”Lægen sagde, det var fordi, jeg var ensom. Jeg havde simpelthen fysiske smerter af ensomhed”
Podcastværten Maria Fantino har altid følt et ansvar for at være den, der arrangerer ting, underholder og holder en samtale kørende, for at vennerne ikke skal gå igen. Som barn sad ensomheden som en fysisk smerte i maven, men på højskolen blomstrede Maria op og fik venner, som har en særlig måde at vise hende, at hun stadig er med.
Maria Fantinos sko er møgbeskidte efter flere dages besøg på Roskilde Festival, og nu har de kurs mod Orange Scene, hvor hun skal overvære den næste koncert med sine veninder. Humøret og promillen er høj, og på vej over til scenen snor de sig gennem menneskemylderet for at komme fremad.
Pludselig bliver hun prikket på skulderen af en gruppe unge mennesker, som gerne vil snakke og have taget billeder. Nogle af drengene i gruppen joker med Maria om personlige emner, som har de kendt hinanden i mange år, og Maria smiler og leger med på den. Hun elsker, når folk kommer hen til hende og vil snakke, men til tider kan det også føles en smule mærkeligt for hende.
Siden Maria Fantinos stemme for første gang kunne høres i P3-programmet 'Curlingklubben' for fem år siden, har hendes persona og ikke mindst stemmens karakteristiske klang været forbundet med en form for genkendelighed og venskabelighed for programmets lyttere. Hende og makkeren, Christian Bonde, deler nemlig flittigt ud af deres privatliv og daglige betragtninger, så lytterne føler, at de kender dem personligt. Men det med venskaber er aldrig faldet Maria Fantino naturligt, og derfor kan det føles en smule ubekvemt, når fremmede mennesker pludselig opsøger hende og viser interesse.
"Jeg tror, at grunden til, at vores program er blevet så populært, er, at jeg helt tilbage fra min barndom har udviklet en form for underholdningsgen. I folkeskolen lærte jeg, at hvis jeg ikke sagde noget sjovt i 30 sekunder, så vendte folk om og gik deres vej.
Jeg er blevet god til at underholde andre, fordi det var måden, man fik dem til at blive hængende lidt længere på. Det er tit dem, der er sjovest, som også er dem, der har været tvunget til fra barnsben at skulle kæmpe om en plads i solen."
Annonse
Kampen om at passe ind
Maria Fantino er opvokset på Østerbro i København, og som barn var hun den kreative, initiativrige og legende type, som helt naturligt fyldte et rum ud, når hun indtog det. Mange børn er en smule generte, når de starter i folkeskole, men det lå lige til højrebenet for Maria at gribe ordet foran mange mennesker. De egenskaber var dog ikke nok til at gøre hende til en af de populære piger i klassen.
"Det var aldrig nemt at finde ud af, hvad man skulle gøre for at være en af de seje i folkeskolen. Det var altid en kamp at komme op til vandoverfladen og få luft, inden man igen blev hevet ned under vandet, fordi man havde noget forkert tøj på eller fik sagt noget pinligt. Jeg var konstant på vagt. Er jeg købt eller solgt? Er der noget galt med mig, og hvad tænker de andre?"
Ikke nok med at den stille kamp om at blive accepteret i klassen startede meget tidligt, så dukkede der også langsomt bekymringer op, som ikke bør ligge børn på sinde. Nemlig hvordan man ser ud. Marias tænder var en smule skæve, og hendes kinder var fregnede. De andre piger havde meget smartere tøj på, deres hår var mindre kruset, og deres hud var altid lidt mere solbrun. Da pigerne begyndte at vokse, var Maria også den første til at stikke i vejret, og derfor var der en periode, hvor de andre i klassen var et hoved lavere end hende.
