Kom tæt på brødrene Asbæk

De tre brødre Thomas, Martin og Pilou Asbæk har fået kunsten ind med modermælken og følger i deres forældre Patricia og Jacobs fodspor – de har hjulpet kunstnere som Olafur Eliasson, Tal R og Robert Jacobsen frem. Vi har sat dem stævne til en snak om deres særlige opvækst. Få også deres bedste kunsttips, og hør, hvad Preben Elkjær engang lavede på deres toilet.

Da det fransk-danske ægtepar Patricia og Jacob Asbæk i 1975 slog dørene op til deres Galerie Asbæk i Gothersgade, var det startskuddet til 37 år på toppen af kunstverdenen, hvor de var med til at definere dansk kunst både herhjemme og internationalt. Allerede et par år efter åbningen måtte de flytte til større lokaler, og op gennem 80’erne havde de gallerier flere steder i København i bl.a. Ny Adelgade og Boltens Gård. De blev alle indrettet af Jacob Asbæk som kunstoplevelsescentre i flere etager med bl.a. galleri, videotek og café. I 1993 valgte familien Asbæk at samle alle deres kræfter om det nye Galerie Asbæk i Bredgade, hvor det stadig ligger i dag.

Eventyrlysten ligger stadig dybt i ægteparret Asbæk, og i 2001 åbnede de kulturcentret CCA Andratx i byen af samme navn på Mallorca. Passionen for kunst har deres tre sønner også fået, og de er i fuld gang med at føre Asbæk-navnet videre på den kreative scene herhjemme. Martin på 37 år åbnede i 2005 sit eget galleri Martin Asbæk Gallery i Bredgade 23, og fra samme adresse driver Thomas på 39 år Asbæk Art Consulting, som han ejer sammen med sin mor, hvor de rådgiver private og virksomheder omkring kunstkøb. Den yngste søn, Pilou, på 30 år, er blevet skuespiller – kunsten køber han.

Sådan startede det hele

Martin (M): “Min far byggede faktisk først galleriet til sine egne værker. Han lavede skulpturer, men var bare ikke klar over, at der var en schweizisk kunstner, der hed Alberto Giacometti (1901-66), som lavede fuldstændig det samme som ham …”

Thomas (T): “Og som var marginalt bedre …”

Pilou (P): “Det er Giacometti, hvis skulpturer kan ses oppe på Louisiana.”

M: “Mama og Papa opdagede også hurtigt, at det ikke var nok at lave et galleri til deres egne værker, og den første kunstner, de fik kontakt med, var den danske skulptør Robert Jacobsen (1912-93).”

P: “Og Robert Jacobsen sagde til Papa: “Hvis du stopper med at lave kunst fra dags dato, har du mig i galleriet.” Så stoppede Papa. Giacometti må have været meget lettet.”

T: “Han er fra Hammel, og rationalet var klart: Hvorfor kun sælge sin egen kunst ca. en gang om året – det tager jo tid at bygge en produktion op – når man kan sælge andre menneskers kunst hver måned gennem et helt år. Der er jo lidt købmand i ham.”

M: “Der kom flere og flere ind i galleriet, som blev for småt, og de købte et større hus, som også lå i Gothersgade.”

T: “Det var et gammelt hus, som Papa satte i stand. Han var en dygtig håndværker, meget visionær, og han vandt en pris for at forskønne København.”

P: “Det, der er kendetegnende for vores forældre, er, at Papa skaber skallen, og Mama kommer med indholdet. Det er det parløb, som de har fundet ud af.”

T: “Og så har det været dramatisk undervejs.”

Artiklen fortsætter på næste side...

Kunstnere i fodenden

M: “Som børn levede vi sammen med galleriets kunstnere, fordi vores private bolig altid lå oven over galleriet eller ved siden af. Vi stod på rulleskøjter derinde, og der var dartskiver på kontoret. Men det betød også, at der fra morgen til aften var kunstnere overalt. Maleren Kurt Trampedach (f. 1943) sov i flere år i fodenden hos vores forældre.”

