Kronprins Frederik bliver konge: Sådan kommer det til at foregå
Om mindre end to uger bliver kronprins Frederik til Danmarks konge, når dronning Margrethe abdicerer fra tronen efter 52 år som landets regent.
Oprindeligt udgivet 4. januar 2024. Opdateret 9. januar med seneste nyt fra kongehuset.
Det var nok de færreste, der havde regnet med, at begyndelsen på det nye år også ville byde på en afslutning af de helt store.
Da klokken blev 18.00 nytårsaften og danskerne indfandt sig i deres fineste tøj foran skærmen, afslørede dronning Margrethe for sit folk, at hun ikke vil være den, der holder den traditionsrige nytårstale om et år.
Den 83-årige regent har nemlig valgt at abdicere og overlade tronen til sin ældste søn, kronprins Frederik.
”Jeg har besluttet, at det er nu, der er det rigtige tidspunkt. Den 14. januar 2024 - 52 år efter jeg efterfulgte min elskede far - vil jeg træde tilbage som Danmarks dronning, lød det fra dronningen i talen.
En konge – og en ny dronning
Kroningen af Danmarks nye regentpar vil finde sted søndag den 14. januar ved et statsråd på Christiansborg Slot.
I en pressemeddelelse har kongehuset delt en tidsplan for kroningsdagen.
Kl. 13.35 kører kronprinsparret fra Amalienborg til Christiansborg Slot. Ruten kan ses her.
kl. 13.37 kører H.M. Dronningen fra Amalienborg i karet. Hun bliver eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron. Se ruten her.
Kl. 14.00 begynder statsrådet på Christiansborg Slot.
Kl. 14.30 vil kongeparret afholde kur for særligt indbudte på Christiansborg.
Kl. 15.00 vil kong Frederik 10. blive proklameret fra balkonen på Christiansborg Slot.
Kl. 15.10 nedtages kongeflaget på Christian IX's Palæ og hejses på Frederik VIII's Palæ på Amalienborg.
Kl. 15.30 vil kongeparret køre i karet fra Christiansborg til Amalienborg. De vil blive eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron.
Kl. 17 vil de kongelige faner blive overført fra Christian IX’s Palæ til Frederik VIII’s Palæ, Amalienborg.
Det betyder, at titlerne i den kongelige familie vil se helt anderledes ud efter statsrådet søndag eftermiddag.
Dermed vil kronprins Frederik ankomme til Christiansborg Slot som kronprins og forlade det som kong Frederik d. 10. På samme måde vil kronprinsesse Mary tage fra statsrådet som dronning og prins Christian vil være kronprins.
Ifølge en pressemeddelse fra Statministeriet vil statsminister Mette Frederiksen efter statsrådet proklamere tronskiftet på Christiansborg Slot.
Mandag 15. januar vil den kongelige familie deltage i en markering af tronskiftet i Folketinget. Her vil Folketingets formand og statsministeren holde en tale. Derefter vil der være en reception i Landstingssalen.
En højtidelighed i kirken
Dronning Margrethe overtog tronen efter sin far, kong Frederik d. 9’s død den 14. januar i 1972.
Det blev markeret med en proklamationsceremoni på Christiansborg Slot, hvor hun blev præsenteret som landets nye regent og udråbt på slottets balkon af daværende statsminister Jens Otto Krag.
Derudover blev der afholdt en højtidelighed i slotskirken på Christiansborg Slot, og det er derfor ikke usandsynligt, at vi kan forvente en lignende højtidelig markering af kong Frederik og dronning Marys overtagelse af tronen.
Denne gang kommer gudstjenesten dog til at ske ugen efter i Aarhus. Således vil der blive afholdt en festgudstjeneste 21. januar klokken 14 i Aarhus Domkirke, hvor den kongelige familie deltager. Ifølge kongehuset vil repræsentanter fra det officielle Danmark og Aarhus by deltage.