"Ret tidligt gik det også op for mig, at næsten alle de andre piger i min klasse var undervægtige. Jeg var en af de eneste, der havde en normal BMI, men når alle de andre er undervægtige, så betyder det jo, at man er den buttede. Det begyndte jeg at tænke meget over allerede tilbage i 1. klasse. Nok især fordi jeg gik til ballet."
Til balletundervisningen var der et stort og usundt fokus på udseende og æstetik, og ofte fandt nogle af pigerne på, at de skulle stille sig op i række efter, hvem der havde de guleste tænder eller den fladeste mave – og allerede som 8-årig kunne Maria se, at hendes mave bulede lidt mere ud end de andres i den stramme trikot.
Maria var dog rigtig dygtig til ballet, og i undervisningstimerne stod hun altid på forreste række. Det kom derfor som et chok for hende, da hendes balletlærer en dag sagde til hende, at hun skulle stå på bagerste række til opvisningen. Formationen skulle se smuk og elegant ud, og Maria var ikke yndig nok til forreste række.
Annonse
"Det kickstartede helt klart mine mindreværdskomplekser, og jeg blev meget kritisk overfor mig selv og min krop, selvom jeg kun var et barn. Jeg kan huske, at jeg mange gange tog min dagbog frem og skrev en slagplan for, hvordan jeg kunne blive populær.
Da jeg blev lidt ældre, handlede det om at få mor til at købe de brune cargobukser i H&M, få skaffet en Nørgaard På Strøget-trøje og så at tabe mig rigtig meget. Allerede i 5. eller 6. klasse begyndte jeg at tælle kalorier for at komme til at ligne de andre."
I flere år kæmpede hun med at passe ind, indtil hun en dag accepterede, at hun nok aldrig ville blive helt ligesom de andre piger i klassen.
"På et tidspunkt accepterede jeg bare, at jeg ikke kunne være den lækre og populære pige, som drengene godt kunne lide. Men hvad skulle jeg så være? I en periode gik jeg efter at være nørden, som gik rundt med Lademanns leksikon under armen i håb om at virke spændende. Det holdt ikke særlig længe, men jeg fandt derimod ud af, at jeg havde succes, når jeg fik folk til at grine. Rigtig meget af tiden måtte det så være på min egen bekostning. Så jeg blev hende den sjove og desværre nok også hende, man nogle gange lavede sjov med."
Annonse
En ensom tid
Maria Fantino står i skolegården med sin rygsæk på. Hun har lige fået fri fra skole, og nu venter hun tålmodigt på en pige fra klassen, så de kan følges ad hjem. Dagen før aftalte de nemlig at skulle lege sammen efter skole, men nu har Maria ventet på det aftalte sted i et kvarter, og pigen er stadig ikke dukket op.
Hun kigger sig omkring, en smule pinlig berørt over situationen, og så bestemmer hun sig for at gå hjem alene. Det er sket før, en gang eller to, at en pige i klassen har lavet en falsk legeaftale med Maria, så de andre piger kan stå på afstand og grine af hende, når hun venter forgæves.
"Folkeskoletiden var en meget ensom tid. Jeg blev ikke decideret mobbet, men jeg var heller aldrig den populære pige i klassen. Jeg kan næsten få helt ondt i maven ved tanken om, at jeg en dag skal have børn, som skal gå i folkeskole. Selvom der var andre, de var langt hårdere mod end mig, var det stadig 10 år med konstant stress."
Selvom Maria ikke havde mange veninder i folkeskoletiden, havde hun dog altid sin bedste veninde, Anne Sofie, og de to kunne til hver en tid være sig selv i hinandens selskab. En dag i skolen fortalte Anne Sofie dog Maria, at hun overvejede at skifte skole. Hun havde fået muligheden for at prøve en anden skole i to uger, og dagen efter var hun væk. De to uger husker Maria som nogle af de mest ensomme i sit liv.
"Det endte med, at mine forældre tog mig til lægen, fordi de var i tvivl om, hvad der var galt med mig. Jeg havde så mange mavesmerter, og ingen kunne regne ud hvorfor. Familielægen, der har kendt mig, siden jeg var nyfødt, sagde, at det var fordi, jeg var ensom.
