Sanne Søndergaards kæreste fandt vej til hendes indbakke – og hjerte: ”Vi har nærmest været kærester siden den dag”

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var en typisk parcelhusvej i Ikast dengang i 1980’erne, hvor man legede på vejen og spillede tennis på asfalten, som børn ikke gør i dag.

Jeg er lidt af et gammelt røvhul, for jeg synes, mine børn sidder for meget inde.

Læs også

Pernille Schrøder var i tvivl om sin beslutning om sommerferien: ”Jeg bliver simpelthen hjemme”

Mine forældre var fra arbejderklassen, min mor var hjemmesyerske og senere postbud, mens min far kørte lastbil. Dengang var renten på et realkreditlån 26%, men mine forældres drøm var et parcelhus, så deres børn kunne få deres egne værelser. Så den stod på hjemmesyet tøj og pastaskruer til tre kroner posen.

Min mor er badass feminist og gjorde aldrig forskel på min lillebror og mig. Min far var ellers typen, der godt kunne lide at sidde for bordenden og bestemme. Jeg fandt tidligt ud af, at mænd foretrækker at sidde og snakke uden at blive modsagt, og til familiefesterne oplevede jeg, hvordan mine onkler sad og bralrede, mens deres koner satte maden på bordet og sørgede for ungerne.

Så ret tidligt tænkte jeg over, hvorfor det kun er kvinder, der hjælper med at rydde op? Jeg var nok lidt kontrær allerede dengang, for jeg har det stramt med at respektere et synspunkt, som er uvidende eller ligefrem dumt, og det har og havde mange mænd svært ved at håndtere – at en fregnet tiårig pige skulle vide mere end dem.

Da jeg kom i skole, så jeg den ene forskelsbehandling efter den anden. I børnehaveklassen var der for eksempel et Playmobil-sørøverskib, som kun drengene måtte lege med. Pigerne måtte lege med dukker, men det gad jeg ikke.

Jeg blev mobbet meget i min skoletid, jeg var jo ikke en stille, ydmyg pige med ufiltrede rottehaler. Jeg blev også slået af drengene, men hvis jeg slog igen, var det som om, tiden gik i stå, og der blev et kæmpe drama ud af det, fordi jeg var en mærkelig pige, der slog, mens drengene måtte slå mig gul og blå.

Tidligt begyndte jeg at tænke over, hvorfor man ser så anderledes på samme adfærd. Jeg var også dygtig i skolen, og det provokerede nogle af lærerne. Jeg sad vitterligt og viftede med min pegefinger i ni år uden at blive spurgt om noget. Jeg tror, at jeg blev straffet for ikke at være pige på den rigtige måde, og det gjorde mig endnu mere trodsig. Samfundet forventer, at kvinder og piger udviser respekt, også for autoriteter som ikke har fortjent det. Men jeg vil aldrig gøre mig selv mindre, for at andre skal føle sig større."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg ville gerne være skuespiller eller forfatter, men sådan noget blev man ikke i et arbejderhjem i Ikast i 1990’erne. Så tænkte jeg, at journalist var en god idé, men det var jo bare noget, jeg sagde for ikke at være hende med de mærkelige ideer.

Jeg kunne godt mærke i studietiden, at jeg ikke bare kunne sidde og skrive ned, hvad andre sagde. Jeg ville hellere sige noget selv, så jeg blev standupper, da jeg var 24 år. Jeg var god til at skrive jokes og sætte tekster sammen, og med tiden lærte jeg at stå på en scene med en vis selvtillid.

Læs også

Der er 28 år mellem Astrid og Jakob: ”Det første halve år gik vi slet ikke ud offentligt”

I 2007 blev jeg spurgt, om jeg ville skrive en bog, og det var lige det, jeg ville. Nu har jeg skrevet syv til. Hver gang tænker jeg: ”Denne her bog bliver ikke så lang”, men jeg har åbenbart meget på hjerte, for det gør de altid. Det er stadig nemmere for mig at skrive jokes end bøger, men jeg vil gerne skifte til at være fuldtidsforfatter, selv om jeg endnu ikke har fundet samme selvtillid, som jeg har som komiker.

Lige nu er jeg i gang med fem forskellige bøger, men det skyldes, at hver af dem er overspringshandling for en anden bog, og jeg har for let ved at starte nye projekter. Jeg er ikke ret disciplineret, men til gengæld er jeg produktiv. Heldigvis lærte jeg i min studietid at overholde en deadline."

Hvornår har du været på afveje?

"Mens jeg boede i København, arbejdede jeg med standup, og fordi jeg aldrig havde en kæreste eller fik børn, havde jeg overskud til at arbejde meget. Til gengæld brugte jeg også enormt meget energi på at blive behandlet dårligt.

Jeg prøvede at lave det, jeg gerne ville, men der var mange, der forhindrede mig i det, og jeg mødte mange lukkede døre. Jeg har været i rum med nogle af de selverklærede sjoveste mænd i Danmark, men de kunne aldrig grine af, hvad andre sagde. For dem er latter en valuta, de handler med, og de er så bange for at lade andre shine – især kvinder.

Mit udgangspunkt som både forfatter og komiker er at fortælle historier fra et levet kvindeliv, men som komiker oplevede jeg, at der kun var to roller, man kunne have som kvinde: sur kælling eller dum blondine. Og jeg gider ikke stå på scenen og snakke om, at jeg ikke kan åbne et syltetøjsglas selv.

