Elle La Cour-Mosholt

Tekstilformidler Elle viser sin bedste kreative juleidé: ”Alle kan være med”

Kravlenisser og julefigurer er at finde overalt i Elles hjem. Ud over nisser laver hun stående figurer, guirlander og vedhæng til juletræet.

Kravlenissen er blevet glemt lidt, og det er synd. Nisser giver julen magi med deres søde drillerier og overraskelser. 

Mine børn spurgte ofte efter nissen, og jeg kunne mærke, at jeg også selv savne­de dem. Jeg begyndte at klippe kravlenisser med et poe­tisk og forfinet udtryk. 

Jeg har givet dem et endnu mere gammeldags udtryk end de kravlenisser, vi kender fra Flemming Bramming i 1950’erne. Jeg ønskede et udtryk, der passede bedre ind i vores moderne hjem. Det har udviklet sig til, at alle mulige julefigurer kravler rundt i december.

Jeg klipper med en stor stofsaks. Jeg anskaffede den til mit studie til tekstilformidler, og den klipper godt og let igennem det meste papir. Det vigtigste er, at den er skarp. En sløv saks ødelægger papiret, flænser og bukker det. En neglesaks er god til små detaljer og at komme ind i hjørner­ne, men bruger du den for længe, får du ondt i hånden.

Jeg maler figuren i hånden, Det gør udtrykket levende og unikt. Jeg bruger lette akvarelfarver, som giver flere nuancer, og som jeg kan arbejde med i flere lag. De små, charmeren­de skønhedsfejl viser, at kravlenissen er håndmalet frem for designet på en ipad; du kan mærke, at der er et menneske bag, og det kan jeg godt lide.

Elle har klippet kravlenisser, siden hun var barn, og da hun selv fik børn, savnede hun de magiske væsener i familiens hjem.

Som børn lavede min søster og jeg masser af kravle­nisser. Jeg har fødselsdag i december, og et år lavede hun et kagehus, hvor kravlenisser­ne var placeret overalt. 

Siden klippede vi i mange år kravle­nisser sammen, og det blev en tradition i familien, så det var naturligt at bygge videre på barndommens univers og skabe nye traditioner, nu hvor jeg har fået børn selv. Særligt min datter er vild med at klippe kravlenisser.

Der er noget over papir, der gør det julet. Jeg tror, det handler om den tradition, vi har i Norden for at sidde sammen og klippe julepynt. Det giver fællesskab. Jeg hus­­ker også, hvordan vi i klassens time klippede guirlander, mens vi hørte historier. Alle kan være med. Samtidig er det spændende, at papiret for­ vandler sig fra det flade og todimensionelle til en tredimensionel figur. Jeg håber at inspirere andre til at udvide deres juleklip fra flettede hjerter og stjerner til et helt landskab af eventyrlige julefigurer.

Jeg bruger akvarelpapir til mine kravlenisser. Du kan også bruge almindeligt papir og tusser, alt efter hvad du har i skufferne. Da jeg begyndte, brugte jeg gamle akvarelblokke, jeg havde liggende, og jeg har også fået blokke af andre. 

Elles forbillede er den svenske forfatter og illustrator Elsa Beskow, der er mest kendt for sine bøger om Tante Grøn, tante Brun og tante Lilla.

Det samme med farverne, som jeg har fra andre projekter. På et tidspunkt klippede jeg luciapiger, og de fik kjoler af min datters gamle tylskørt. Jeg smider sjældent noget ud og har en masse materialer liggen­de – pludselig kommer der en ide ud af det.

Der er kravlenisser overalt i vores hjem i december. De står i vindueskarmene med et lille lys, hænger på vores bille­der i guirlander og sidder på samtlige dørkarme. De skaber barnlig glæde, hvor end de gemmer sig, og gæster bliver vildt glade, når de opdager en nisse: ”Ej, der er også én!” Der går skattejagt i den. Ofte er figurerne den eneste julepynt, jeg har, sammen med kager og fade med frugt. 

Som barn hørte jeg mange historier om bå­de drillesyge og søde nisser, og der er noget magisk over de her usynlige væsener, der kan hjælpe os. Eller få skylden, når noget går galt. Er der én her­hjemme, der slår en prut, er det nissen. Her er i det hele taget en del drillerier som ris i skoene og små gaver. Det kan også være et veldækket bord med boller og varm kakao, når børnene kommer hjem. Det kan de virkelig godt lide.

Om Elle La Cour-Mosholt, 47 år

  • Tekstilformidler og pædagog, gift og mor til to. 
  • Find hende på julemarkeder på Aldershvile Planteskole 16.-17. november, Finders Keepers Julemarked 2., 3. og 4. december og Bette Café i Carlsberg Byen 17. november. 
  • Har lavet en nissepåklædningsdukke til Mødrehjælpen, der kan købes på shop.moedrehjaelpen.dk.
  • Se mere på @tallhattales og tallhattales.com.