Jeg havde simpelthen fysiske smerter af ensomheden. Jeg var så ked af det og bange for, at Anne Sofie ville forlade mig. Hvis hun skiftede skole, ville jeg ikke have nogle rigtige venner tilbage."
Veninden endte heldigvis med at blive ved Marias side i folkeskolen, men det ændrede ikke på, at Maria meget sjældent havde legeaftaler efter skole. Med hendes egenrådighed og fantasi kunne hun sagtens underholde sig selv, og eftersom hun sjældent havde veninder med hjem, husker hun det som en stor begivenhed, når det endelig skete.
"Jeg kan tydeligt huske engang, hvor jeg havde en veninde på besøg. Min mor kørte i et fuldstændig andet gear. Hun var nede i kiosken for at købe chokoladekiks, vandmelon og Coca Cola, og hun stak hovedet ind på værelset for at spørge, om vi ville have pizza til aftensmad.
Jeg tror, jeg har arvet fra hende, at man skal gøre sig ekstra umage overfor sine venner, for at de føler sig godt tilpas. Bagerst i min hjerne har jeg stadig en frygt for, at mine venner vil forlade mig, hvis jeg ikke gør mig umage, og jeg ser det stadig som en større begivenhed, hver gang mine veninder besøger mig i dag."
Umage med venskaber
"Du burde købe dig en tyrolerhat", skråler Maria Fantino, mens hun danser og peger hen på de andre. Hun står midt på stuegulvet i et sommerhus, iklædt herretøj, så hun til forveksling ligner Johnny Reimar. Ved spisebordet sidder hendes veninder og spiser tarteletter, mens de klapper og hujer af Marias optræden.
Normalt tager Marias vennegruppe fra gymnasietiden til tartelet-festival i Odense hvert år, men på grund af corona er den aflyst. En pandemi skal dog ikke stoppe Maria fra at holde en fest for sine venner, og derfor har hun og en veninde købt 8 kilo tarteletfyld og klippe-klistret hjemmelavede indgangsbilletter og armbånd til den private festival. Desuden har de fordelt opgaverne som garderobepige og dørmand mellem sig, og inde i stuen står også et karaokeanlæg, som der bliver skruet godt op for senere på aftenen.
"Jeg tror aldrig, at mine veninder har bedt mig om at skrue ned for mig selv. Da jeg optrådte og lavede sjov på højskolen, var de dem, der klappede højst og sagde, at jeg skulle blive ved. Der har været plads til alle mine åndssvagheder, og de har kun været en forstærker for mit underholdningsgen. Det har været mig selv, der har været sidst til at tro på, at jeg godt må fylde, larme og være skør."
Da Maria Fantino startede i gymnasiet, fik hun endelig sit gennembrud med hensyn til venskaber, og især på højskolen blomstrede hun. Fra de to steder har hun også sine nuværende og tætteste venner med sig videre, og de sidste mange år har de været en trofast del af hendes liv gennem tykt og tyndt. Selvom de elsker hende for den, hun er, har hun dog stadig svært ved at tro på og hvile i, at de bliver hængende.
"Mine veninder er stadig i gang med at lære mig, at jeg godt må være stille. Alle de år, vi har kendt hinanden, har jeg følt et ansvar for at være den, der arrangerer ting, underholder og holder en samtale kørende, for ellers er jeg bange for, at de går igen. Når jeg er stille, kan jeg derfor godt få en hånd på skulderen eller blive nusset i hånden, så de på den måde viser mig, at jeg stadig er med."
Da Maria boede i sin gamle lejlighed, tæt på nogle veninder fra højskolen, lavede de en aftale om, at de ville tage hjem til Maria i tide og utide for at lave ingenting. Den ene kom ofte for at tage en lur og spise havregryn, og den anden kunne sætte sig på sofaen og kigge på sin telefon. De små ting skulle lære Maria, at hun ikke behøvede at være den store iscenesættende værtinde, hver gang hun fik besøg.
