Jeannette bruger et materiale i sin kunst, som har en vigtig betydning – for hende, men også historisk

Hvad arbejder du på lige nu, og hvilke tematikker optager dig?  

“Mit arbejde kredser sig stort set altid om, hvordan kolonitiden påvirker vores samtid.

Det er et emne, jeg har udforsket i mere end 10 år, og som jeg stadig belyser gennem medier som foto, video, performance, installationer og skulpturer.

Læs også

“Jeg har været i forskellige ‘hjørner’ af psykiatrien, og for mig er det desværre et utrygt sted”

Lige nu er jeg i gang med at forberede min del af udstillingen 'DIASPORA', der åbner den 9. november på Rønnebæksholm. En udstilling, der er et samarbejde med kurator Awa Konaté og kommer til at udforske, hvordan vi kan forholde os til kolonihistorien på nye måder."

Hvilke værker bidrager du med?

“Jeg skal udstille nogle værker, jeg ikke har udstillet i Danmark før, nemlig serien We’re Magic. We’re Real#3 (From Sunset to Sunrise), hvor hår bl.a. spiller en central rolle.

Fotoserien forestiller en gruppe kvinder, der er forbundet via lange fletninger og placeret forskellige steder i en skov. Den viser naturen som et tilflugtssted, et safe space og en allieret. Allieret i den forstand, at de kræfter, der er i gang med at ødelægge vores planet, er de samme kræfter, der står bag kolonitanken, og bl.a. går på, at alt – inklusiv racialiserede mennesker og jordens ressourcer – er tilgængeligt og skal omsættes til profit.

Serien blev kommissioneret af Autograph ABP, et London-baseret udstillingsted for fotografi med fokus på kunst fra det globale syd. England, og særligt London, har større diversitet end Danmark, hvilket betyder, at der findes et større publikum til og en større bevidsthed om dekoloniale tematikker. Så jeg er meget spændt på, hvordan serien ræsonnerer i Næstved.”

Du har før brugt hår som redskab i din praksis – og på de foregående sider uddyber du også, hvor stor en betydning det har rent politisk og identitetsmæssigt. Men hvorfor er det et spændende materiale at arbejde med? 

“Hår bærer på så mange lag af symbolik og historie – særligt indenfor den afrikanske diaspora. Det er uden tvivl superpolitisk, da afrohår altid har været kontrolleret af kolonimagten, hvilket stadig præger sort hårkultur i dag. Desuden er der så meget DNA i hår, som derfor taler meget konkret om fortid, nutid og fremtid.

Samtidig er det et materiale, der nemt skaber et interessant æstetisk og kunstnerisk udtryk. Og så kan de fleste forholde sig til det, fordi det er så kropsligt og genkendeligt.”

I juni lavede du performancen 'Cast on Water' på Den Frie i København, hvor du blev bundet fast til væggene med flere meter lange fletninger. Hvad handlede den om? 

“Den opstod på ret utrolig vis. For lidt under et år siden blev jeg kontaktet af en kvinde, som viste sig at være min halvstoresøster. Vi har den samme trinidadiske far, og jeg kendte til hendes eksistens, men jeg anede ikke, hvor hun var i verden, da hun ikke var i kontakt med vores far.

Hun havde fundet mig online via min kunst, og det viser sig, at hun også har en kunstnerisk åre og er professor i dans og koreografi. Jeg var blevet inviteret til at lave en performance i forbindelse med Close Encounters, som er et tilbagevendende projekt mellem Dansehallerne og Den Frie i København, der i år havde hyret danser Julienne Doko som hovedkurator.

Konceptet var at invitere forskellige performere fra den afrikanske diaspora i København til at lave hver sin performance. Det var en oplagt ramme til at lære min søster at kende, så jeg spurgte, om hun havde lyst til at skabe en koreografi til mig, som jeg kunne performe. Det sagde hun ja til, og det hele blev gjort over Zoom. Det var ret syret, men også en utrolig fin og unik måde at lære hinanden at kende på.