T: “Mange af dem var rigtig spændende. Maleren Wilhelm Freddie (1909-95) var helt fantastisk. Han var et ekstremt generøst, socialt omsorgsfuldt og vanvittig vidende menneske. Nogle af dem var meget givende og fortællende, og andre af dem var lettere dramatiske … uden at nævne navne.”

P: “Man kan vel sige, at menneskene afspejlede den kunst, de lavede.”

T: “Da jeg var 16 år, var jeg med Wilhelm Freddie i Rom. At gå sammen med en af vores største kunstnere i Rom og nyde godt af hans viden. Det er en gave for livet, for han kendte jo til alle eventyrene og hver eneste krummelure. Freddie havde tidligere fået en meget hård medfart i dansk kunsthistorie, hvor hans gennembrud kom relativt sent, men så blev han til gengæld meget feteret.”

P: “Han var så fattig, at han malede en hvid kant på sin jakke. så det så ud, som om han havde en hvid skjorte på under.”

M: “Jeg husker en dag, jeg sad udenfor sammen med Kurt Trampedach. Han lavede den ene tegning efter den anden, som han gav til de børn, der gik forbi. Der var mødre, som krøllede dem sammen og sagde, at de ikke måtte tage imod noget fra fremmede. Jeg løb efter dem og fortalte, at det var altså en Trampedach-tegning til en værdi af 20.000 kr., de var i færd med at smide ud.”

T: “I øvrigt da vi var børn, fik vi værker som fødselsdagsgaver af Wilhelm Freddie, Robert Jacobsen, Kurt Trampedach, Egill Jacobsen og Bent xx. Og hver eneste gang, vi fik et, solgte Papa det med det samme.”

M: “Til sidst måtte de skrive på forsiden af værkerne: “Til Thomas, må ikke sælges af din far”, for så kunne han ikke sælge dem.”

T: “Det var ikke af ond vilje, men det er hans Hammel-gen at lave gode forretninger. Papa har altid været den, som skabte de spændende rammer, hvor kunstnerne følte sig glade og trygge.”

M: “Han har altid været meget værdsat, fordi han er hyggelig og kreativ at være sammen med. Vores venner elskede ham med det samme, på trods af at han ikke kunne huske navnet på en eneste af dem. Egentlig er han heller ikke gallerist, han er mere en entreprenør med de forskellige huse, som han har bygget.”

P: “Mamas udvikling er skæg. Da Papa lavede galleriet, kom hun med sine franske traditioner, som den generation af kunstnere syntes var underlig. Det var tjenere med hvide handsker og artiskok på fad – det var jo helt flippet i 70’erne.”

T: “Eller små chokoladetrøfler. De anede ikke, hvad det var.”

P: “Hun var en alien for dem, og de første 10 år var hun bogholderen. Så kom 80’erne, hvor de unge kunstnere og den nye generation fandt ud af, at de bedre kunne lide mama.”

M: “Hun åbnede Galleri Pilou Asbæk for udelukkende at koncentrere sig om de unge. Det var i 80’erne, hvor alting kørte, og de havde fem gallerier samtidig. Men sidst i 80’erne faldt hele korthuset sammen.”

T: “Problemet var, at de rodede sig ud i Boltens Gård-projektet, hvor de åbnede galleri og restaurant. Men det projekt blev dyrere end forventet og trak mange personlige ressourcer med sig. Der blev kørt hetz på dem af pressen, og de blev kaldt de værste ting. Det var hårdt som barn at se sine forældre på forsiden af forskellige aviser. Der stod: “Verdens værste boligspekulant” og “Danmarks svar på Saddam Hussein.” Hvordan pressen fik koblet en tyran i Mellemøsten sammen med vores forældres drøm om at skabe noget smukt og varigt i København, overgår stadig min forstand. Mama og Papa har aldrig været drevet af pengene.”

T: “Vores forældre har altid været ekstremt visionære. Det var ikke kun gallerier, de lavede, det var oplevelsessteder, som man ikke havde set før.”

P: “Mama har også altid elsket at fortælle historierne om kunstnerne, og hun har aldrig forventet at få noget som helst igen. Nogle gange en skideballe, hvis folk var uenige, andre gange et smil – det var ligegyldigt, bare man kunne vække et eller andet hos folk med kunsten. Det var hendes drivkraft.”

