Trist kvinde

Jeg var tvunget til at bryde med min manipulerende mor

Jeg havde altid haft et kompliceret forhold til min mor. Det var dog først, da jeg fik mit eget barn, at jeg forstod, hvor syg vores relation var. For en mor skal elske sit barn ubetinget, ikke styre det og manipulere det for at hævde sig selv. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.

Jeg sad med min lille søn i armene. Jeg havde netop fået ham lagt i favnen efter en meget hård fødsel, og alligevel var det, der slog mig nu, en ubegrænset og instinktiv kærlighed til ham. Det var sådan, forældrekærlighed føltes, tænkte jeg overrasket.

Et øjeblik efter tikkede en besked fra min mor ind på min telefon. Min mand, Simon, havde ellers ringet til familien og fortalt om familieforøgelsen. På grund af den hårde fødsel anbefalede jordemoren, at jeg ventede med at få besøg af venner og familie. Jeg vidste, at Simon også havde givet besked om det til både sine egne forældre og min mor. Jeg er på vej, skrev min mor nu alligevel. Jeg følte frustrationen vælde op i mig.

Du er nødt til at vente, skrev jeg retur og sendte et hurtigt billede af lille Janus. Hvorfor dog det? replicerede hun. Det har Simon, forklaret dig, mor, skrev jeg tilbage. Jeg så, at hun begyndte på en ny besked. Jeg slukkede derfor min telefon. Min mor skulle ikke have lov til at kile sig ind og få mit første øjeblik med min lille søn til at handle om hende selv. Det sidste havde hun nemlig en grim vane med at gøre.

Først næste dag, da amningen var kommet godt fra start, og jeg havde hvilet mig så meget, som det var muligt med et nyfødt barn, tændte jeg igen min telefon. Der lå masser af beskeder fra min mor. I den første stod der, at det vel ikke gjaldt hende, når vi ville vente med besøg. Derefter kom en lang række beskeder, hvor hun pressede på for at komme.

I den sidste besked skrev hun, at hun nu havde givet den gave, hun havde købt til Janus, til sin rengøringsdame, hvis datter også for nylig havde født. Det sagde nok en del om mit og min mors forhold, at jeg ikke engang blev chokeret over den sidste besked. Det var et klassisk reaktionsmønster fra hendes side.

Dagen efter kom min mor. Hun havde ganske rigtigt ikke nogen barselsgave med, og hun var åbenlyst fornærmet. Da hun holdt Janus første gang, holdt hun en enetale for ham om, hvor godt det var, at han havde hende, når nu hans forældre var sådan nogle store egoister, der kun tænkte på dem selv. Simon rullede med øjnene bag hendes ryg, jeg smilede tilbage til ham. For det var sådan, min mor var, vi vidste det begge, men jeg begyndte at mærke en ny følelse gry i mig. En følelse af, at jeg ikke kunne blive ved med at holde til min mors følelsesmæssige manipulationer.

I opvæksten med min mor, havde der kun været mig og hende. Vi boede alene sammen, og min far havde spillet en forsvindende lille rolle i mit liv. Så langt tilbage, jeg kunne huske, havde min mor altid spillet på, hvor tætte hun og jeg var. Da jeg var barn, sov vi i den samme seng, og vi havde ofte ens tøj på eller ens frisure. Vi var ikke bare mor og datter, fortalte hun alle, vi var hinandens bedste veninder. I mange år troede jeg på hende. Hvis jeg fik en ny veninde i skolen, gjorde min mor sig også gode veninder med hende. Hun var også altid med til alt.

Mange af mine veninder syntes, at det var hyggeligt, at min mor var så nærværende, men som vi blev ældre, begyndte det at blive mere kompliceret. Dem, der syntes, at min mor blandede sig for meget, kom hurtigt ud i kulden hos min mor. Dem, der kunne lide hende, gjorde hun sig tætte venner med. Jeg havde derfor ingen venskaber, der var mine alene, og min mors største bedrift var, at det lykkedes hende at overbevise mig om, at det var bedst sådan. Jeg var dårlig til at vurdere om andre mennesker ville mig det godt, forklarede hun mig. Jeg havde elendige sociale kompetencer, og hvis ikke hun hjalp mig, ville jeg ikke have nogle venner, sagde hun. Der var ikke det mindste lille hjørne af mit liv, der var privat.

Min mor havde en god næse for, hvis mine veninder og jeg havde hemmeligheder, og hver gang lokkede hun en af os til at tale over sig. Igen blev hendes adfærd altid retfærdiggjort ved, at vi var ’så tætte’, og hun fortalte mig så mange gange, at andre mødre og døtre misundte vores forhold, at jeg troede på det.

Sværere blev det, da jeg i 1.g. fik min første kæreste, Alex. Min mor charmerede ham i en grad, så hun altid var med os, hvis vi gik i biografen eller på café, og hun gjorde sig hurtigt til Alex’ bedste ven og fortrolige. Alex ringede for at tale med min mor, hvis han var på kant med sine forældre, eller hvis han havde problemer i skolen. Igen havde jeg intet, der var mit, og da jeg slog op med Alex, fordi han havde været sammen med en pige fra parallelklassen, tog min mor Alex’ parti og sagde, at jeg selv var ude om det, fordi jeg var så socialt handikappet.

