Lærke Kløvedal: ”Mit eget stille oprør er, at jeg lever i en kernefamilie”

“Skal vi ikke mødes hjemme hos dig?” foreslår Lærke Kløvedal.

Hun kan lide at være hjemme, og jeg kan lide at have gæster. Bage boller, skære frugt ud og lave kaffe.

Læs også

Portræt af Jane Birkin: ”Hver gang, jeg blev forelsket, blev jeg ramt af frygten for at miste”

Vi skal tale om hendes erindringsbog 'Sømærke', der er hendes debut som forfatter. Det er en bog om længsel og minder, om barndommen i Thy, om en principfast mor og en rejsende far, om at passe ind, om at stikke ud, men måske mest af alt om at finde hjem til sig selv og turde blive lige der. Så det gør vi. Bliver hjemme i køkkenet og taler om alt det, der er sket ude.

Lærke Kløvedal er kendt fra podcasten Det sidste måltid på Radio4, hvor hun hver uge spiser livretter og deler livsindsigter med en kendt dansker, hun er madanmelder på Politiken, debuterende forfatter og har tidligere været redaktionschef på DR. Og så er hun en Kløvedal.

Hun er Troels Kløvedals datter, og selv om han var meget lidt til stede i hendes barndom, har han alligevel haft en altoverskyggende tilstedeværelse i hendes liv.

Du beskriver i din bog, hvordan du altid skal forholde dig til ham i mødet med nye mennesker. Så i stedet for, at vi undgår den gamle hanelefant i rummet, skal vi så ikke få ham ud af verden. Hvad er det, han spærrer for?

“Det gik først rigtigt op for mig, da han døde for fem år siden, hvor meget han har fyldt. Det kom i bagvendt rækkefølge. Noget blev sluppet fri, og min fortælling fik sine egne ben. Den skulle ikke længere ankomme tøvende, spag og spørgende efter hans. Det var ikke, fordi jeg ikke måtte gøre eller sige noget, da han var i live, men fordi hans fortælling var så tydelig og højlydt, at det var svært at høre min egen,” svarer Lærke Kløvedal tænksomt.

“Når man fylder så meget, som han gjorde, er skyggerne lange, skoene er store at fylde ud. Og jeg bærer ikke bare på hans historie indeni, jeg ligner ham også meget fysisk. Da jeg begyndte at skrive denne her bog, blev jeg også bevidst om det hensyn, jeg må udvise.

Vi er en kæmpestor søskendeflok på ni halvsøskende. Den har sit eget økosystem, og det betyder, at når jeg siger noget om min opvækst, siger jeg også indirekte noget om deres. Bogen er skrevet på mine egne oplevelser, og det er jo ikke nødvendigvis deres virkelighed,” understreger hun.

“Der skete noget, da han døde. Tingene blev sat på spidsen, og jeg fik pludselig perspektiv på min egen opvækst. Jeg skrev scener ud fra min erindring. Mit ærinde er ikke at fortælle, at min opvækst var forkert, eller mine forældre var forkerte; jeg beskriver, hvordan jeg følte mig forkert.”

Følte du, at din far læste med over skulderen fra det hinsides?

“Det følte jeg helt ærligt ikke, at nogen gjorde. Jeg har ladet det være min egen fortælling hele vejen igennem, men omvendt skulle hver eneste scene også føles sand for mig. Hvem er vi som familie, søskende, mennesker? Nogle gange var jeg nødt til at skrive en sætning om 100 gange, indtil den ræsonnerede præcis med det, jeg havde følt og oplevet. Jeg havde brug for at skrive mig ud af familiens fortælling og ind i min egen – ikke vredt og harmdirrende, men ud fra følelsen af, at det må jeg godt. Jeg må godt tage min fortælling hjem til mig selv. ”

Det er netop denne insisteren på at holde fast i sine egne oplevelser og de erkendelser, der udspringer af dem, som gør, at Lærke Kløvedal har skrevet en rørende, inciterende og usentimental bog befriet for overlæssede beskrivelser og eufemismer, hensynsbetændelse og pænhed. Og netop det gør, at den udfordrer læseren til at reflektere over egne (skjulte) familiedynamikker og idiosynkrasier og leder tankerne hen på Annie Ernaux og Deborah Levys erindringsbøger.