M: “Vores far var mere interesseret i at sælge, og det var med den hensigt at rejse økonomi til at bygge det næste projekt.”

P: “Det har også til tider været grænseoverskridende. Hvis man sad på toilettet, blev døren åbnet, fordi der hang et værk, som papa ville vise en kunde. Jeg kan huske, at det var Preben Elkjær, som skulle se den Freddie, vi havde hængende, og jeg sad der med bukserne nede.”

T: “Der er Papa iskold. Sådan et kunstværk var jo sin vægt værd i mursten.”

Kunst 24/7

T: “Der er ingen kunstfrie zoner i vores liv, og det er hårdt for vores kærester, at de er blevet hevet ind i det her galehus, for selv ved middagsbordet er alt kunst, kunst, kunst. Og nogle gange lidt FCK.”

M: “Kunst gennemsyrer vores liv. Det er en fornøjelse for mig at komme hjem og være så privilegeret at kunne skifte ud blandt de værker, jeg har på væggen. Jeg bliver aldrig træt af det, og jeg kan bruge timer på at gå rundt i stuen og kigge.”

P: “Min kæreste og jeg kigger på ny lejlighed, og vi var oppe at se på en i går, som Tania og Anna (Thomas’ og Pilous kærester, red.) fandt dybt charmerende. Men den havde skrå vægge, så jeg måtte sige nej, for der kan ikke hænge kunst. Det første, jeg kigger på, når jeg kommer ind i et hjem – og det gør vi alle – er, hvad de har hængende på væggene. Sådan er det.”

M: “Det er derfor, at når jeg sælger noget til folk, gør jeg meget ud af at tage hjem og hænge det op hos dem, så man får et flow i værkerne. Og jeg sørger selvfølgelig for, at der er en tom væg, så der er plads til et værk senere.”

M: “Ingen af os var faktisk til at starte med interesserede i at arbejde i den her branche, fordi vi havde set, hvor hårdt jobbet var. Thomas startede i reklamebranchen, og jeg blev uddannet bygningskonstruktør og læste derefter til arkitekt. Men i weekenderne arbejdede jeg i galleriet, og pludselig blev det til mere end weekenderne, for jeg fandt ud af, at det var en fantastisk branche, fordi det er så vidunderligt at give sig hver dag til alle de mennesker. Kunstnere er utrolig interessante – de kan være hårde at være sammen med, men det er det hele værd.”

P: “Jeg valgte at blive skuespiller, fordi jeg ikke kunne finde ud af kunst. Jeg har ikke Martins talent for at sælge og hænge op, og jeg har ikke Thomas’ viden. Hvad fanden skulle jeg så lave? Jo, jeg kunne være ham, der malede væggene hvide …”

Kunstbranchen fra dengang til nu

M: “Galleribranchen i 70’erne handlede ikke om at gøre sine kunstnere internationalt kendte. Det drejede sig i virkeligheden om at hygge sig og sælge til dagen og vejen.”

T: “Og skabe nogle sjove, trygge og levende rammer. Men i 80’erne kom der en ny generation af kunstnere, som var mere egoistiske, og der røg meget af fællesskabsfølelsen i hvert fald i forhold til Mama og Papa og deres galleri.”

P: “Jo, men du gider altså også kun i en årrække have feststemte kunstnere på dit trappetrin. Når du rammer 55 år, så er det ikke så interessant mere.”

M: “Da jeg havde haft mit galleri i tre år, sagde min kæreste på det tidspunkt, at det simpelthen var for hårdt, at kunstnerne var så stor en del af livet – de kunne komme forbi 24 timer i døgnet til en snak. Jeg blev nødt til at skabe en mere professionel distance til det, selv om jeg er rigtig gode venner med alle mine kunstnere.”

T: “Det er også for kunstnernes skyld. Dengang var der ikke det store behov for at slå igennem internationalt.”

M: “Per Kirkeby (f. 1938) var i virkeligheden den første, som fik et internationalt gennembrud. Og det ville ‘de unge vilde’, som er betegnelsen for billedkunsten i start-80’erne, der i Danmark bestod af bl.a. Michael Kvium (f. 1955), Peter Bonde (f. 1958) og Kehnet Nielsen (f. 1947), også.”

