Eksklusivt essay af Suzanne Brøgger: ”Kvinder med vinger”

Folk som flest foretrækker fly, når de skal rejse længere væk. Men kvinder er alle dage fløjet gennem luften på egne vinger som (hævn)gudinder, hekse, sylfider eller mystikere. Selv den første kvinde i Bibelens skabelsesberetning, Lilith, havde vinger og fløj ud af paradiset, da hun blev klar over, at det ikke var muligt at blive enig med Adam om samfærdselsreglerne i intimsfæren.

Vi var 10 år, min skoleveninde og jeg, da vi fløj alene til London i et fly, vi havde helt for os selv. Takket være et nystartet flyselskab for studenter, efter krigen, hvor alle studerende ville rejse. Det var et tomt fly, der skulle afsted til London, hvor sorte forkullede ruiner fra bombardementet af byen stadig prægede.

Dengang fandtes der ikke noget overvældende udvalg af parfumer, som i dag. Miss Dior husker jeg, ligesom Guerlains L’Heure Bleue – og så naturligvis Chanel No 5. Måske er Chanel den, der har forandret sig mindst. For tag ikke fejl: Duftene fra dengang laves anderledes i dag. Alle de gamle parfumer har gennemgået forvandlinger. Nye syntetiske dufte er kommet til, ingredienser er forsvundet eller simpelthen blevet forbudt. Det er næppe blomsterduftene, der er blevet ulovlige. Vi er nok nærmere ovre i dyreriget. I forplantningsorganerne. For dét har parfumeurerne vidst, siden de gamle egyptere, der lavede parfume af hvalers kønskirtler. De har vidst, hvad der skal til. Men hvor mange hvaler skal man dræbe for at få en enkelt dråbe parfume?

Glem det. Den slags gør vi ikke mere.

Derfor er den gamle parfume Fracas også blevet glemt. Fracas er fransk og betyder: rystelse, sammenstød, eksplosion, oprør, larm og ballade.

Fracas er netop navnet på en parfume, der fejrer sine 70 år i år. Den udkom for første gang lige efter 2. Verdenskrig og har i mange år været næsten væk, men er nu dukket op igen på mærkelige websites – for at fejre sin 70-års fødselsdag. Courtney Love elsker den, og Madonna har lavet sine egne dufte på basis af Fracas, som blev lanceret i 1948. Indtil da havde parfume mest været lidt velduftende rose, viol eller liljekonval. Fracas, baseret på bl.a. nathyacint og orange silkeplanterødder, blev til i en tid domineret af mere kødelige, dyriske lugte – duften af larmende mystik: vildsvin, moskus og bæverolie.

Desværre var det nok netop de dyriske noter, der dømte den til at udgå.

Fracas blev oprindeligt lanceret af Robert Piguet, der også stod for parfumen Bandit, som Marlene Dietrich sprayede scenen med, når hun optrådte i herretøj, smoking og høj hat. Bandit og Fracas – begge ekstremt potente parfumer. Men bag modeskaberen Robert Piguet opererede i virkeligheden en kvindelig parfumeur, Germaine Cellier, der havde det med at stjæle mannequinernes undertøj, så hun kunne snuse sig frem til det bedste ved kvindelighedens kvindelighed. Og det var så herfra, hun lavede angrebet på ‘den gode smag’, der kom til at gå under navnet Fracas, som hun tilegnede teaterskuespillerinden Edwige Feuillère, der havde optrådt nøgen i en film om renæssancefyrstinden Lucrezia Borgia, som var kendt for at have myrdet en af sine ægtemænd ved at iføre ham forgiftede handsker – eller hvordan det nu var.

Fracas blev hurtigt efter krigen til duften af The New Look – damen med de røde læber, store hatte, smalle taljer og lange brusende, pepitaternede skørter – dekadent og farlig.

Karen Blixen brugte den. Fracas. Og jeg fik engang en flaske forærende af hendes ven, Erling Schroeder, teaterinstruktøren, der elskede hende af sit ganske hjerte. Det tog lang tid for ham at skaffe den gennem bekendte i Paris efter hendes død. Men han ønskede åbenbart, at jeg skulle dufte ligesom hende, så han kunne indånde mindet om sin elskede veninde.

Det var denne kønskraft, denne næsten ulovlige duft, jeg fik forærende i min ungdom, hvor jeg skrev Creme Fraiche, der foregår i et fly – hvor det gælder om at forføre stewarden ved at spænde ben for ham, så han næsten er ved at falde med alle bakkerne.

Men hvordan havde Karen Blixen fået den? Jeg spurgte Judith Thurman, Blixens biografist, som måske ville vide besked? Thurman mener, at Blixen fik dette sidste skrig i Paris forærende i begyndelsen af 50’erne, hvor hun lod sig interviewe til en bog af amerikaneren Parmenia Migel.

