”Udadtil levede jeg det perfekte liv, men én erkendelse ramte mig som en knytnæve”
Udadtil levede jeg det perfekte liv med mand, børn, og stort hus. Indeni voksede tomheden dog, og en dag gik jeg ned med et brag. Mens jeg var syg, indså jeg, at lykken ikke lå i materielle goder – og det fik mig til at træffe en beslutning. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.
Nogle gange kan en livskrise bane vejen til et mere lykkeligt og mere autentisk liv.
Det oplevede jeg, da jeg efter en skilsmisse og en sygemelding tog et radikalt valg og flyttede fra 300 kvadratmeter til blot 20.
Kasper og jeg havde været gift i næsten 30 år. Sammen fik vi fire skønne børn og mange gode oplevelser. Men vi levede også et materielt liv, hvor vi aldrig rigtig var tilfredse. Kasper havde sit eget murerfirma, jeg uddannede mig til sygeplejerske, men fik siden en ledende stilling.
Vi havde altid travlt. Alligevel havde vi aldrig penge nok, for selvom vi med tiden begge kom til at tjene godt, ønskede vi os altid noget mere: En eksotisk ferie, en campingvogn, en stor tilbygning. Det sidste fik vi faktisk hele to gange, og vores beskedne parcelhus voksede til lige knap 300 kvadratmeter. I garagen stod selvfølgelig to biler, for vi havde begge brug for at kunne køre til og fra arbejde.
Sådan gik årene. Vores venner og familie så op til os. Vi var en familie med fart over feltet og styr på tingene. Og vi havde også virkelig mange ting.
Her i bagklogskabens ulideligt klare lys kan jeg sagtens se, at jeg alligevel ikke var rigtig glad. Tiden og livet gik bare. Hver gang, vi kunne strege endnu en ting fra vores ønskeliste, for eksempel en smuk anlagt have, nød vi det kun i en kort periode. Så kom tomrummet snigende, og vi fandt et nyt projekt, vi kastede os over. Kasper og jeg var gode i vores arbejdsfællesskab, men nogen dyb følelsesmæssig tilknytning til hinanden havde vi dog ikke.
En efter én flyttede børnene hjemmefra, og pludselig en dag sad vi alene i vores store hus med alverdens tid foran os, men ikke flere projekter at kaste os over, og intet at snakke om. Jeg flygtede ind i mit arbejde og arbejdede gerne 10-12 timer i døgnet. Også i weekenderne. Det varede indtil jeg en morgen vågnede med en følelse af at være ved at blive kvalt. Jeg kunne ikke få vejret, lige meget hvor dybt jeg prøvede at trække det. Mit hoved summede, som om det var fyldt med fluer, og jeg sov ikke mere end 2-3 timer hver nat. Efter flere undersøgelser lød diagnosen på alvorlig stress, og jeg blev sygemeldt i foreløbigt tre måneder.
Dagene alene i det store hus gav mig for første gang længe mulighed for at mærke mig selv. Og det var ikke behagelige følelser, jeg kom i kontakt med. For da den første udmattelse havde lagt sig, og jeg igen kunne trække vejret uden at føle, at der sad en elefant på min brystkasse, kunne jeg mærke en dyb tomhed. Jeg var ulykkelig der i mit store hus med den nye elbil og skiferierne hver vinter. Og jeg var ulykkelig sammen med Kasper, for jeg elskede ham ikke og havde ikke gjort det i mange år.
Den sidste erkendelse ramte mig som en knytnæve. Jeg anede ikke, hvem jeg var uden ham og uden vores prestigeprojekter. Samtidig kunne jeg ikke bære at såre ham, han havde trods alt altid været en god mand og en god far for vores børn. Men jeg var kommet så langt væk fra mig selv og mine egne værdier. Vi havde gemt os bag materielle goder og glemt at være noget for os selv og hinanden. Det var bestemt ikke kun Kaspers ansvar, det var i lige så høj grad mit eget.
Kasper tog mit ønske om en skilsmisse med sindsro. Snart forstod jeg, at han længe havde haft et godt øje til en fælles bekendt. Det var både en lettelse og en sorg. Havde vi virkelig levet 30 år på en løgn? I stedet for at synke endnu længere ned i mit sorte hul, begyndte jeg at se mig om efter et nyt hjem. Kasper ønskede at blive i det hus, han selv havde istandsat og bygget til.
Jeg kunne ikke komme hurtigt nok væk. Jeg flyttede i et lånt sommerhus tæt på vandet her i Svendborg, mens jeg spekulerede over, hvad næste kapitel i mit liv nu skulle indeholde. Og tid til at tænke var der rigeligt af uden et arbejde, uden en mand og uden hjemmeboende børn, som skulle sendes i skole, have serveret aftensmad og vasket tøj.