T: “Men det lykkedes ikke helt for dem, selv om det var en generation af skidegode kunstnere.”

P: “Det kan der være flere årsager til, bl.a. at de danske gallerier ikke var gode nok til at pushe dem i udlandet.”

T: “Ja, netop. For generationen, der kom efter med Tal R (f. 1967) og John Kørner (f. 1967), kom ud over grænserne, så gallerierne lærte helt sikkert i den periode at fange udlandets interesse.”

M: “I dag er galleribranchen blevet en meget professionel og målrettet verden, hvor det drejer sig om, at vi skal være internationale, vi skal vise os i udlandet, og det er også lykkedes meget godt i dag.”

P: “Vi skal også huske at nævne den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson (f. 1967), når det gælder international succes.”

T: “Da Olafur startede på Kunstakademiet, malede han, og jeg har hørt, at det var en stående joke dengang, hvad fanden den intellektuelle med brillerne lavede dér. Og pludselig begyndte han at realisere sit store talent i andre medier, and the rest is history.”

P: “Mama var en af de første, der købte tre af hans værker.”

T: “Hun er god til at spotte talenterne, og det er også derfor, hun har fået den status i dag som førende inden for sit felt. Jeg synes ikke, at det er for meget at sige, at hun har været vigtig for dansk kunst og til at støtte de unge gallerier. Hun har været med til at få dansk kunst ud over landets grænser ved at støtte op om den nye målrettede generation af gallerier og deres bedste kunstnere.”

M: “Det kom bl.a. til udtryk, da hun købte Olafur og britiske Jonathan Monk (f. 1969) gennem galleriejer Nicolai Wallner, da han var en ung gallerist. Det er faktisk sjovt, fordi Olafur er en lidt speciel person, ikke fordi han er snobbet, slet ikke, men han har et entourage på 20 mennesker. Men hver eneste gang, han møder vores mor, tager han sig tid til at snakke med hende, fordi hun dengang var med til at støtte ham.”

Nøglen til god kunst

T: “Når kunder i dag kommer ind og kigger på noget, er det nærmest, som var det et pund kød – det må være et dyrt og godt værk, hvis det vejer meget i olie, eller der er brugt mange materialer. De prøver at finde logiske nøgler til at forklare, hvilken rimelig værdi værket må have, frem for at kigge på konceptet eller ideen i det.”

M: “Kendisfaktoren betyder også alt, for der er en grund til, at du bliver kendt. Der er mange, som siger, at et billede ikke kan være særlig dyrt, fordi der ikke er brugt lang tid på at lave det. Men tag fx den italienske kunstner Lucio Fontana (1899-1968), som laver et snit i et lærred. Det har ikke taget særlig lang tid at lave, men er du original og den første, der gør det, er det genialt. Jeg så for nylig nogle af Fontanas værker. Det er så simpelt og så smukt, at det med at gøre det op i tid eller materialer er helt fjollet.”

T: “I stedet skal du komme ud og se kunst på alle de gallerier og museer, som vi har herhjemme.”  

M: “Det er jo som med vin. Hvis du aldrig har drukket vin i dit liv, er det svært at kende forskel på en god og en dårlig vin. Og så handler det om, at det ikke er tilfældigt, at de store kunstnere er blevet store.”

T: “Du finder næsten ingen tilfældigheder i kunst, i hvert fald ikke på den lange bane, så kan der være noget, som er in fashion i en periode, men dem, som kommer til at definere en tid eller en epoke, vil altid være velfortjent. Og god kunst skal du ikke nødvendigvis forstå her og nu. Den skal først falde på plads oppe i hovedet på dig om et år eller 14 dage, den skal pirre dig og ruske i dig.”

M: “Der er i dag også kommet mange storsamlere, som er med til at påvirke kunsten. De er gode, for hvis én køber noget, så køber de alle sammen det også – det spreder sig som ringe i vandet.”

T: “Der er et godt eksempel fra kunstmessen Volta i Basel, som Martin lige har været med på.”