Læs også

Margrethe Vestager: ”Jeg gemmer altid dette, for jeg har fået at vide, at det er guld”

Lærke Kløvedal læste dog ikke andre forfattere, mens hun skrev. Og lod heller ikke andre læse med i sit eget manuskript.

“Det var kun min redaktør, der læste med, for jeg skulle selv justere sandheden, og det arbejde kunne kun gøres af mig,” siger hun.

Poesi og virkelighed

I 'Sømærke' skriver Lærke Kløvedal om sin folkekære far:

“Min far ville hellere udleve sine drømme end at være herhjemme. Hos mig. Og for det blev han hædret og beundret. “Alle mine morgener skal være poetiske,” står der i en af min fars bøger. “Det besluttede jeg mig for som helt ung og har holdt det.” Den nærmest blussende vrede, jeg føler, når jeg læser de ord, er samtidig den, der gør mig allermest træt, afmattet. Alt i den sætning er så åbenlyst selvoptaget. Den åbenlyse bagside af hans ord.”

“Kærligheden og ønsket om en tæt relation har utvivlsomt været der hele tiden,” uddyber forfatteren, til spørgsmålet om hun er vred på sin far.

“Men der er selvfølgelig noget ved hele troværdigheden i min fars billede på sig selv i sådan nogle sætninger, der har trigget mig. Jeg synes, at man skal praktisere, hvad man prædiker. Jeg reagerer generelt ret skarpt på hykleri og kan som voksen stadig føle en næsten barnlig uforståenhed over, at man må sige noget, der ikke passer. For det passede jo ikke – livet, hverdagen med børn… hver eneste dag kan ikke være poetisk, hvis du skal drage omsorg for andre end dig selv. Som voksen finder man ud af, de voksne fra ens barndom ikke nødvendigvis lyver, men de siger den slags, fordi det er sådan, de oprigtigt ønsker, det skal være.”

Hun tænker sig om. Leder efter de præcise ord til at beskrive hendes oplevede virkelighed.

”Som barn vil man jo mest af alt gerne gøre sine forældre glade og samarbejde. Og det var selvfølgelig sårende ikke at kunne passe ind i det – poetiske – liv han drømte om,” konstaterer hun.

”Troværdighed er et kodeord i mit liv. Både i mine madanmeldelser, min podcast og i bogen. Jeg er vokset op med så mange idealistiske ideer, både fra min mors og min fars side. Men spørgsmålet er, om drømmene levede op til virkeligheden? Det er det, jeg undersøger i bogen.”

Lærke Kløvedals forældre gik fra hinanden kort tid efter, Lærke blev født, og hun voksede primært op med sin mor i Thy. Og fordi moderen har været hendes primære omsorgsperson – og måske i virkelighedens bogens egentlige heltinde – var det også hende, Lærke var mest bange for at såre, mens hun skrev på sin bog.

“Men min mor er nok lidt mere rå end de fleste. Det har hun altid været. Og derfor burde jeg måske også have vidst, hvordan hun ville reagere på bogen. Mens hun læste mit manus, fik jeg en sms fra hende: “Jeg er nået til side 83, og jeg er ikke ked af det endnu,”” griner Lærke og ser helt lettet ud.

“Når folk møder mig, har der været en forventning, der er løbet i forvejen på grund af mit navn. En forventning, jeg ikke har kunnet levere på, for jeg var ikke en del af min fars eventyr. Jeg er måske nok en del af Kløvedal-klanen, men mest af alt er jeg jo vokset op alene i Thy med min mor.”

I 'Sømærke' undersøger Lærke Kløvedal begrebet familie. Troels Kløvedal fik fem børn med fire kvinder, og Lærke Kløvedal har i alt ni halv- og stedsøskende. At søskendeflokken på hendes fars side godt nok har haft den samme far, men måske især hver deres far, var en forløsende erkendelse:

”Det var, som om alles skuldre sænkede sig, da det en sen aften over noget vin gik op for os, at vi faktisk ikke behøver at blive enige om, hvordan vores far var. Vores billeder af ham kan godt være forskellige. Nogle af os er vokset op med ham i en form for kernefamilie, andre har sejlet meget med ham, og jeg så ham relativt lidt. Der er vel 25 år mellem den yngste og den ældste af min fars børn, så vi har jo oplevet ham i farrollen på helt forskellige tidspunkter af hans liv.”

