En læser fortæller: ”Min datter ødelagde sig selv”

Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.

Jeg har altid været ret tilbagelænet hvad tøj og mode angår. Et par cowboybukser, en bluse og et par behagelige sko, så er jeg klædt på. Det samme med sminke. En lille streg om øjnene og en gang mascara, mere har jeg aldrig brudt mig om.

Sådan var det ikke for min datter Lærke, som var mit eneste barn. Hun var ikke ret gammel, da hun overraskede mig med sin pyntesyge. Hvor jeg som barn havde været en drengepige, der elskede at klatre i træer og bygge huler, levede Lærke i en anden verden. Det kunne ikke blive lyserødt og piget nok. Hun gik i børnehave i strutskørter og tyl, og til fødselsdage ønskede hun sig sminkesæt.

Læs også

Vores svigersøn undgår os

Jeg grinede af det dengang og syntes, det var sjovt, at æblet kunne falde så langt fra stammen. Men det gik vel også over på et tidspunkt. Det håbede jeg da.

Jeg håbede dog forgæves. Lærke blev ved med at være meget piget, og da hun kom i puberteten, tog det for alvor fart. Som 13-årig nægtede hun at gå i skole uden mascara, som 14-årig skulle hun også have øjenskygge på, og året efter foundation og rouge og alt muligt andet, som jeg knap anede eksisterede.

Her begyndte jeg at blive bekymret. Lærke var så køn i sig selv, hvad skulle hun dog med alt det stads?

"Du forstår det ikke," svarede hun, og det havde hun jo ret i.

Jeg forstod det simpelthen ikke. Efter min mening kom hun til at se kunstig og faktisk også lidt slidt ud, når hun efter en time på badeværelset kom ud i fuld krigsmaling for at gå i skole. Det sagde jeg selvfølgelig ikke højt, men hun kunne helt sikkert mærke min modstand.

Efter at være blevet student, flyttede Lærke hjemmefra og fik et job. Hun var skoletræt og vidste endnu ikke, hvad hun ville uddanne sig til, så det var jo fint nok. Desværre viste det sig bare, at hun begyndte at bruge sine penge på endnu mere ”skønhed”’. Det startede med, at hun fik fyldt noget i læberne.

"Du siger ikke noget," sagde min mand advarende til mig, da vi opdagede det, og det gjorde jeg da heller ikke, men indeni græd jeg. Jeg syntes, hun så forfærdelig ud. Den søde, kønne pige, hvad var det dog, hun gjorde ved sig selv? Og hvorfor?

Ikke så længe efter fortalte Lærke, med trods i stemmen, at hun havde lånt penge til at få lavet nye bryster.

"Nye bryster? Du er 19 år gammel!" råbte jeg.

Jeg var forfærdet. Men Lærke var fast besluttet på, at hun skulle have lavet nye bryster, og der var intet, jeg kunne gøre ved det. På papiret var hun voksen og bestemte selv. Så hun fik nye og større bryster.

Jeg var dybt ulykkelig over det. Hvad havde jeg gjort forkert, siden min datter havde brug for at udsætte sin krop for så voldsomme eksperimenter? Jeg måtte jo have været en elendig mor, siden Lærke ikke følte sig god nok, som hun var.

Læs også

En læser fortæller: "Vores venner valgte mig fra"

Min mand mente nu ikke, at det havde noget med mig at gøre. Sådan gjorde de unge piger nu om stunder, sagde han. De var presset af internettet og tidsånden. Vi kunne godt blive enige om, at vi ikke brød os om det, men vi måtte acceptere, at det var deres virkelighed.

Da Lærke forholdsvis kort tid efter brystoperationen kom og sagde, at hendes næste mål var at få noget sprøjtet ind i kinderne, så hun fik højere kindben, fløj det ud af mig, at hun havde mere brug for et højere selvværd.

Lærke blev rasende og trampede ud af huset. Min mand sendte mig et vredt blik, og jeg vidste jo også godt selv, at det var dumt sagt. Men sandheden var, at jeg var knust. I mine øjne var min smukke, dejlige datter ved at ødelægge sig selv. Det gjorde ondt at være vidne til.

Før Lærke nåede at få gjort mere ved sit ansigt, kom skæbnen mig til hjælp. Det ene af hendes brystimplantater faldt nemlig ud til siden, så hendes barm pludselig så forfærdelig ud. Hun skulle igennem en ny operation, men efter den gik der betændelse i såret. Det var alvorligt og kom til at tage rigtig, rigtig længe. Det var smertefuldt og på alle måder ulykkeligt for hende.

Jeg havde oprigtigt ondt af hende i den lange periode, der også indebar, at hun fik fjernet begge implantater igen. Men det blev også en øjenåbner for Lærke, og endelig begyndte hun at forstå den risiko, hun udsatte sig selv og sin krop for, når hun lagde sig under kniven.

Under sin rekonvalescens, havde hun brug for kærlig omsorg og pleje, så hun flyttede hjem til os. I den næste tid fik vi talt mere ærligt og åbent om tingene, end vi havde gjort det før. Jeg holdt op med at fordømme Lærkes valg, og hun prøvede at forklare mig, hvorfor det havde været så vigtigt for hende at gøre noget ved sit udseende.

En del af det var nok et oprør mod mig, indrømmede hun, men der var, som jeg havde gættet på, også en hel del mindreværd i det. Sidst, men ikke mindst, handlede det, som min mand havde sagt, om det gruppepres, der lå i tiden. De unge piger målte konstant sig selv op imod hinanden på nettet, og her var de høje kindben, fyldige læber og store bryster idealet.

Efter den omgang var Lærke færdig med skønhedsoperationerne. Jeg blev så lettet, at jeg lovede at betale den gæld, hun havde stiftet for at få lavet sine bryster. Min datter er stadig en feminin, ung kvinde, hun bruger også sminke, men i meget mindre grad end før, og jeg synes, at jeg kan se en ny selvtillid vokse frem i hende. Jeg tror, den kommer af, at hun er ved at finde sig selv og her også har fundet modet til at gå imod strømmen.

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.