Før min søster kom ind i billedet, havde jeg en idé om, at jeg skulle arbejde med lange fletninger, der blev forbundet til bygningen, som voksede de ud ad væggene. Et greb, jeg også brugte i min soloudstilling 'Archives in the Tongue: A Litany of Freedoms' på Kunsthal Charlottenborg sidste år. Og det endte med at være i det setup, bundet til udstillingsbygningen med 20 otte meter lange fletninger, at jeg performede min søsters koreografi.

Hår er, som sagt, en utrolig vigtig identitetsmarkør i den afrikanske diaspora. I denne performance fungerede hår som et enkelt, men kraftfuldt redskab, der adresserede historien om Danmarks og det europæiske engagement i den transatlantiske slavehandel. En handel, der betyder, at vi i dag både er spredt ud over hele verden, men også forbundet. Forbundet, af de historiske grusomheder og den racisme, som sorte mennesker stadig møder, og forbundet i modstanden mod dem. Fletningerne kan på den måde både læses som lænker og bindeled. Den dag i dag, har jeg stadig ikke mødt min søster fysisk.”

Hvorfor kan du godt lide at arbejde med kroppen? 

“Man kan på en måde sige, at kroppen er allestedsnærværende i kunsten, da det meste kunst er lavet af eller gennem en krop. Som barn dyrkede jeg selv elitegymnastik og senere dans, hvilket gav mig en stærk kropsforståelse tidligt i livet, som jeg i dag bruger i min kunstneriske praksis.

Læs også

Sofie Lassen-Kahlke har indset en ting om kærlighed, som hun ville ønske, hun havde vidst tidligere

Med den kropsbevidsthed og min egen krop skaber jeg fortællinger og kunstværker, der giver plads til andre kroppe, som ikke har haft plads i kunsthistorien eller i vestlig historieskrivning generelt. De racialiserede kroppe. De koloniserede kroppe. De slavegjorte kroppe. De er simpelthen blevet fjernet, latterliggjort, eller dehumaniseret.” 

Hvordan føles det at træde ind på scenen?

“Jeg optrådte også som barn, så da jeg som voksen begyndte at dyrke det performative, var det som at vende hjem. Det var faktisk en virkelig fin oplevelse, der gav så meget mening for mig.

Selv om det selvfølgelig i dag er under nogle helt andre omstændigheder end dengang, jeg som barn lavede saltoer og slog flikflak med truppen Flying Superkids og som teenager dansede ballet. Jeg optræder altid selv i mine performances, men tit har jeg også andre performere med. At samarbejde med andre bidrager meget positivt til min praksis og min livsforståelse. Som kunstner er man ofte alene om sit arbejde, hvilket kan være lidt ensomt.

Når man inviterer andre med, får man flere øjne, hænder og erfaringer med i processen, hvilket kan være med til at belyse områder, man ikke selv havde overvejet. Samtidig bliver man også nødt til at skærpe sit sprog og sine tanker, når man skal formidle sine kunstneriske idéer til andre i en proces. Det er alt sammen med til at ekspandere ens bevidsthed og hjælpe en på vej til nye erkendelser.”

Hvad gør du for at holde dig selv til ilden og samle inspiration? 

“Jeg inspireres af alt muligt og på forskellige måder. Det kan være situationer, jeg oplever, det kan være aktuelle begivenheder rundt omkring i verden, jeg finder interessante, eller sager, jeg bliver indigneret over. F.eks. kan den umenneskelige immigrantsituation i Middelhavet bringe mit pis i kog, fordi det er et så tydeligt billede på Europas racistiske mindset, som blev grundlagt i kolonitiden, men stadig hersker i dag.

Det samme gælder den massive politivold mod racialiserede mennesker. Noget, man især ser i USA, men også i Europa. Senest i Paris i sommer, hvor en ung nordafrikansk dreng blev skudt af politiet, hvilket sendte store mængder af demonstranter på gaden. Jeg henter også inspiration i mit internationale netværk af tænkere, aktivister og andre kunstnere, som bevæger sig inden for samme felt som mig.

Igen handler det om at blive introduceret til emner fra mange forskellige perspektiver, som kan åbne for nye måder at anskue verden på og hjælpe med at generere nye billeder og visuelle sammenhænge, som er vigtigt for mig som billedkunstner.”