Karoline fik nok af sin mors forventninger: ”Hun opførte sig som et forkælet barn”
Selvom min mor kun var i begyndelsen af 70’erne, så opførte hun sig som et ubehjælpsomt lille barn, der forventede, at min søster og jeg ordnede alt for hende. Opgaverne var mange, hun blev kun mere krævende med tiden, og en dag fik vi ganske enkelt nok. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Karoline opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Jeg så på telefonen. Klokken var ikke engang 8.30, og der lå allerede fire ubesvarede opkald fra min mor.
Hun vidste godt, at jeg mødte senere den dag, fordi jeg skulle have lukkevagt i børnehaven, men den slags tog hun ikke hensyn til.
Min mor var kun i begyndelsen af 70’erne, og hun var rask og rørig. Alligevel havde mine to søskende og jeg igennem flere år hjulpet hende med opgaver, som hun strengt taget sagtens kunne klare selv. Min mor havde altid været stædig og svær at få til at lære nye ting. Hvis hun først havde sat sig for, at der var noget, hun ikke kunne finde ud af, så var det ligegyldigt, om det blot drejede sig om at skifte batterier på fjernbetjeningen, hun nægtede så meget som at forsøge.
Min mor havde været alene siden skilsmissen fra min far knap 20 år tidligere. Det var ham, der havde forladt hende, fordi han havde mødt en anden kvinde, og det havde gjort hende mistroisk over for det modsatte køn. Hun gad simpelthen ikke beskæftige sig med mænd igen, sagde hun altid.
Hvis man tænkte på en mand som en praktisk foranstaltning, der skulle bære tunge ting og reparere afløb, så var hun da også godt dækket ind. Hun havde jo os tre børn, som hun gavmildt uddelegerede opgaverne til. Det var min storesøster, mig og vores lillebror.
Vi havde ofte talt om, at det egentlig var mærkeligt, at vores mor på intet tidspunkt havde fundet glæden ved at kunne klare sig selv. Hun havde altid været sådan, og det var nok den største motivation i min ungdom til, at jeg insisterede på at klare alt selv. Det var således ikke mig, der ringede til en ven, når der skulle lappes en cykel, en lampe var gået, eller et billede var faldet ned fra væggen.
Mine egne børn var flyttet hjemmefra, og desværre var jeg den eneste af os søskende, der stadigvæk boede lige om hjørnet fra min mor. Min søster var rykket halvanden times kørsel væk, mens min lillebror boede lidt udenfor byen, men han havde små børn og var derfor lovlig undskyldt i forhold til at hjælpe.
Det mente vores mor i hvert fald, og både min søster og jeg var sådan set enige, men fordi vi selv havde voksne børn, var det vel ikke ensbetydende med, at vi konstant skulle stå til rådighed?
Vores mor havde med årene fået gigt og det betød, at hun kom mindre på gaden. Hun fik lidt smerter af at gå, og hendes logiske slutning på det var at lade være. Med den tilgang gik det pludselig hurtigt ned ad bakke. Vi prøvede alle at motivere hende til at gøre, som lægen anbefalede; at komme afsted til noget træning, der kunne hjælpe på både smerter og bevægelighed, men det hjalp ikke. Tværtimod blev hun vred på os, fordi hun syntes, at vi pressede hende.
De store børnebørn kom ikke så ofte forbi, som de havde gjort det, da de var yngre. De havde jo travlt med skole og arbejde og huskede ikke altid at besøge deres bedstemor. Det handlede desværre nok også om, at hun aldrig rigtig spurgte ind til, hvordan de havde det, men foretrak at tale om sig selv og sine egne problemer. Uden at tænke videre over det, havde jeg altid forsvaret min mor over for mine børn og sagt, at hun heller ikke havde haft det for let.
Hendes forældre havde lagt vægt på, at deres smukke datter skulle have en mand, der kunne forsørge hende, mens hendes lillesøster med det kvikke, men åbenbart knap så kønne hoved, skulle have en uddannelse.
Annonse
Det var bare ikke gået helt som planlagt. Min far var ikke just velhavende, men han forgudede min mor, og de blev gift efter kun at have kendt hinanden i et halvt års tid. De to fordelte opgaverne helt traditionelt imellem sig: Han arbejdede for to, og min mor gik hjemme med os børn.
Kort efter min lillebror var flyttet hjemmefra annoncerede vores far så, at han ville skilles. Det kom ikke som den store overraskelse for os børn, for de havde ikke haft meget at tale om de senere år, men vores mor blev dybt chokeret. Min far overlod det meste til hende. Hun kunne således blive boende i den store lejlighed, som var billig, men hun var nødt til at komme ud og arbejde for at betale udgifterne. Til alt held kendte hendes søster til en mindre virksomhed, hvor de manglede en receptionist. Her arbejdede min mor på deltid frem til sin pension.