"De fleste render nok ikke rundt og frygter, at deres venskaber smuldrer, hvis de ikke ses i en længere periode eller konstant bidrager med noget, men det gør jeg. Min fortid gør, at jeg ikke har den samme følelse af sikkerhed i mine venskaber, som andre har, selvom jeg er blevet bedre til at sænke skuldrene."
Ikke nok med, at det stadig kan føles svært at hvile i sine nuværende venskaber, så føles det også akavet og uoverkommeligt at danne nye af slagsen.
"Det er fandeme svært at få nye venner som voksen. Jeg kan sagtens spille typen, som er ovenpå, men jeg frygter stadig, at nogen vil rive tæppet væk under mig og sige ”Du er jo bare 12-årige Maria, der ikke kan finde ud af at få venner.""
Svært med nye venner
En af de helt primære grunde til, at Maria Fantino har svært ved at danne nye venskaber, kommer også tilbage fra folkeskoletiden.
"Jeg har ikke en umiddelbar naturlighed, når jeg møder nye mennesker, og det hænger nok til dels sammen med, at der i syvende klasse gik et rygte om, at jeg var lesbisk, fordi jeg var korthåret.
Rygtet gjorde, at det stadig sidder dybt i mig, at jeg overskrider pigers grænser, når jeg snakker med dem. Hvis jeg spørger nogen, om de vil mødes i det private til et glas vin, så er jeg bange for, at de tænker "åh nej". Så lader jeg hellere være med at spørge, for så er folk ikke tvunget til at finde ud af, hvordan de kan takke nej. Der er mange, jeg gerne har villet opbygge venskaber med gennem tiden, hvor jeg ikke har turdet tage initiativet."
Selvom Maria Fantino stadig ofte tænker på, at hun gerne vil udvide sin vennekreds, skal det ikke ske for enhver pris. Efter hun er blevet et kendt ansigt, er tilbuddene mange, men det er ikke nødvendigvis de rigtige.
"Nu henvender folk sig pludselig til mig, og det er ikke længere mig, der skal kæmpe for det. Jeg har ofte fået beskeder fra folk, som har rost mig og spurgt, hvornår vi skal drikke en kop kaffe, også selvom det er folk, jeg aldrig har mødt før. Det kan godt være, at det er sådan, gamet er, men det kan jeg simpelthen ikke finde ud af. Jeg kan ikke lade som om, at vi er venner i forvejen, bare fordi vi er i samme branche. Jeg vil være et oprigtigt menneske, som har oprigtige relationer."
Ikke nok med, at nye mennesker gerne vil være en del af Maria Fantinos vennekreds, så har spøgelser fra hendes fortid også forsøgt at komme tilbage i hendes liv igen, efter hun har fået succes. For eksempel rakte en gammel veninde ud til hende for nogle år siden.
Maria blev glad, og de mødtes til et glas vin. Men Maria havde knap nok nået at drikke den første tår, før pigen havde pitchet en podcast-idé, som de to kunne lave sammen. Hun var også til en reunion gymnasiefest, hvor en populær fyr fra parallelklassen havde snakket til hende, som om de var bedste venner.
"Jeg kan huske, at jeg spurgte efter hans navn, fordi vi aldrig rigtig havde snakket sammen. Det blev han meget fornærmet over og sagde, at jeg tydeligvis var blevet for kendt til at være venner med ham nu. Det blev jeg virkelig ked af, for det var altid mig, der ikke var sej nok til ham.