Og når man vokser op med så mange søskende og så mange familier, er der mange hensyn at tage. Af samme grund fylder både hendes søskende og især hendes børn relativt lidt i bogen:

Læs også

Skuespiller Julie Agnete Vang: Det er mere utaknemmeligt for kvinder at blive ældre, end det er for mænd

“Vi har hver især ret til vores egen fortælling,” konstaterer hun.

I bogen beskriver Lærke Kløvedal, hvordan døden kan have forskellige udtryk og mærker to forskellige versioner af sorg. I teenageårene får hendes mor en kæreste, der viser sig at blive en nærværende og kærlig stedfar, og da han dør i 2012, efterlader det et hul i hendes liv og et reelt savn, som hun kan forholde sig til.

Helt anderledes er det, da Troels Kløvedal dør. For hvordan sørger man over et menneske, der aldrig rigtigt var til stede?

“Det var en enormt besværlig sorg; den var umage, havde ikke nogen dramaturgi, og jeg kunne ikke finde mig til rette i den. Mine søskende savnede det, de plejede at lave med ham, og alle de sammenhænge han manglede i. Men han manglede ikke i mit liv, for han havde ikke været der,” forklarer hun.

“Hans død var ikke forbundet med fortrydelse. Relationen var, som den var. Vi vidste begge, at kærligheden var der, men at relationen var svær.”

Lærke Kløvedal beskriver, hvordan hun og hendes far nok i virkeligheden gik og iagttog hinanden livet igennem. Hvordan de på skift, prøvende, forsøgte at se, hvad relationen kunne blive til. At de nok begge forsøgte at leve op til de forestillinger, de havde om hinanden.

“Mine forældre ville leve livet som et eventyr, og som barn er man loyal og tager ansvar for, at de kan gøre det. Jeg oplevede min tilværelse gennem et forvirrende filter; jeg skulle leve op til et billede, jeg ikke forstod. Alle sagde jo, at min far var fantastisk – så hvorfor kunne jeg ikke finde ud af at være hans ‘spændende’, eventyrlystne datter?” spørger hun retorisk.

Lærke Kløvedal illustrerer i bogen, hvordan hun loyalt prøvede at leve op til alt det, hendes far mente, var værdifuldt. Han var manden, der ikke tillod noget så småborgerligt i hjemmet som en sofa, men ikke desto mindre tog stuens blødeste stol, mens de andre kunne sidde på gulvet. Og han var faderen, der rejste væk i månedsvis og kom hjem for at berette om sine eventyr uden at interessere sig for Lærkes almindelige hverdag. I 'Sømærke' skriver hun:

“Alle er flinke mod ham og vil gerne sige noget, som han reagerer på. Som teenager kan jeg mærke en flovhed, noget tåkrummende i, at han hænger på mig. Jeg synes, det er pinligt for ham. At jeg er pinlig for ham. Mig, hans høje, umælende barn, som han hele tiden siger skal rette sig op, for ellers bliver jeg krumrygget. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg er for stor til at tage ham i hånden og for lille til at gå min vej.”

“Det var ikke ham, der var forkert, men mig, der følte mig forkert. Der er en autoritet i det at være kendt, men der var ikke noget velkendt i vores relation. Den skulle hele tiden opfindes. Vi havde ikke et ‘plejer‘ eller en klar rollefordeling. Jeg tror ikke, han tænkte over det. Det var ikke en tid, hvor man tænkte meget over børnenes behov. De kom bare med, og det er der også meget godt at sige om.

Men jeg havde brug for noget hjælp, nogle rettesnore. Også i forhold til at blive sat sammen med en stor flok søskende, jeg ikke rigtigt kendte. Jeg var pludselig i en familie uden helt at vide, hvad det er. Det har jeg lært som voksen, særligt nu hvor jeg selv er i en sammenbragt familie: at det faktisk er en forældre ansvar at hjælpe den relation på vej.”

Lærke Kløvedal skulle blive voksen og tage på rejser, hun egentlig ikke orkede, opsøge eventyr, hun mente, hun burde opleve, og tage prestigejobs, hun egentlig ikke var tilpas i, før hun lærte at lytte til sig selv frem for at honorere omverdenens forventninger. Hun valgte ikke selv. Kroppen tvang hende til at lytte med to voldsomme stressreaktioner. Den seneste da hendes far døde.

Hvordan oplevede du din egen stressreaktion?