At gå på pension klarede min mor fint, men med tiden blev gigten kun værre, og min mor havde nu ikke været udenfor en dør i flere måneder. Hun var derfor blevet fuldkommen afhængig af os. Der skulle købes ind, vaskes tøj, ryddes op, støvsuges, bærers skrald ned, listen var lang og blev hele tiden længere. Hun forstod ikke, at det var et problem, for vi ordnede jo det hele for hende.
Situationen spidsede til, da min søster var kørt den lange vej hjem til vores mor for at køre hende til genoptræning en eftermiddag. Aftalen var, at min søster skulle tage med de første par gange, så det ville blive lettere for vores mor at vænne sig til at være afsted, men hun havde end ikke gjort sig klar, da min søster kom for at hente hende, for nu havde hun ikke lyst til at tage af sted. Min søster blev vred og gik igen med det samme. Senere ringede min mor til mig for at fortælle om min søsters dårlige opførsel.
Det var som om noget klikkede i mig, da jeg hørte min mor tale dårligt om min søster, der havde taget fri fra arbejde for at kunne køre hende til træning. Jeg eksploderede og fik fortalt hende i klare vendinger, at hun opførte sig som et forkælet lille barn, der bare forventede, at alle stod på hænder for hende. Det var på tide, at hun begyndte at samarbejde, for ellers måtte andre tage over. Vi havde fået nok af hendes utaknemmelige beklagelser og lange indkøbslister.
Efter den svada var telefonen død i et stykke tid, men jeg vidste, at min mor var nødt til at række ud til en af os på et tidspunkt. Jeg fandt dog ud af, at hun kontaktede min bror, og at han gjorde, hvad han kunne for at hjælpe hende, men han var ikke så god til at få købt præcis de ting, som vores mor bad om. Han glemte altid noget eller tog de forkerte flåede tomater. Til gengæld var han bedre til at tackle hende uden at blive så irriteret, som både min søster og jeg blev det. Han overhørte simpelthen undertonen af bebrejdelser, når hun pakkede de ”forkerte” varer ud.
Der gik halvanden uge, så ringede min mor til mig en lørdag formiddag. Min bror havde været forbi dagen før med varer, men havde glemt både mælk og de små kanelgifler, som hun spiste et par stykker af til kaffen hver eftermiddag.
Hun nævnte ikke med et ord vores sidste samtale, hvor vi var blevet uvenner. Til gengæld var der ingen beklagelser over hverken smerter eller naboens undulat, der ellers altid fik et par harske ord med på vejen, fordi den gik i gang med at pippe, hver gang hun tændte for tv’et.
I stedet spurgte hun, om jeg havde tid til at komme forbi med de ting, som min bror havde glemt. Det var ikke, fordi det hastede, selvom hun da savnede mælk til sin kaffe, men bare når det passede mig.
Der var ingen tvivl om, at selvom min mor ikke havde lyst til at tale om det, så havde vores konflikt betydet noget. Under vores telefonsamtale fortalte hun også, at hun gerne ville prøve at komme i gang med at træne, for måske havde min søster ret i, at det kunne hjælpe bare en lille smule. Jeg var nær ved at tabe telefonen af bar overraskelse.
Min søster og jeg havde ofte talt om, hvor meget det ville hjælpe os, hvis vores mor bare viste en flig af vilje til at gøre noget selv. Men hver gang, vi havde prøvet at tale med hende om det, gik der aldrig længe, før hun trak offerkortet: Hun kunne ikke klare det, og det måtte vi respektere.
Måske var det en fejl, at vi i så mange år, havde hjulpet hende med ting, som hun strengt taget kunne klare selv? Måske havde vi i virkeligheden gjort hende en bjørnetjeneste? Nu kunne vi bare håbe på at chokket over, at vi langt om længe havde sagt stop, indgød en vilje hos hende til at ændre på tingene.
Min mor ringede da også selv til min søster og bad om hjælp til at få lavet en kørselsordning til træning, så hun ikke skulle være afhængig af hendes arbejdstider.
Vi var spændte på, om hun ville tage afsted den formiddag, hvor minibussen standsede ude foran vores mors opgang, men vores bekymringer blev gjort til skamme. Hun var mødt op, og dagen bød på både træning og efterfølgende kaffe og kage, og jeg kunne høre på min mor, da vi talte sammen om aftenen, at hun faktisk havde hygget sig.
Annonse
Det har været godt for vores mor at komme ud blandt andre mennesker. Humøret er steget gevaldigt, og mine søskende og jeg kan se, at træningen virker på både smerter og bevægelighed, men det får vi hende nok aldrig til at indrømme.
Det er også underordnet, for i dag er vores mor et gladere mennesker, så vi er også glade for, at vi endte med at presse hende ud i verden i stedet for fortsat at danse efter hendes pibe.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