Annonse
Her var bare mig, min kat, vindens tuden, udsigten til vandet og lange gåture. I begyndelsen føltes det angstprovokerende, men snart opdagede jeg, at jeg også nød det. Især nød jeg at bo på væsentlig mindre plads og ikke skulle holde et stort hus. Nu var der faktisk tid og ro til at slappe af i lænestolen med en bog.
En smuk forårsdag, da jeg skulle besøge en veninde i Svendborg, kørte jeg en lille omvej for at høre min podcast færdig. Helt tilfældig kom jeg ned ad en kuperet landevej, hvor træerne stod nyudsprunget langs grøftekanten.
Imellem træerne lå markerne, og dér, inde på én af markerne tæt på en hvidkalket bindingsværksgård, stod en rød og gul cirkusvogn. Jeg satte automatisk farten ned. Det er trods alt ikke hver dag, man ser en ægte cirkusvogn. Skæbnen ville, at der ved indkørslen til gården stod et skilt med teksten: ”Tiny house til salg” efterfulgt af et telefonnummer. Jeg stoppede bilen, tog et billede af skiltet og ringede straks op. Det viste sig, at vognen tilhørte parret på gården. Hun kom ud på gårdspladsen, mens vi talte og vinkede mig nærmere.
Snart efter stod vi inde i cirkusvognen. Den var ikke stor. Omkring 20 kvadratmeter, men pladsen var udnyttet helt optimalt. Og så var den bare helt enorm hyggelig med trægulv, runde vinduer, et lille køkkenbord med slagbænk og sågar en brændeovn. Køkkenet var lillebitte, men funktionelt og næsten nyt.
Jeg var solgt med det samme. Også selvom huset var noget mere primitivt, end hvad jeg var vant til. Inge, som kvinden fra gården hed, fortalte, at drikkevand skulle man hente oppe hos dem i en stor beholder. Vandet i bruseren kunne ikke drikkes, og det ville være koldt, medmindre man en time før planlagt bad tændte for varmen. Toilettet var heller ikke koblet til et afløb og skulle løbende tømmes.
Alligevel var jeg ikke i tvivl. Jeg skulle bo her, leve minimalistisk og have tid til at gå lange ture, ses med mine veninder, læse og male akvareller. Her var den skønneste udsigt over markerne og en lille sø. Døren ind til vognen havde sågar en kattelem monteret. Det kunne ikke være mere perfekt. Jeg mærkede allerede, hvordan skuldrene sænkede sig, og stresshormonerne forlod kroppen.
Kontrasten til mit tidligere liv kunne ikke være større, som min veninde konstaterede med et grin, da jeg dukkede op en time for sent til vores aftale med hektiske røde pletter på kinderne.
"Er du nu sikker på, det ikke bare er en reaktion på din skilsmisse?" Ville hun vide.
Jeg forstod hendes bekymring, men min mavefornemmelse var ikke i tvivl. Faktisk kunne jeg for første gang længe mærke mig selv og mærke, at her var noget, jeg havde længtes efter: Et mere simpelt liv med plads og ro til bare at være. Med friværdien fra huset kunne jeg desuden betale vognen ud.
Jeg skrev under allerede næste dag, og da vognen stod tom, kunne jeg overtage den et par uger efter. Alle fire unger kom forbi for at se deres mors vanvittige projekt. De tog overraskende godt imod det. Især tvillingerne, de to yngste, syntes, jeg var cool. Selv Kasper kiggede forbi og hjalp med at sætte en vask op på det lille badeværelse. Han mente, at når frosten indfandt sig, og jeg blev træt af at tømme toilettet, ville jeg komme på bedre tanker og opgive mit forehavende.
Men han medgav dog, at det var et sødt lille hus, jeg der havde fundet, og at det sikkert kunne indbringe en del via airbnb. Da han sagde det sidste, gik det op for mig, at jeg slet ikke havde haft den tanke. Det gjorde mig glad. For penge og prestige drev ikke længere mine beslutninger.
I dag har jeg boet i min lille cirkusvogn i snart et år. Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet. Jeg tog kun de allermest nødvendigt ting med mig, resten solgte jeg eller forærede væk. Og jeg har ikke én eneste gang savnet dem. Dog skulle jeg lige vænne mig til at gå ud i mørket efter brænde i vinters, men en pandelampe gjorde underværker. Inge og Mads på nabogården hjælper mig med alt det praktiske og lader mig for eksempel låne deres vaskemaskine eller sågar deres køkken, hvis jeg får mange gæster.
Jeg vendte aldrig tilbage til jobbet som oversygeplejerske. I stedet har jeg fået et deltidsjob på det lokale plejehjem. Jeg nyder at drage omsorg for de ældre – og jeg nyder at have tidlig fri og være sluppet for lederansvaret. Jeg lever et meget anderledes liv end for bare to år siden, men jeg savner intet. For jeg har alt, hvad jeg har brug for nu.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
