En læser fortæller: Min veninde gik bagom ryggen på mig

Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.

Selvom mit ægteskab længe havde været dødt, så kunne ingen af os finde ud af at gå. Den dag i dag forstår jeg stadig ikke helt hvorfor.

Måske fordi Niels og jeg havde kendt hinanden siden ungdomsårene og nærmest var vokset sammen? Måske fordi vi havde to børn på syv og ti år, som ingen af os ønskede at gøre kede af det? Måske fordi vi boede dejligt i vores drømmehus, som vi havde overtaget bare et års tid forinden? Niels og jeg var under alle omstændigheder bundet sammen af mange ting, så et brud ville i den grad vende op og ned på vores liv.

Samtidig håbede jeg hele tiden på, at vi ville genfinde kærligheden til hinanden. Efter et par halvhjertede samtaler med en parterapeut, måtte jeg dog indse, at man ikke kan tvinge sig selv til at føle noget, man ikke føler længere, og vi begyndte for alvor at leve to separate liv under samme tag. Det gjorde ingen af os lykkelige, men vi slap for at tage den svære beslutning.

Læs også

En læser fortæller: "Jeg blev tvunget til at indberette min søster"

Jeg delte mine problemer med min gode veninde Helle. Vi havde kun kendt hinanden i et par år, men klikkede fra første dag. Vi bor i en lille landsby og var på det tidspunkt begge frivillige i det lokale forsamlingshus. Her endte vi tit med at dele en øl og ryge en smøg, når de andre var taget hjem, og hurtigt begyndte vi også at ses privat.

Vi boede tæt på hinanden, så det var også nemt lige at slå et smut forbi på vej hjem fra arbejde eller på gåturen. Helle forstod mine frustrationer og kom ofte med gode råd, men hun havde også en evne til at forholde sig ironisk til virkeligheden og få mig til at grine ad mig selv og hele situationen. Det var kærkomment.

Jeg fortalte det da også straks til Helle, da jeg mødte Mads. Han dukkede op i min løbeklub en dejlig forårsaften i april. Han boede i nabolandsbyen 10 kilometer væk med sin kæreste. De havde ingen børn, og han var næsten 10 år yngre end mig. Selvom det måske ikke var kærlighed ved første blik, så kan jeg tydeligt huske vores første møde. Vi kom til at løbe sammen lidt nede bagved, og Mads fik mig flere gange til at knække sammen af grin, så vi måtte stoppe op og tage en pause.

Jeg lagde også mærke til hans søde smil og glimt i øjet, men jeg parkerede den straks der. Han var for ung, han havde en kæreste, og jeg skulle ikke komplicere mit liv yderligere. Alligevel nævnte jeg ham flere gange for Helle. Hun kendte ham godt, viste det sig. Ligesom mig fandt hun ham sjov og charmerende.

Mads og jeg snakkede godt sammen, når vi løb rundt om søen hver tirsdag aften, men det skulle ikke blive til mere, sagde jeg til mig selv. Det holdt indtil sommerfesten i løbeklubben, for da Mads trådte ind ad døren, mærkede jeg et dybt sug i maven. Et fuldstændigt ukendt sug; jeg havde i hvert fald ikke haft det sådan i mange, mange år, hvis nærmest nogensinde. Mads smilede, da han fik øje på mig og kom straks hen:

"Ja, jeg kunne jo ikke blive væk, når min yndlingsløbemakker kom."

Vi endte med at tale sammen hele aftenen og natten med, efter at de andre var gået hjem. Jeg glemte fuldstændig alt andet omkring mig; at jeg var gift, at han var yngre end mig, at han havde en kæreste, ja selv at jeg skulle tidligt op og med min søn til fodboldturnering næste dag.

Læs også

En læser fortæller: "Arven måtte ikke skille os ad"

Mads kyssede mig på kinden, da vi sagde farvel. Jeg gik hjem i den smukkeste morgen, fuglene sang, mosekonen bryggede ude over markerne, stokroserne stod langs bindingsværkshusene i landsbyen, og alting duftede af sommer. Hjemme lagde jeg mig ved siden af Valdemar, min syvårige søn. Jeg kunne ikke sove, selvom vi skulle op om lidt. Jeg tænkte på, at nu blev intet som før igen. Det fik jeg ret i.

Mads og jeg begyndte at skrive sammen, og næsten med det samme fortalte han mig, at det ikke gik godt imellem ham og hans kæreste, og at hun for en periode var flyttet hjem til sine forældre. De ville sandsynligvis gå hvert til sit. Vi skrev sammen hele sommeren. Niels bemærkede ingenting, eller også gjorde han, men var ligeglad. Jeg fortalte Helle om Mads og om mine følelser for ham, men også at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med dem. Som altid lyttede hun og tilkendegav at forstå min situation.

