Sofie fik et uventet opkald om sin far – og alting blev vendt på hovedet
Da jeg modtog et opkald fra et hospital i den anden ende af landet, vidste jeg, at det kun kunne handle om min far. Jeg var dog slet ikke forberedt på, hvilken følelsesmæssig rutsjetur det gensyn ville sende mig ud på.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Sofie opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Det var en almindelig onsdag eftermiddag. Min mand og mine to børn var ikke kommet hjem endnu, da telefonen ringede. Stemmen i den anden ende præsenterede sig som læge, og jeg vidste med det samme, at det kun kunne handle om min far.
Alligevel var det som om, jeg ikke forstod, hvad lægen sagde, da han fortalte mig, at min far var død. Ubevidst havde jeg forventet det opkald i årevis, men nu, hvor det kom, følte jeg slet ikke, at jeg var parat til det. Jeg var ikke vokset op med min far. Mine forældre havde mødt hinanden i et kollektiv, og min far havde altid været en fri fugl.
Det gjorde ikke min mor noget. Hun var glad for, at hun fik mig, og hun havde ikke noget imod at være alene med mig. Jeg var dog som barn ofte ked af ikke at have en far. Eller med andre ord: jeg var ked af ikke at have en far som alle andres. Der kunne gå år imellem, at jeg hørte fra min far. Min mor hørte af og til nyt om ham gennem fælles venner, men det var sjældent ting, jeg kunne fortælle om henne i skolen.
Min far tjente til dagen og vejen ved forefaldende arbejde. I lange perioder var han hjemløs, selvom han, lærte jeg senere, hellere ville beskrive sig selv som digter, livskunstner, fritænker og musiker. Som barn drømte jeg om, at min far ville komme og hente mig, eller at vi ville få et helt almindeligt liv sammen. Der måtte jo være noget galt med mig, siden min far ikke ville se mig.
Jeg var 23, før jeg mødte min far rigtigt første gang. Jeg var kommet til et punkt, hvor jeg følte, at der manglede en brik i mit liv, og med min mors hjælp fik jeg opsporet ham. Det blev et spøjst men også glædeligt gensyn. Han opførte sig som om, det var helt naturligt, at vi så hinanden. Han boede på det tidspunkt i et ombygget skur tæt på en gård, hvor han gik til hånde. Jeg lejede et værelse på et lille hotel i den nærmeste by og blev i en uge. Jeg lærte hurtigt to ting om min far. For det første det, som alle, der kendte ham, sagde, nemlig at han var meget nem at holde af. De fleste på egnen vidste, hvem han var. Han var også nem at kende med sit lange hår og skæg og sine ofte bare fødder. Men jeg lærte også noget andet, nemlig at min far var svær at holde fast. Og at der var en bagside til det liv, han altid selv beskrev som bekymringsløst, nemlig et ret stort stofmisbrug.
I de følgende 20 år forsøgte jeg at holde kontakten med min far, og jeg forsøgte at lære ham at kende. Begge dele var besværlige, men jeg holdt ved. Jeg kunne blive irriteret på ham, men han var svær at blive rigtig vred på. Når jeg forsøgte at gå ham på klingen om detaljer fra hans opvækst eller andre informationer, der kunne give mig en nøgle til at forstå ham, kunne han begynde at tale om naturen, som han oplevede som besjælet, om sin fodsvamp eller om noget helt tredje. Jeg genkendte hans drømmende side og hans frihedstrang fra mig selv, men jeg kæmpede med, at jeg havde så svært ved at lære ham at kende. Indeni mig boede stadig den lille pige, der drømte om, at min far ville blive ’normal’. At han ville være en far, jeg kunne stole på og som ville passe på mig. Der var et sår i mig, der ikke var helet, men jeg tænkte, at jeg stadig havde tid. At vi stadig havde tid.
Min far blev kun 62. Den dag de ringede fra hospitalet, smed jeg alt, hvad jeg havde i hænderne og kørte afsted. Jeg græd stort set hele vejen. Jeg græd af frustration over, at han aldrig ville have gjort det samme for mig. Jeg græd af sorg over at have mistet en far, jeg aldrig rigtig havde lært at kende – og omvendt. Jeg græd af vrede over, at han var død så tidligt og over, at han aldrig havde rakt ud efter mig.
Da jeg kom frem til hospitalet, fik jeg at vide, at min far i det sidste år havde lejet et haveforeningshus. Han havde ikke mange ejendele i det lille hus, men jeg blev alligevel i to uger, mens jeg ryddede op i hans ting. Jeg samlede hans digte og skitser sammen og fik orden i alt hans rod. Jeg sørgede også for, at han blev bisat. På en mærkelig måde lærte jeg min far bedre at kende i løbet af de to uger, hvor jeg levede i hans rammer, end jeg havde gjort det gennem vores møder i løbet af de sidste to årtier.
Langsomt gav jeg slip på frustrationerne og vreden og fandt fred med, at min far havde været den far, han nu engang havde været. Han havde aldrig lagt skjul på, at han var glad for, at jeg fandtes eller at han var stolt over, hvad jeg havde opnået. Jeg fik selv en ny respekt for ham og den måde, han havde formået at leve sit liv på, selvom han tydeligvis havde psykiske udfordringer. I en verden fuld af mørke afkroge, havde min far fundet en måde at holde fast i lyset på.
Da jeg en måned senere kørte tilbage og hentede hans aske og tog den med hjem, gik det op for mig, at jeg faktisk havde lært ham kende så godt, som det nu kunne lade sig gøre. Min far havde set mig og givet mig den kærlighed, han nu formåede. Og på den måde endte jeg med at føle, at jeg havde fundet den brik, jeg manglede for at forstå mig selv.
Skriv til Vibeke
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
