En læser fortæller: Jeg håbede at forsone mig med min mor til jul, men så åbnede jeg gaven
Jeg havde altid følt, at min mor gjorde forskel på mig og de to døtre, hun havde fået med sin nye mand. Hun kaldte mig selvoptaget og forkælet, når jeg kom til at antyde det, men at der i den grad var noget om snakken, fik jeg bekræftet en juleaften, som kom til at ændre alt.
Jeg fik en dårlig fornemmelse, allerede da jeg så pakken fra min mor ligge under juletræet. Jeg kunne genkende gaven på formen, men jeg tænkte alligevel, at jeg måtte være småparanoid og nok tog fejl.
Min mand, lille datter og jeg sad i sofaarrangementet i min mors og stedfars stue sammen med mine to halvlillesøstre, der var en del yngre end mig. Det var en tradition, at vi holdt jul sammen på den måde. Jeg havde aldrig holdt en jul uden min mor. Mine forældre var blevet skilt, da jeg var syv år gammel.
Efter et par år havde min mor mødt Steffen, som hun stadig var gift med, og de havde fået Amalie og Julie, som jeg var vokset op med. Vi var flyttet i hus i en pæn forstad, og udefra var min mors og mit liv sikkert forbedret på mange måder, men jeg følte mig aldrig helt som en del af den nye familie. Ingen var onde ved mig, men jeg følte alligevel altid, at jeg stod på sidelinjen og så ind på den kernefamilie, som de fire andre udgjorde. Det var de små ting i hverdagen, der gjorde det.
Min mor var altid optaget af mine to halvsøstre, og selvom Steffen var flink nok, var jeg ikke hans primære fokus. Min mor og han gik en del mere op i Amalie og Julies legeaftaler og fritidsinteresser, de var venner med deres klassekammeraters familier, og flere gange tog de fire på charterferie sammen, når jeg var på ferie hos min far.
Jeg følte altid, at jeg stod på sidelinjen og så ind på den kernefamilie, som min mor og hendes nye familie udgjorde.
Når jeg talte med min mor, oplevede jeg gennem årene ofte, at hun ikke lyttede, og hun kunne finde på at afbryde mig og tale om noget helt andet, som regel om sig selv. Nu hang julepynten imidlertid så fint i stuen, og vi sad samlet som en rigtig familie, men da jeg skulle åbne gaven fra min mor, blev mine bange anelser bekræftet.
Jeg fjernede forsigtigt papiret i håb om, at jeg alligevel tog fejl, men det gjorde jeg ikke. Da gaven var pakket op, sad jeg med en skrammet æske med et sæt tunge fyrfadsholdere i glas. Hen over æsken sad et stort gult tilbudsmærke, som min mor ikke havde kunnet kradse helt af.
Jeg mærkede en klump samle sig i min hals og en følelse af sorg bredte sig i min krop. De to fyrfadsholdere var i mine øjne grimme, og de var så langt fra min smag, som man kunne komme. Jeg vidste også, at de ikke kunne byttes, og der var en grund til, at jeg vidste det. Året år forinden havde jeg nemlig åbnet præcis den samme billige gave fra min mor. For andet år i træk gav hun mig altså det samme sæt lysestager, som hun i øvrigt godt vidste, at jeg ikke brød mig om. Jeg havde nemlig heller ikke brudt mig om stagerne sidste år, men havde prøvet at sige noget sjovt i situationen for ikke at ødelægge julen for de andre. Min mor var blevet lidt flov, da hun så min reaktion dengang, men havde hurtigt grinet det væk.
Jeg var 30, så jeg sagde til mig selv, at det ikke måtte betyde så meget for mig, at min mor igen i år gav mig de samme lysestager. Men jeg var samtidig vidne til, hvordan mine yngre søstre fik dyre og betænksomme gaver – et sæt dyre hovedtelefoner, lækkert tøj og skønhedsprodukter, som de havde ønsket sig, så det var svært for mig at sluge, at min ønskeseddel var blevet ignoreret, og at min mor igen havde foræret mig en udsalgsgave, hun godt vidste, at jeg ikke blev glad for.
Uanset hvor meget jeg forsøgte at skubbe det fra mig, føltes min gave som en nødløsning, hun var tyet til i sidste øjeblik, fordi hun havde glemt mig.
Da jeg året før havde forsøgt at bytte de to stager, opdagede jeg, at de var købt i en lagersalgsforretning tæt på, hvor min mor boede. Det var en af den slags forretninger, hvor varerne var sat så langt ned i pris på grund af, at de ikke længere var i produktion, så derfor var der ingen byttegaranti på dem. Jeg havde derfor også stadig æsken med stagerne stående i vores kælderrum.
I sommers havde jeg ovenikøbet været ude og handle med min mor. Hun havde foreslået, at vi gik ind i den nævnte lagersalgsbutik for at se efter gode tilbud. I en trådkurv på gulvet så jeg bunken af æsker med de skrækkelige fyrfadsstager, som ingen åbenbart ønskede at eje, siden de lå der år efter år. De var dækket af støv, og de kostede under 50 kr. Det rippede op i den dårlige følelse at se dem igen.