Sidst på sommeren gik Mads og jeg en lang tur sammen, og da vi sagde farvel, kyssede vi hinanden inderligt. Jeg nærmest svævede hjem. Jeg var både virkelig lykkelig og virkelig sorgfuld, men den dårlige samvittighed nagede også. Egentlig ikke over for Niels. Det undrede mig, men måske hang det sammen med, at vi længe bare havde levet som to fremmede under samme tag. Men over for ungerne havde jeg. Tænk hvis de fandt ud af, at jeg havde noget kørende med en anden mand? At det var min skyld, deres familie gik i stykker?

Alt det delte jeg med Helle allerede dagen efter, hvor vi satte os til rette på vores sædvanlige lille spot nede bagerst i haven. Jeg forklarede, at jeg slet ikke vidste, om Mads ville noget seriøst med mig, men jeg vidste, at jeg blev nødt til at forfølge den følelse, han gav mig. Og selv hvis det aldrig blev til noget, ville jeg ikke byde hverken mig selv eller min mand at være i et ægteskab uden kærlighed. Helle nikkede til det hele og virkede igen til at forstå. Ikke på noget tidspunkt udtrykte hun misbilligelse.

Jeg forsøgte at tage mig sammen til den svære, men uundgåelige samtale med Niels. Men før jeg nåede dertil af mig selv, trådte han en mandag eftermiddag ind ad døren efter arbejde og lignede en tordensky:

"Du kan godt spare dig. Jeg ved det hele! Om din lille affære, der har stået på i månedsvis. At du ikke har troet på vores ægteskab i årevis. Du har virkelig holdt mig for nar!"

Læs også

Skal jeg blive hos ham på grund af hans arv?

Mit hjerte galoperede af sted. Jeg begyndte at ryste over hele kroppen og måtte sætte mig på en stol ved køkkenbordet. Hvor vidste han alt det fra? Jeg begyndte at græde. Jeg undskyldte, jeg forklarede.

Niels blødte efterhånden lidt op. Især da han fandt ud af, at det kun drejede sig om et kys, og at jeg faktisk ville have fortalt ham det. Han troede, Mads og jeg havde haft sex og været sammen flere gange. For det havde Helle hentydet til. Helle – min veninde var gået bag om ryggen på mig og havde sladret til min mand, før jeg selv fik mulighed for at fortælle ham det. Tilmed havde hun pyntet på sandheden, så jeg fremstod endnu værre. Hvor gjorde det bare ondt.

Niels tilgav mig ikke lige med det samme, men vi endte med at få en nogenlunde god samtale og blev enige om, at det her var dødsstødet til vores ægteskab. Så midt i sorgen mærkede jeg også en lettelse.

Men Helles svigt sad dybt i mig og ikke mindst uforståeligheden. Hvorfor havde hun gjort det? Hun svarede ikke på mine beskeder og tog ikke telefonen, når jeg ringede. Efter en uges tid gik jeg over til hende. Hun kiggede iskoldt på mig, da hun åbnede døren, men inviterede mig da indenfor.

"Ja, du må da kunne forstå, at jeg ikke kan acceptere en så umoralsk opførsel. Så selvfølgelig var jeg nødt til at gå til Niels. Vi bor i et så lille samfund, jeg møder ham også, når jeg er nede og handle eller til badminton om tirsdagen. Skulle jeg så bare lade som ingenting? Du har sat mig i en enormt ubehagelig situation her."

Jeg var i chok, da jeg gik derfra. Var jeg virkelig et så frygteligt menneske? Hvorfor havde jeg dog ikke holdt min mund? Jeg vidste jo godt, jeg havde gjort noget forkert, men på den anden side havde mit ægteskab været dødt længe, og den del var i hvert fald ikke udelukkende mit ansvar. Helle formåede virkelig at give mig skyldfølelse. Ikke bare over at jeg kunne være utro, men også over at jeg satte hende i en så ubehagelig situation.

Jeg følte mig enormt fortabt. Ikke alene brød jeg nu min familie op. Jeg mistede også min veninde. Eller jeg mistede én, jeg troede var min veninde. For selvom jeg prøvede at undskylde Helle, så kunne jeg mærke, det var et halvhjertet forsøg fra min side. Jeg havde betroet mig til hende, hun havde ikke på noget tidspunkt stoppet mig eller givet sin mening til kende. Nu dømte hun mig, selvom hun vidste, hvor svært det havde været for mig. Sådan ville jeg aldrig have behandlet hende.

I dag ligger episoden et år tilbage i tiden, og jeg er landet godt. Det samme er Niels og vores børn heldigvis. Mads og jeg er blevet et par, og vi er utrolig glade for hinanden. Når jeg ser tilbage, var det mest smertefulde faktisk at miste Helle og på den måde blive moraliseret over. Vi møder selvfølgelig indimellem hinanden. Det kan ikke undgås, men vi taler ikke sammen.

Helle mener stadig, jeg er et forfærdeligt menneske, og at hun handlede korrekt. Jeg mener til gengæld, at hun svigtede mig og brød vores fortrolighed. Ja, jeg skulle ikke have indledt noget med Mads, mens jeg stadig var gift. Men jeg er trods alt kun et menneske, og mennesker fejler. Det rummer man som en god veninde.

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.