voksne ud i armslængde-afstand, fordi man måske bare ikke lige passer ind i billedet, så bliver det på en usagt og lidt hemmelig måde.
Man er bare ikke helt med, og det er ofte som om, at det bare er lettere at hænge ud med mennesker i nogenlunde samme omstændigheder.
Jeg spurgte hende, hvordan hun griber det an, og hun sagde, at selvom hun føler sig udenfor, så øver hun sig i at stå endnu stærkere lige netop dér. Uden for det attraktive centrum, hvor der faktisk er mere plads til at være sig selv.
Hun tør sige de upopulære ting, der ikke altid gavner den hyggelige stemning. Ikke for at være kontrær og rebelsk, men fordi hun ser det som sin opgave at gøre opmærksom på blinde og måske indgroede vinkler.
Min veninde og jeg har forskellige udgangspunkter. Jeg er noget mere alene her i landet, mens hun har sit bagland på plads. Og selvom vi antog, at hun ikke engang var tæt med sit bagland, så skal man have prøvet at miste det hele for at forstå den skrøbelighed, det planter i mennesker at stå uden.
Alligevel var det så sindssygt styrkende at høre hende have truffet et bevidst valg om at bruge sin umiddelbare outsiderposition som en styrke.
Annonse
På vejen hjem tænkte jeg over, at vi altid har et valg. Nogle krymper sig selv i forsøget på at passe ind og dømmer alle andre, der tør leve anderledes. Andre bliver passive og ligeglade, mens andre igen finder modet til at stille sig direkte i deres sårbarhed og derfra forvandle den til indsigt og styrke.
Der er ikke noget mere svækkende end at forsøge at klemme sig ned i en ramme, hvor man ikke længere passer ind.
Og der er ikke noget stærkere end at stå ved den form, man har fået.