Jeg ville være gået forbi, men jeg stoppede op, og min mor så på mig. Jeg holdt en af æskerne op og sagde for sjov, at hun da i det mindste vidste, hvad hun ikke behøvede forære mig til næste jul. Min mor så lidt stødt ud, men grinede flovt, og jeg tænkte, at vi så havde lagt den kiksede oplevelse bag os.
Annonse
Så meget desto større var chokket, da jeg sad med den grimme udsalgsæske i hænderne for anden gang. Jeg så over på min mor for at se, om det var syg joke, men hun smilede blot til mig som om, alt var normalt.
Et øjeblik frygtede jeg, at hun kunne have begyndende demens, men hun var kun 56, klarede sit fuldtidsjob og huskede alt andet. Jeg kastede et vantro blik på Oliver, min mand, og han så måbende tilbage på mig. Alle de andre så på min lille datter, Astrid, der var ved at pakke en stor gave op, og mine to halvsøstre sad tilfredse og gennemgik deres dyre gaver.
Jeg var så vred og ked af det, at jeg ikke kunne være i mig selv. Jeg gik ud på badeværelset og græd foran spejlet. Jeg skammede mig over det, men hele min sene barndoms arsenal af ulykkelige følelser vældede alligevel op i mig. Jeg følte mig igen forkert, udenfor, ensom og ulykkelig.
Alle kunne se på mig, da jeg kom ind, at jeg havde grædt, men ingen sagde noget. Da vi lidt efter pakkede sammen for at gå hjem, kunne jeg dog ikke holde det inde længere. Jeg hvæsede til min mor, at hendes gave havde været så tarvelig, at jeg ikke havde ord for det. Først der gik det op for hende, at hun for andet år i træk havde givet mig den samme ubrugelige skrammelgave.
Hun og jeg stod alene i entreen, og hun gjorde alt for at tale udenom og slå det hen. Jeg var jo voksen, sagde hun blandt andet, så betød gaver jo ikke det samme længere. Det var så hyklerisk sagt, for Oliver og jeg havde foræret hende et dyrt tørklæde, som hun var gået meget op i, at hun ønskede sig af os, og hun havde også fået et sæt smukke ørenringe af Steffen, som hun tydeligvis var blevet rigtig glad for.
Nu måtte jeg tage mig sammen, sagde min mor ikke desto mindre, og så måtte jeg forstå, at hun havde så meget at tænke på i december. Det havde været en smutter, og det kunne umuligt betyde så meget. Jeg var målløs over, at hun kunne sige sådan, men jeg genkendte hendes reaktion fra de mange år, hvor jeg havde boet hjemme, og hun gang på gang havde fået mig til at føle, at min opfattelse af situationen var forkert, og at mine følelser var ligegyldige.
Jeg forlod vores juleaften i vrede, men også med en gammel følelse under huden. Følelsen af at min mor måske havde ret. Måske overreagerede jeg, måske var mine følelser forkerte? Heldigvis havde jeg Oliver, der var mindst lige så vred som mig. Han bekræftede mig i, at min mor var helt galt afmarcheret. Hvis min mor ingen penge havde haft, ville en nedsat gave selvfølgelig have været forståelig, men de havde penge nok, så at få den samme ubrugelige gave to år i træk var utroligt sårende.
Efter den jul gik jeg i kælderen og fandt æsken med de identiske stager, og jeg afleverede begge æsker i den lokale Røde Kors Butik. Forhåbentlig har de fundet et hjem hos et menneske, der synes, at de er skønne. Selv traf jeg et valg efter den juleaften. Jeg skal ikke igen holde jul hos min mor og Steffen. Det har gjort højtiden meget rarere for mig at komme igennem.
Efter den fatale juleaften satte jeg i det hele taget min mor på vågeblus i mit liv. Jeg følte, at hun havde truffet et valg for mange år siden, hvor hun havde valgt Steffen, Amalie og Julie til og skubbet mig væk. Det var først nu, jeg turde se de kolde kendsgerninger i øjnene, og det var der en grund til.
Først nu, hvor jeg havde Oliver og Astrid i mit liv, følte jeg mig nemlig stærk nok til at tage konsekvensen af, at jeg altid havde følt mig som et andenrangs medlem af min mors familie. Indtil nu havde jeg været bange for følelsen af ensomhed, der kunne lure på den anden side af ikke at have min mor i mit liv.
Da jeg året efter meldte fra til juleaften hos min mor, var hun helt uforstående. Hun prøvede på sin sædvanlige facon at presse mig til at få sin vilje, men da jeg ikke gav mig, blev hun vred og kaldte mig forkælet. Jeg havde intet problem med at afslutte vores samtale, for hvis der var en ting, jeg vidste, at jeg ikke var, så var det forkælet.
Jeg er siden kommet på bedre fod med hende, om end vores forhold er ændret, for jeg finder mig i langt mindre end tidligere. Jeg holder nu juleaften sammen med Olivers familie. Oliver forstår altid at få mig til at føle mig værdsat, hans gaver er betænksomme, og uden de gamle følelser af sorg og bitterhed, som altid hang ved julen tidligere, kan jeg nu slappe af og endelig nyde højtiden på en helt ny måde.
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