“Døden var en vigtig spiller. Når man oplever døden tæt på, bliver det meget konkret, hvad man vil bruge sit liv på. Det bliver alle de klassiske, eksistentielle spørgsmål, som man trækker vejret igennem. Det var anden gang, jeg havde stress. Det forskrækkede mig, at det vendte tilbage, men jeg kunne også se, at der var noget grundlæggende, jeg skulle ændre. Der var gået 10 år siden sidste sygemelding, og nu var jeg der så igen,” hun trækker vejret dybt.

Læs også

Julia Lahme: ”Vi er nødt til at se verden – og hinanden”

“Jeg erkendte, at jeg træffer dårlige beslutninger, når tingene går for hurtigt. Jeg har altid følt, at jeg skulle nå meget, og i virkeligheden er jeg vokset op med en meget protestantisk arbejdsmoral. Men måske kan jeg ikke holde til at være så praktisk, flittig og arbejdsom, som jeg synes, jeg burde. Og måske er jeg heller ikke hende den sjove, der altid skal diske op med en god historie,” konstaterer Lærke Kløvedal.

“Det har været svært at gøre op med de roller, for jeg lærte tidligt, at jeg bare skulle komme med en god historie, så var det nemmere at være der for alle. Jeg var ikke specielt god i skolen, så jeg skulle være den sjove. Mine veninder var altid de smukkeste, så jeg var hende, der bragte folk sammen.

Min far var eventyreren, der slog ud med armene, og min mor var den cool, ordknappe københavner med læderbukser, hjemmestrik, sorte lakerede negle og træskostøvler. Det var ikke normalt i Thy. Men den plads jeg hele tiden indtog, passer ikke til mit sanseapparat. Jeg bliver hurtigt overvældet.”

Stressen sendte en klar besked: Bare fordi hendes forældre elskede uforudsigelighed og eksperimenter, at stikke af og stikke ud, behøvede hun ikke også at gøre det.

“Jeg måtte flytte mig fra de sammenhænge og værdisæt, der ikke fungerede for mig. Jeg måtte fjerne mig fra støj og hast og indse, at gajol-filosofien taler sandt: Også for mig er det alt det nære og det enkle, der er vigtigst. Og så måtte jeg erkende, at jeg simpelthen ikke vil være hurtig i mit arbejdsliv. Jeg er grundig, jeg forarbejder langsomt. Ting tager tid, og jeg har brug for at tænke mig om.

Volumen og hastighed er ikke værdier for mig. Det er andres værdier, som jeg troede, jeg skulle efterstræbe. Det har været en bøvlet og dyr erkendelse. Jeg har måttet affinde mig med en lavere indtægt.

Men det er også dybt priviligeret: At jeg har haft mulighed for at stoppe op, og spørge: “Hvad er det, jeg løber efter? Hvor er det jeg gerne vil hen?” Jeg fik helt ærligt først succes i mit arbejdsliv, da jeg satte mig udenfor al støjen og gik med mine egne formater. Det er det samme med at skrive. Du kan ikke skrive din historie for nogen. I hvert fald ikke, hvis den skal føles troværdig for dig selv.”

Det løber som en tråd i bogen, at familie ikke er statisk. Den er til forhandling og kan konstant ændre sig – både på mødrene og fædrene side. Men må man overhovedet gøre familieformen til et eksperiment?

“Da jeg spurgte min mor ind til deres valg, gik det op for mig, at de jo som de fleste andre forældre ikke havde planlagt, hvordan deres liv med børn skulle forme sig. Og jeg kan godt forstå, hvorfor tingene faldt ud, som de gjorde. På et større plan er jeg dybt taknemmelig for det, deres generation begyndte at rykke ved i forhold til kønsroller og familieformer.

Men store tektoniske forskydelser, store bevægelser kommer jo med en konsekvens. Så jeg hepper på det jordskred, de var en del af, og må samtidig konstatere, at de rystelser, der fulgte, gjorde ondt undervejs.”

Er det derfor, du nu nyder forudsigelighed?

“Fuldstændig. Mit eget, noget mere stille oprør, er, at jeg lever i kernefamilie. Jeg har brug for tryghed og forudsigelighed. For mig er det et småborgerligt liv, der giver plads til mit eventyr.

Jeg skal ikke suge marven ud af livet hver dag – så dør jeg af træthed. Jeg har ikke ro til eventyret ude. Mit sanseapparat er på overarbejde derude, hvor andres eventyr foregår. Mit eventyr er herhjemme.”