Efter jeg er blevet kendt, er det som om, vi er i et parallelunivers, og det er helt vildt ubehageligt. Det sætter mig i nogle situationer, hvor jeg ikke ved, hvordan jeg skal reagere. Jeg er jo generelt i en forsvarsposition, når folk siger, at de gerne vil mødes med mig, for før i tiden mente de det ikke rigtigt, eller også ville de kun hjem til mig, hvis jeg havde en god dvd, eller hvis de vidste, at man fik pizza, når jeg endelig havde en veninde på besøg."
En af de eneste gange, hun har fået en ny veninde uden en skjult agenda, var på sit italienskkursus.
"Jeg går til italiensk hver uge, og der har jeg fået en ny ven, der tydeligvis ikke har nogen bagtanker. Jeg er stadig i tvivl, om hun ved, at jeg laver podcast. Vores venskab handler nemlig bare om alt muligt andet, og vi griner og hygger os helt vildt sammen. Hun vil gerne høre om min kæreste og mine forældre, og hun prøver at bestille på italiensk på restauranter med mig. Det føles vidunderligt at få en rigtig "voksenven", bare fordi jeg er mig, Maria."
God mod barnet indeni
Maria Fantino har aldrig været et mere succesfuldt sted i sit liv. Hun har været i et forhold med sin kæreste i over otte år, har favnen fuld af gode veninder, og så vælter det ind med spændende nye projekter for hende og makkeren Christian Bonde i 'Curlingklubben'. Selvom alting kører på skinner, sørger hun alligevel for altid at tjekke ind hos lille-Maria.
"Selvom jeg er 27 år nu, er jeg også stadig 8, 12 og 17 år. De personer lever stadig i mig, og deres oplevelser og tanker er byggestenene til, hvem jeg er i dag. De har stadig nogle behov, som skal passes på og lyttes til, og derfor er jeg i perioder meget obs på min yngre Maria indeni. Hvis jeg har det dårligt en dag, kan jeg sagtens høre hele Amy Diamonds album, som var det helt store for mig, da jeg var lille. Det kan jeg stadig godt lide, for det kan 10-årige Maria. Og jeg skal ligesom passe på mig selv i alle facetter."
Ofte møder Maria unge mennesker på gaden, der takker hende for at være en del af deres hverdag gennem radioen. Nogle af de unge piger har et særligt lys i øjnene, når de møder hende, og det kan stadig vælte Maria omkuld, at fremmede mennesker reagerer så positivt på hendes arbejde. Hun kan ikke forstå, at det, hun gør, skaber så stor en forskel i andres liv. Især når folk skriver, at hun har hjulpet dem igennem en depression eller tanker om selvmord, har hun svært ved at kapere det.
"Den ros har nogle gange svært ved at trænge helt ind, fordi barnet Maria, indeni mig, har en fuldstændig anden virkelighed. Jeg er jo hende, som de andre stod på lur og grinede af, når de dumpede mig efter skole til de falske legeaftaler. Den ensomhed sidder stadig i mig. Der bor jo et lille barn indeni os alle, og jeg er meget bevidst om, at jeg skal passe på og beskytte det lille barn, før jeg kan føle mig fuldstændig hel i mit voksne jeg."
I vinter sad Maria en aften i metroen med sin kæreste. De sad på nogle af de forreste sæder, og Maria havde sit hoved hvilende på kærestens skulder. I refleksionen i vinduet kunne hun pludselig se sit barndomsansigt i sit eget. De samme øjne, den samme næse og de samme fregner, som hun engang hadede så meget. Da hun fik øjenkontakt med sig selv i ruden, smilede hun og sendte lille Maria en kærlig tanke.
"Jeg gav hende et kram i tankerne. Tænk, at du faktisk sidder her. Du har fået en kæreste, som virkelig godt kan lide dig, og som er god mod dig. Og du har venner. Mange af dem, faktisk. De vil ikke forlade dig, og de støtter dig, selv når livet er svært. Og de griner med dig. Du har faktisk også det job, som du altid har drømt om, men som du slet ikke turde håbe på at få, da du var barn. Det hele er endt med at gå rigtig godt for os."