Da jeg mødte Simon efter gymnasiet, oplevede jeg den første lille grad af frihed fra min mors kvælende favntag. Alle hendes forsøg på at charmere Simon prellede af. Han var altid venlig overfor min mor, men han afviste hendes forsøg på fortrolighed og lagde ikke skjul på, at det kun var mig, han ville dele den med.

I modsætning til Alex, var Simon også altid loyal overfor mig. Han lo derfor heller ikke med, når min mor udstillede mig eller på anden måde forsøgte at gøre mig til grin. Det blev min mors største ærgrelse, at der nu var en del af mit liv, hun ikke havde adgang til. Hun begyndte derfor at bagtale Simon overfor mig, samtidig med at hun forsøgte at vinde ham med falsk smiger. Simon sagde ligeud, at min mor var mærkelig. Han havde aldrig oplevet en så intrigant og manipulerende adfærd før.

Jeg fik et chok, da han sagde det. Jeg var vokset op med en forståelse af, at min mors måde at være på var et udtryk for den største kærlighed, en mor kunne vise sin datter. Jeg havde følt mig frustreret og ked af det mange gange, og jeg havde udviklet en let angst, fordi jeg ikke troede, at jeg kunne træffe gode valg for mig selv, men jeg havde aldrig haft Simons distance til at se, hvordan alle brikkerne passede ind i et større spil af manipulation.

Med Simon som stødpude begyndte jeg for første gang at have et liv, hvor min mor ikke længere var en del af alle mine relationer. Alligevel var den åbenbaring, jeg oplevede, da jeg første gang sad med Janus i armene, så stærk, at den på et eksistentielt plan hev tæppet væk under mig: min mor opførte sig ikke, som hun gjorde, af kærlighed. Hun var jo i virkeligheden kun optaget af sig selv. Med den erkendelse kom også en bevidsthed om, at jeg var nødt til at lægge distance til min mor. Hun kunne ikke længere være så tæt en del af mit liv, at hun dagligt påvirkede mine beslutninger og min sjælefred.

Det var dog ikke så nemt, og det tog lang tid, før jeg handlede på min beslutning. Jeg havde lange diskussioner med mig selv, for jeg vidste, at det ikke ville være nok, hvis jeg trak mig en lille smule fra vores relation. For min mor ville reagere på enhver tilbagetrækning med en belejring bestående af daglige opkald, skyld og skam og et forsøg på at overbevise mig om, at det jeg gjorde, ikke var til mit eget bedste. Tanken om, hvordan hun ville reagere på et brud fra min side, holdt mig længe tilbage.

Da Janus var et år, og det første år af hans liv havde været præget af min mors daglige nedvurderende påmindelser om, at jeg ikke magtede at være mor og aldrig ville blive en god en af slagsen, fordi jeg savnede sociale kompetencer, stod jeg på randen af en depression. Jeg vidste derfor, at tiden var kommet. Jeg skrev et brev til min mor, hvor jeg forklarede hende, at jeg elskede hende, men at jeg var nødt til at afskære forbindelsen til hende for at kunne leve mit eget liv.

Der rejste sig et ramaskrig fra min mors side, da jeg gjorde det. Hun ringede konstant, bombarderede mig med aggressive beskeder og mødte uanmeldt op ved vores hoveddør flere gange, hvor hun hamrede på døren. Det var så svært for mig at holde fast i min beslutning, for en del af mig var stadig den lille pige, der troede på min mor. Så uden Simons opbakning var det aldrig gået. Han hjalp mig med at holde fast i, at jeg var en god mor, og at min mor smadrede mit selvværd for at hævde sig selv. Han støttede mig også i at begynde hos en psykolog, der hjalp mig til at forstå, hvor voldsomt min mor havde overskredet mine grænser i opvæksten, og hvor meget hun havde manipuleret med mig.

Min mor trak sig til sidst fra vores liv, men jeg ved, at hun bagtaler Simon og mig til alt og alle. Jeg har også hørt, at hun taler højt om, at vi misrøgter Janus. Jeg ville alligevel ønske, at der fandtes en middelvej, hvor min mor kunne være en mindre del af mit liv, men stadig være til stede. Men med min mor er det desværre alt eller intet.

Jeg har nu ikke set hende i to år, og selvom det er en sorgfuld familiesituation at være i, så har jeg aldrig haft det bedre. Jeg føler mig stærkere og mere ligevægtig, og jeg ved, at jeg er en god mor for Janus. En mor skal elske sit barn, ikke styre det, og det forstod min mor aldrig. Hun skal dog være velkommen i mit liv igen, hvis hun forandrer sig, men jeg har desværre ikke det store håb for, at det kommer til at ske.

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph.jpg

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.