Klummen: Om at ligge søvnløs

Klummen: Om at ligge søvnløs

Anne Hermansen ligger søvnløs – og frygter for følgerne.

Shit, så kom man igen for sent i seng. Aj, naj, naj, naj. Klokken er nu 23.37. Allerede en time og 37 minutter over den foreskrevne sengetid for fuldvoksne, der gerne vil holde sig unge, sunde og sprøde.

Shiiiit, kan ikke falde i søvn. 00.14. Afventer fortsat afslappet døsetilstand, overgangsfasen til den dybe søvn. Lidt presset. Man bliver jo ikke yngre, mens man ligger her og venter på at falde hen. Tværtimod. Og er i forvejen to timer og 15 minutter bagud på point, eftersom indsovning skulle have indtrådt klokken 22.00. Senest!

Aj, naj, naj. 00.55. Var endelig i dvale, lige på nippet til at glide over i det ultimative sundhedstrip, hvor immunforsvaret styrkes, nye hjerneceller dannes, rynker rettes ud, appetitten reguleres, hukommelsen fintunes, stresskortisol-niveau sænkes, og væksthormon frigives. Men så kom katten hjem. Starter forfra...

01.07. Måske sku' man lige gå ud og tisse. Af. Så man ikke bliver vækket midt i REM-søvn, når den eventuelt engang indtræder. Uafbrudte søvncyklusser bestående af let, dyb og drømmesøvnen REM er muy importante for optimal genopretning af celler-og-så-videre. Fem sammenhængende søvncyklusser skal man ramme for at opnå fuld foryngelses-effekt. Særdeles stressende bonusinfo – når vækkeuret ringer om fem timer, og hver cyklus tager 90 minutter.

Shiiiiiiiiiiiiit. 01.33. Har regnet. Hænger ikke sammen. Trods styrtdyk i pandelappers præstationsevne grundet søvnmangel er det fortsat muligt at gennemskue, at fem x 90 minutter ikke kan presses ind på de nu fire en halv time, der resterer af natten. Er p.t. mere end tre timer bagud – og havde, allerede inden hovedet ramte puden, tabt de vigtigste to, som ifølge samtlige sundhedsguruer skal ligge mellem klokken 22 og 24. Her er der nemlig dobbelt effekt af alle søvnens restituerende fordele – to for én pris, ligesom vi kan li' det. Er det smart at tisse af. Igen. Nu?

Okay. 02.23. Overgiver mig. Må bare leve med at være ældet væsentligt over night. Og nu være ét step nærmere insulinresistens, diabetes-2, forhøjet blodtryk, overvægt og misbrugsadfærd. Dårlig søvn giver dårlig kontrol af primitive impulser. Er nu i min irrationelle hjernes vold...

04.16. Næhh, hør soltsorten synger. Gid katten tager den.

04.18. Man ku' osse sende en sms. Til nogen. Er det mangel på primitiv impulskontrol?

04.19. Eller tænde computeren? Nej, det går for resten ikke. Kunstigt lys får hjernen til at tro, at den skal være vågen. Derfor anbefaler eksperter kun stearinlys efter kl. 20. Men det er jo lyst. Og de fucking solsorte er gået totalt amok.

04.54. Nu med ørepropper. Tænker på: Mærkeligt, at søvn i dén grad blevet det nye sort. Nummer 1 på sundhedshitlisten. Kan huske, da det var lige omvendt, og top-businessfolk og forretningsguruer skrev smarte DIY-bøger om, hvor lidt søvn de kunne klare sig med. Imponerende lidt. Fire-fem timer. Fordi de var så sindsygt skarpe og effektive – selv når de sov. Shit, hvor må de ærgre sig nu, når de tager blodtrykket og ser sig selv i spejlet.

06.01. Nå. Fik faktisk lige en time på øjet. Må bare klare resten af dagen ved at simulere, at man er 16 år igen. Som da man kunne gå direkte fra diskotek til bagerbutik og tage en 12 timers vagt mellem håndværkere og napoleonshatte og bagefter cykle hjem og skrive en dansk stil og sy en anorak. Teenagere... de kan være vågne virkelig længe og på sære tidspunkter uden at blive synderligt pjevsede. Tjek bare forekomsten af flagermus-døgnrytme på nettet under den uger lange lockout.

Og så lever de kæphøjt på den her: "Man kan sove, når man bliver gammel!"

Sandt nok. Hvis man altså ellers kunne falde i søvn.

LÆS OGSÅ: Dét betyder dine drømme

Anne Hermansen

45 år, journalist, mor til to, bor i lejlighed nord for København.