Jeg vil hellere snakke om, at mænd sidder med alt for spredte ben i S-toget, mens kvinder skal gøre sig mindre for at give plads til dem. Der sker noget spændende, når det pludselig er mænds adfærd, vi griner af, i stedet for den sexistiske humor jeg er vokset op med.

Jeg havde det ikke godt i standup-miljø, og først da jeg flyttede over til Jonas i Egå og fik ro og kærlighed og boede ved vandet, gik det op for mig, hvor dårligt jeg havde haft det i min lejlighed på Vesterbro. Jeg begyndte hos en traumepsykolog, fordi jeg efterhånden har så meget lort i bagagen.

Hun er god, selv om hun ikke gør andet end at lytte og sige ”Det lyder hårdt”, mens jeg sidder og græder og siger ”jaaaahhhh”. For mig føltes det som en mental fallit at opgive min drøm om at lave comedy, men det arbejdsmiljø var som et psykisk voldeligt forhold, og jeg vil ikke blive i noget, der ødelægger mig. Som min veninde siger: ”Når noget pludselig går godt i ens liv, bliver det tydeligt, hvad der er gået mindre godt.” Jonas viste mig, at det ikke behøver være så svært at være mig. Jeg er ikke for meget."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har Jonas, da han for ni år siden sneg sig ind i min indbakke. Han skrev bare en sjov besked til mig uden at spørge, om vi skulle mødes. Jeg var vild med hans humor, og da jeg kunne se på hans profilbillede, hvor pæn han var, spurgte jeg, om vi skulle ses.

Læs også

Da Lise Rønne fik en god idé, måtte Ditte Haue afsted på blind date

Vi har nærmest været kærester fra den dag, og med ham fulgte to børn, som dengang var syv og otte år. Jeg har aldrig ønsket at få mine egne børn, men jeg var åben over for at få dem ”på gule plader”, selv om en sammenbragt familie også er hårdt arbejde. Jeg tror, jeg havde været en ringe forælder, hvis jeg havde fået mine egne børn.

Man er jo nødt til at stoppe sig selv, inden man råber ad sine bonusbørn, og jeg ville sikkert have været mere tilbøjelig til at råbe ad mine egne. Jonas står for den primære opdragelse sammen med sin eks, jeg har ikke engang et Aula-login, og jeg går ikke til forældremøder. Men det er ikke fordi, det skal lyde nemt, for det er der intet, der er. At være bonusmor er jo lidt som at være storesøster, jeg har ansvar uden at have magt.

Jonas er sådan en, alle kan lide. Mine nevøer kaster sig altid i armene på ham, selv om det sådan set er mig, de er blodbeslægtede med. Han har også været forlover til mange bryllupper, fordi alle gerne vil have, at han er netop deres bedste ven.

Hvis jeg siger noget uklart til Jonas i vrede eller fortvivlelse, tænker han altid over det og vender tilbage og spørger: ”Mener du i virkeligheden at …?” Han er altid interesseret i, hvad jeg har at sige og ikke i måden, jeg siger det på. Det har jeg aldrig prøvet før, men Jonas vil virkelig gerne forstå mig. Han griner også højlydt, når jeg siger noget sjovt.

Sammen med ham bliver jeg mødt som mig. Hjemme hos os kan man ikke sige ”fint” og mene noget andet. Jonas vil til enhver tid gennemskue mig, så jeg er nødt til altid at være ærlig. Jeg tror faktisk, alle mænd foretrækker at have en partner, der fortæller deres behov i realtid."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Det sker ikke ret meget, for jeg tuller jo bare rundt i Egå uden makeup på. Forleden var jeg dog på café i Aarhus med en veninde, jeg kom ind på cafeen med vådt hår i en knold, og ingen genkendte mig. Da jeg slog håret ud og livede lidt op, kom der to-tre mennesker over til mig og sagde: ”Er du ikke …?” Jeg bliver åbenbart først genkendt, når jeg slår håret ud.

Men folk er som regel bare cool. Det eneste ubehagelige, jeg har oplevet, er sådan nogle mænd, der råber mig ind i hovedet på gaden eller skubber til mig, men det tror jeg faktisk ikke engang handler om, at jeg er Sanne Søndergaard. Det er desværre bare almindelig gadechikane."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg er på vej ind for at se Chicago på Aarhus Teater med min bonusdatter i aften, for vi er begge to musicalfans. Jeg er også på vej til at skrive mere og afvikle comedy, selv om det er vemodigt for mig. Jeg elsker genren, men den del af mit liv er overstået. Jeg er åbenbart også på vej ind i overgangsalderen og tak for det. Det startede med træthed og humørsvingninger, og jeg kan huske, hvordan min mor gik og svedte i årevis.

Ungerne er så store, at de flytter hjemmefra inden for de næste fem år, og pludselig er Jonas og jeg sådan et midaldrende par, som går op i haven og spiser rundstykker med ost.

Da jeg var yngre, havde jeg femårsplaner for alt det, jeg skulle nå, men lige nu vil jeg bare gerne fortsætte, hvor jeg er: Jonas, vores hjem, mit arbejde. Mit yngre jeg ville nok mene, at det var noget uambitiøst, men lige nu elsker jeg at være mig."