Bettina var høj af forelskelse – men så blev hun inviteret på sit livs værste ferie

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Bettina opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Lars og jeg havde kendt hinanden i et halvt år. Vi var begge først i 30’erne, og ingen af os havde hverken været gift før eller fået børn endnu.

Mens jeg inderligt håbede på, at vores forhold med tiden ville blive permanent, havde Lars stadig ikke sat ord på, hvad han egentlig ville med os.

Læs også

Lones mand havde en ukendt datter, som skabte splid i familien: ”Hun fik mig til at se mere kritisk på mit ægteskab”

Når vi var sammen, hyggede vi os bare. Vi købte ind og lavede mad, gik ture, snakkede og sov selvfølgelig også sammen. Når vi vågnede næste morgen, lavede vi gerne en ny aftale om, hvornår vi skulle ses igen, men for ikke at virke for ivrig, nævnte jeg aldrig de drømme, jeg havde for vores fælles fremtid.

Nu, hvor sommerferien nærmede sig, inviterede Lars mig så pludselig med til Sverige, hvor han og to af hans gode venner og deres kærester havde lejet en stor ødegård. Her skulle vi tre par samt de andres små børn holde ferie sammen i en uge.

Da Lars og jeg i hans bil kørte over broen til Sverige, var jeg lykkelig for, at han selv havde taget skridtet videre i vores forhold, men også en smule nervøs. Jeg havde nemlig kun hilst kort på hans venner en enkelt gang, og selvom de virkede søde og imødekommende, så kendte jeg dem ikke.

Lars beroligede mig dog med, at hans venner var så glade på hans vegne over, at han havde mødt mig, for Lars havde altid været den evige ungkarl. Igen bruste lykken igennem mig, for det betød jo, at Lars nu så os som et seriøst par.

Da vi efter seks timers kørsel holdt ind foran den røde ødegård, kom hans venner ud og gav os begge store velkomstkram, mens de meddelte, at maden allerede stod på bordet. Næste morgen vågnede jeg høj af forelskelse ved siden af Lars til fuglesang og solskin.

Efter at vi alle havde spist morgenmad sammen, blev der lagt planer for dagen. Lars og hans venner ville ud og fiske på søen, kæresterne ville blive i huset og lade ungerne lege frit ude i haven. Jeg havde mest lyst til at være sammen med Lars, men at jeg skulle tage med ham ud og fiske kom slet ikke på tale.

Det var tydeligvis noget, han ville have for sig selv med sine venner, så jeg blev tilbage sammen med børn og kærester. De var alle søde, men børnene fyldte jo en hel del, så det var begrænset, hvor meget vi nåede at få talt sammen.

Jeg endte derfor med at gå rund med en følelse af at være vejen for de andre, indtil Lars og hans venner sent ud på eftermiddagen kom retur. I første omgang åndede jeg lettet op, men så trak Lars i løbeskoene, for nu ville han ud at løbe. Da jeg sagde, jeg gerne ville med, lød svaret, at han havde tilbragt hele dagen i en båd sammen med sine venner, nu trængte han derfor bare til at være alene. Igen stod jeg alene tilbage med hans venner, kærester og deres børn, mens Lars løb afsted.

Læs også

Saras søster var ved at ødelægge sin følsomme datter, men kan hun svigte sit løfte?

De næste dage af ferien gentog mønstret sig bortset fra, at det var, som om Lars for hver dag lagde en lidt større afstand til mig. Han talte mere med sine venner, end han gjorde det med mig, og når jeg ville i seng, blev han siddende og kom først ind i soveværelset flere timer senere.

Da jeg endelig tog mig sammen og spurgte ham om, hvad der var galt, lød svaret, at jeg skulle lade ham få lidt fred. Den fjerde dag forslog han imidlertid, at vi to gik en tur alene i skoven. Her meddelte Lars mig, at han lige så godt kunne sige det, som det var: Han følte ikke, at det fungerede imellem os, og han ville derfor gøre det forbi.

Da jeg forvirret og fortvivlet spurgte, hvad jeg dog havde gjort galt, lød svaret:

"Du er alt for desperat," og med de ord gik Lars tilbage til ødegården igen. Der meddelte han sine knapt så overraskede venner, at det var forbi mellem os og redte så op til sig selv i stuen.

Hans venner forsøgte sporaisk at trøste mig med, at Lars aldrig havde turde binde sig i et fast forhold. Den information hjalp mig nu ikke specielt meget, og værre blev det, da Lars henslængt sagde, at han ikke havde tænkt sig at afbryde sin ferie for at køre hjem. Eftersom vi befandt os i det nordlige Sverige, og der der hverken kørte busser eller tog indenfor mange, mange kilometers afstand, var jeg defor tvunget til at blive resten af ugen på ødegården.

Aldrig er tiden gået langsommere end den sidste del af ferien, hvor jeg ikke bare led af et knust hjerte, men også hvert sekund følte mig malplaceret og helt forkert i selskabet. Når jeg ikke lå oppe i min seng og græd, gik jeg rundt omgivet af pinlig tavshed.

Da vi endelig kørte hjem, havde jeg håbet, at Lars ville bruge bare lidt mere tid på at uddybe, hvad der var sket, og hvad han egentlig havde forestillet sig, da han inviterede mig med derop. Lars var dog tavs stort set hele vejen hjem og ikke til at hive et ord ud af. Da vi endelig tog afsked med hinanden, kunne han dårlig vente på at få mig ud af bilen, så han kunne komme videre.

Det tog dog mig lidt længere tid at komme videre fra både ham og det, jeg stadigvæk vil betegne som mit livs værste sommerferie. I dag er jeg dog landet et rigtig godt sted med min dejlige mand og vores to små børn og har for længst lagt oplevelsen med den følelsesforskrækkede Lars bag mig.

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.