I rigtig gamle dage sminkede kvinder sig ikke. Makeup var kun for cirkusartister, gøglere og – prostituerede. Sminke blev jo i udgangspunktet betragtet som vulgært – og ikke noget en pæn pige eller dydig kvinde ville risikere at sætte sit ry og rygte over styr på at kaste sig ud i. Netop derfor gjorde jeg det.

Parolen var jo ellers, at “det naturlige er det kønneste.” Det var både dristigt og i virkeligheden syndigt at afvige ved at gøre sig selv skønnere, end man var fra naturens hånd. Man skulle ikke prøve på at overgå naturen i opfindsomhed!

Men jeg tog som 12-13-årig en hel æske farvekridt og gik i gang. Dette udvalg med alle farver på paletten er siden blevet standardudstyr i en hvilken som helst velassorteret skønhedsbutik.

Karen Blixen sminkede sig nu heller ikke for at være smuk. Da hun midtvejs gennem livet, efter at have mistet alt, skabte sin egen maske, sminkede hun sig som døden eller rettere som sit foretrukne ideal: en egyptisk mumie. Hvidt rispudder, der tydeliggjorde skelettets gennemsigtighed og røbede, at hun havde mistet al livsfylde. Sort kohl – en sodet prop, som hun brugte for at understrege kraniets øjenhuler og en blodrød mund. Hun opnåede gennem sygdom og selvdisciplin sin idealvægt på under 40 kilo – og var blevet så let som en fjer. For Karen Blixen var en flyvende kvinde, der skrev et digt kaldet netop: Vinger. Som en nedfalden sort engel, en Lucifer, havde hun en pagt med djævlen, som betød, at hun på sin livsrejse havde optjent de nødvendige bonuspoints, der tillod hende at være hensynsløs – og at skrive hvad hun ville.

I Afrika havde hun fløjet med sin ven Denys Finch Hatton. Set verden oppefra. Den lethed, det overblik, flyrejsen giver, stræbte hun efter resten af livet. Da han styrtede ned med sit fly, fløj hun videre på fantasiens vinger. En kliché, der faktisk havde bærekraft.

Ingen skaber deres maske ud af den blå luft. Blixen har helt sikkert haft den italienske grevinde, den excentriske hvidpudrede Luisa Casati i tankerne som inspiration. Casati med det flammerøde hår og sorte øjenvipper af fløjl limet på øjenlågene i flere lag. Casati, der gik tur på gaden med sin leopard i snor og ellers holdt til på Ritz i Paris, hvor hun sov under et tæppe af sorte strudsefjer med kvælerslangen, der skulle fodres med kyllinger og kaniner.

Hun lyder ikke kedelig. Men det var måske lige præcis dét, hun var!

I dag vil alle kvinder være skønne, specielle og interessante. Men ikke nok med dét, de vil være tiltrækkende. Sådan har det ikke altid været. Det nye, moderne skønhedsideal, som damebladene engang begyndte at reklamere med, blev i starten af 1900-tallet oplevet af kvinderne som lidt af en byrde. Nu var det ikke længere nok at passe hus og mand og børn – og senere udearbejde også. Nu skulle man også have sexappeal! Være tiltrækkende hele livet! Selv om man var gift og uanset alder. Hårdt arbejde! Og siden er plastikkirurgien kommet til. Kvinder har ikke et roligt øjeblik.

Det kan være nødvendigt at rejse ud og drømme ...

De tider er forbi, hvor man kan køre i taxa fra Jordan til Damaskus for at købe sin sæbe. Men oplevelsen af en parfumemager i den arabiske suq eller den tyrkiske bazar vil altid være uforglemmelig. De dybrøde, orange, rosa farver af rav og topaz. Den duftende have er et orientalsk, erotisk fænomen, Tusind og én nat.

Måske vil jeg engang flyve ud på egne vinger og skabe min egen parfume fra de lande, jeg har rejst i gennem et langt liv. Appelsinblomst fra Tunis, rose fra Shiraz, jasmin fra Grasse, te fra Kina, kardemomme fra Marokko, irisrod fra Italien, nathyacint fra Indien – guld, røgelse og myrraskær fra Sultanens Oman.

Og hvis den drømmerejse skal være rigtig poetisk, skal min nye parfume indeholde tigerstriber fra Bengalen, girafpletter fra Kenya, fnug fra kænguruens lommeuld, gerne en rynke af elefantens visdom og måske et lille drys af enhjørningens horn. Mon ikke min selvfede parfume ville komme til at dufte lidt af ... Fracas?

Suzanne Brøgger læste essayet op, da hun var med til at indvie den nye skønhedsafdeling i Københavns Lufthavn.