Da Kristian Leths datter begyndte at spørge til verdens tilstand, gjorde han noget særligt

Du har tre børn, hvad er det vigtigste, du har lært af at være far?

"Noget af det mest værdifulde, jeg har lært ved at være far, er, at jeg er afgørende vigtig for nogle andre mennesker. Det har både tvunget mig til at tage mig selv alvorligt og til at tage min rolle alvorligt, og det betyder, at jeg må lægge mine egne usikkerheder til side.

Det er ikke en let opgave, for livet bliver ved med at være svært, men det er afgørende for mine børn, der er afhængige af mig."

Hvad indebærer den rolle for eksempel?

"I min generation var det meget klart, hvem der var de voksne. Det var på godt og ondt på den måde, at de voksne stod for noget, som vi kunne forholde os til, lære af, hente inspiration i, men også tage afstand fra og gøre oprør imod. Det virker til, at min generation har det meget svært med at skulle være de voksne.

Vi vil gerne blive ved med at være de unge, der stadig er ved at finde ud af, hvordan verden hænger sammen. Og det har børnene ikke brug for. Lige nu taler man meget om de unge stemmer, der skal fortælle os, hvad vi skal gøre, fordi vi jo har fucket verden op. Det er for det første ikke rigtigt, og for det andet er det en helt utrolig bjørnetjeneste at sige til en hel generation.

I virkeligheden handler det bare om, at vi ikke har lyst til at være dem, vi selv gjorde oprør mod. Og jeg tror, at vi bliver nødt til at tage den rolle på os og stå inde for den verden, vi giver videre til dem, hvor der er en masse, vi skal gøre bedre og arbejder på, men der sker også en masse vidunderlige ting."

Hvordan har du selv haft det med at skulle tage det ansvar?

"Jeg har arbejdet aktivt med, hvordan jeg taler med mine børn om de her ting. Da min ældste datter var 10-11 år og begyndte at stille mig nogle eksistentielle og politiske spørgsmål, var jeg meget bevidst om at stå for nogle værdier og visioner om, hvordan verden hang sammen. Og jeg har tænkt meget over, hvordan man håndterer det, at mange i den generation mistrives og står med sådan et sortsyn og en pessimisme, fordi der ikke er nogen, der tør at tale om fremtiden.

Og det er vel min allervigtigste opgave som forælder at klæde mine børn bedst muligt på til at forstå verden og give dem værktøjerne til at kunne håndtere en udfordring. Det var derfor, jeg skrev min første bog om fremtiden til voksne, 'Håb – Et forsvar for fremtiden', hvor jeg researchede og tog fat i historikere, klimaeksperter, statistikere og økonomer, fordi jeg blev nødt til at finde ud af, hvad jeg mente og skulle svare, når mine børn spørger, hvordan fremtiden ser ud, og om det hele kommer til at gå.

Jeg har gjort det til en vane at tale om fremtiden med dem. Tale om, hvad der mon sker, og hvor utroligt spændende og anderledes det bliver. I dag lever vi bedre, end konger gjorde i Middelalderen. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan livet ser ud i fremtiden. Jeg er fuld af håb og optimisme."

Læs også

Thomas Hwan: "Jeg er sindssygt inspireret af min datter"

Hvad er så det sværeste spørgsmål, som dine børn har stillet dig?

"”Skal du dø en dag?”. Det er og bliver det sværeste spørgsmål. Men hvis vi ikke vil tale med vores børn om døden, fordi vi frygter, at det bliver for voldsomt, og vi gerne vil skåne dem, peger det tilbage på vores egen manglende afklarethed. Det er, fordi vi selv er bange for det, og det kan børnene mærke.

Noget af det mest egoistiske, vi kan gøre som forældre, er paradoksalt nok at afholde børn fra at reagere naturligt på sorgen over, at deres forældre skal dø en dag. Men vi skal turde tale om det, lade dem være ulykkelige og være der for dem. Og så er det en sund, psykologisk pointe, at nogle ting i livet er uoverskuelige, store og voldsomme, og næste dag fortsætter livet, og det vil stadig være fyldt med glæde, fremtidsvisioner, håb, drømme og planer.

Og det er også sådan, vi skal tale om fremtiden og alt det fantastiske, der kan ske, selvom vi står med mange udfordringer på for eksempel klimaområdet, som der arbejdes på. De to ting kan bare godt være sande på samme tid."

Hvordan reagerede du selv, da du fandt ud af, at dine forældre skulle dø?

"Jeg kan tydeligt huske følelsen og sorgen, og hvor voldsom den var. Jeg kan huske, hvor bange jeg selv var for fremtiden, og jeg turde ikke sige det højt, for så kunne det være, at det blev virkeligt. Og der ville enhver psykolog fortælle en, at det netop gælder om at få det ud og finde ud af, at de ting, man frygter, måske ikke er så afgørende, som man tror, og at der faktisk er flere, der er i gang med at håndtere de udfordringer, der er.

Jeg sad ret alene med alle de her store tanker og dealede med dem, for i min egen opvækst var der nogle andre helt reelle udfordringer, der gjorde, at vi ikke havde de her rundbords-samtaler om verdens begivenheder. Da jeg var barn, var det Barsebäck, Den Kolde Krig, Tjernobyl, aids, hul i ozonlaget og syreregnen, der fyldte. Så der er ikke noget nyt i, at vi føler, vi lever i den værste tid. Vi kommer ud af en dommedagskultur."