M: “Jeg havde syv værker af kunstneren Sofie Bird Møller (f. 1972) med, og på førstedagen kom der en meget nydelig herre, som købte tre. Da han var gået, fortalte nogle mig, at jeg lige havde solgt til Grækenlands største samler, der lige nu udstiller en lille del af sin samling på Guggenheim-museet i Bilbao, og den udstilling skal videre til Tate Modern, hvor han vil inkludere de tre billeder, som han lige havde købt. Jeg anede ikke, hvem han var, men der var mange, som så eller hørte, at han købte de tre værker, så inden for 15 minutter var de alle syv solgt.” 

P: “Man tror næsten, det er løgn.”

M: “Folk køber ikke kun med øjnene i dag, de køber også en lille smule med ørerne.”

P: “Sofie Bird Møller er også fantastisk.”

M: “Det er sjovt, når en relativt ukendt dansk kunstner, som man er startet med, pludselig bliver solgt til verdens største samlere og skal hænge på Tate. Det er en stor glæde, som gør, at den kamp, man har haft, og alle de penge, man har brugt på messer osv., tjener sig ind.”

P: “Ved man, om man er home safe, når man sætter værker op til en messe, eller kan man tænke: “Hold kæft, jeg har slået en skævert?””

M: “Når jeg er på messe, kan jeg ikke sove natten før. Jeg har hevet 200.000 kr. op af lommen, og nogle gange tænker jeg, at det bliver en katastrofe, og så går det fantastisk. Andre gange tænker jeg, at jeg bliver rig i morgen, og så sker der ikke en skid.”

P: “Vi er vokset op med den usikkerhed.”

T: “Ja, vi kender til at sætte tæring efter næring. Nogle måneder kunne vi gå på halen, og andre måneder gik det godt.”

P: “Som jeg blev citeret for at sige i et interview, at den ene måned spiste vi foie gras, og den næste måned spiste vi bøf. Ha ha, det var en forfærdelig barndom, hvor vi måtte nøjes med bøf!”

Mistede millioner

T: “Et af mine første kunstkøb var af Egill Jacobsen (1910-98). Jeg var ni år gammel, og jeg fik lov til at låne 10.000 kr. af min papa, og efter udstillingen solgte jeg det for 20.000 kr.”

M: “Der var du heldig, for jeg kan huske, at jeg fik lov til at købe et værk af den canadiske kunstner Jeff Wall (f. 1946) til indkøbsprisen 30.000 kr. Jeg studerede på det tidspunkt og havde ikke nogen penge. Jeg spurgte papa, om jeg måtte låne af ham, men han mente, at det var alt for mange penge. Skamfuldt måtte jeg ringe til galleriet og sige, at jeg ikke kunne købe det alligevel. Det værk er i dag 20 mio. kr. værd. Og det er typisk for Papa.”

T: “En af Danmarks dygtigste samlere havde købt nogle fine værker af den skotske kunstner Peter Doig (f. 1959), og han ville gerne sælge et til mama for 75.000 kr. Hun ringer hjem og fortæller om den fantastiske deal, men nej, hun skulle kun investere i egne kunstnere, det andet var illoyalt. Jeg tror, et tilsvarende værk blev solgt på auktion hos Sothesby’s for få år siden for mange mange mange milioner.”

P: “Så er der mange andre ting, Papa har skabt ud af kærlighed.”

M: “Jo, men havde det ikke været for ham, havde vi været millionærer i dag.”

T: “Heldigvis er Mama cool. Hun blev tilbudt at købe den amerikanske kunstner Richard Princes (f. 1949) motorcykelserie, men det nægtede Papa også. Mama insisterede derefter på, at Statens Museum for Kunst skulle købe den, og hun rejste pengene til det fra bl.a. Ny Carlsberg Fonden.”

M: “Museet købte den til 100.000 kr. Der er 20 værker, og den er vel nærmest uerstattelig i sin helhed, men heldigvis hænger den på museum.”

T: “Der har dog også været masser af gode historier, som da hun købte Tal R til 10.000 kr. og solgte det til 700.000 kr. Man kan ikke ærgre sig over det, men hun har altid haft sans for det, og det var også derfor, at vi gik i gang med vores rådgivningsvirksomhed.”

M: “Kunst er nemlig en god investering, og putter du dine penge i kunst, er de ikke tabt, fordi god kunst ikke mister sin værdi. Vores branche er heller ikke så berørt af finanskrisen, og det er, fordi folk har mistet tiltroen til banker og aktiemarkeder.”

T: “Kunst er blevet det nye guld, men jeg vil dog sige, at hvis du køber kunst som investering, kan du ikke komme ind fra gaden og tro, at du er verdensmester i at købe et tilfældigt stykke kunst. Du er nødt til at alliere dig med folk, som ved noget. Professionelle, som ikke laver andet end at se på kunst – både den gode og dårlige.”

M: “Lige for tiden anbefaler jeg mine venner at købe Sofie Bird Møller, fordi jeg ved, at der sker så meget positivt i øjeblikket omkring hende, og pludselig har jeg en liste på 20 mennesker – også internationale stærke folk, som kigger på hende. Jeg er også helt vild med kunstnergruppen A Kassen (grundlagt 2007).”

T: “De er dog så unge, at der er en risikofaktor, men de er gode. En anden dansk gruppe, som jeg synes er fantastisk, er Superflex (grundlagt 1993). De har heller ikke sat priserne særlig højt og vil gerne have en langsom forrentning. Men generelt ser det rigtig godt ud for den yngre danske kunst, og jeg kan snildt nævne de første navne, jeg har anbefalet til vores kunder.”

M: “Generelt køber jeg mange af mine egne kunstnere, for jeg arbejder jo kun med dem, som jeg synes er dygtige. Problemet er, at alle de ting, som jeg køber privat, kan jeg ikke skille mig af med, og det gør mig lidt fattig på kroner i dag, fordi alt, hvad jeg tjener, køber jeg kunst for.”

M: “Blandt mange af de største kunstnere i dag er der også ventelister. Det gælder Cathrine Raben Davidsen (f. 1972). Men hun er også en god investering, fordi hun stadig er ung og ikke er slået igennem internationalt endnu.”

P: “Personligt er jeg til foto, og det har jeg altid været. Det er fordi, jeg elsker, at der kan stå to fotografer med det samme motiv, det samme lys og trykke på samme tid, men når kunstnerens foto kommer ud, er det kunst, og når mit kommer ud, er det den glade amatør. Den uretfærdighed kan jeg godt lide. Og en af dem, som jeg synes er fedest lige nu, er kunstfotografen Ebbe Stub Wittrup (f. 1973).”

Asbæk-arven

M: “Som gallerist har jeg uden tvivl haft en fordel, fordi Asbæk altid har haft et godt navn i Danmark. Selvfølgelig skal man selv knokle for det, men jeg har kunnet vælge blandt nogle kunstnere, som var svære at fange, modsat andre unge gallerier, som ikke har den historie og baggrund.”

P: “Det har også bagsider at hedde Asbæk.”

M: “Helt sikkert. Mange tror, at hos Asbæk koster værkerne en million, og det er så dyrt, at de næsten ikke tør nærme sig.”

P: “Jeg skiftede profession og blev skuespiller. I starten var jeg utrolig ked af, at jeg hele tiden blev spurgt til min familie, indtil jeg fandt ud af, at det er, fordi de har gjort det så godt. Det, jeg er allermest stolt af med denne familie, er, at den altid har været med til at skabe noget, sætte dagsordenen og give oplevelser til andre mennesker.”

M: “Og folk kunne rynke på næsen eller tage oplevelserne til sig.”

T: Når jeg går rundt på messer sammen med Mama, bliver jeg stolt af, at de største gallerister og kunstnere i verden kommer hen og falder hende om halsen. Hun har spillet en rolle for dem igennem 40 år. Og min far, det kan godt være, at han har været lidt speciel, men han har skabt en helt ny måde at opleve kunst på i Danmark – det er da pisseflot. Og på Mallorca prøver de at få gang i Europas største privatejede kunstcenter. Hver en krone, de tjener, ender i dette projekt, der umiddelbart synes vanvittigt, alene fordi kulturen og kunsten skal have de bedst mulige rammer – det er jeg stolt over. Har det været hårdt? Ja. Har det været sjovt? Ja, for helvede!”

Se også: 4 skønne mænd: Vi kender kvinder »