Lene Beier om sin store kærlighed: "Han var så sød, men jeg havde en anden kæreste"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det må have været en eller anden form for landevej, som jeg ikke engang kender navnet på. Jeg er vokset op uden for Skive midt mellem Kirkeby og Yttrup, og Yttrup er så lille, at der ikke engang er et byskilt. Derude havde mine forældre lejet sig ind på en gård. Da jeg blev lidt større, flyttede de til storbyen, selv om min dagplejemor syntes, det var uforsvarligt at tage sådan et lille barn ind til så stor en by. Det skal lige siges, at det var Skive! Vi kaldte mit barndomshjem for Skive Hovedbanegård, fordi der kom så mange mennesker. Døren var aldrig lukket.

Mine forældre sejlede meget og involverede sig i alt, så folk kom og fik kaffe, eller fordi min far skulle hjælpe dem med et eller andet. Min mor kunne godt lide at følge med i, hvad vi tre døtre lavede, så alt foregik hjemme hos os med venindeaftner og de første aftner med øl. Jeg var en sjuft i folkeskolen. Jeg kom endda i observationsklassen i syvende, fordi jeg ikke kunne tie stille. Jeg forstyrrede undervisningen, og har i det hele taget altid prøvet at snakke mig ud af alle problemer. Da jeg blev 13, blev mine forældre skilt, men min mor bor stadig i huset i Skive.

Din levevej?

– Jeg har altid godt kunne lide formidling, og allerede som barn gik jeg og interviewede familiemedlemmer. Jeg ville gerne lave børne-tv eller formidle biologi til børn, så jeg blev folkeskolelærer. Jeg var rigtig glad for mit arbejde som folkeskolelærer, men en dag gik jeg til åben casting på et quizprogram på TV2 Charlie, og siden har jeg lavet tv. Forskellen mellem at være folkeskolelærer og tv-vært er ikke så stor. Man skal sige de samme ting tydeligt og flere gange på forskellige måder, og når folk keder sig, er der afregning ved kasse et. Jeg valgte at skifte retning på et godt tidspunkt, for efter jeg begyndte at lave tv, startede alt det, jeg ikke bryder mig om ved folkeskolen med, at vi skal måle og veje børnene.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Efter jeg havde fået jobbet i quizprogrammet, vidste jeg ikke, om jeg skulle sige mit faste job i folkeskolen op og satse på tv. Jeg var 34 år, og det er jo ret sent i livet at skifte spor. Jeg havde hus og to børn, og den sikre vej var folkeskolen, hvor du i modsætning til tv-branchen har ret til barns første sygedag. Den slags er der intet af, når du står på tv-optagelser. Det var to meget forskellige veje. Jeg var i tvivl, om det ville lykkes med tv, men samtidig skal man jo gå efter drømmene, så jeg spurgte min mand, Anders, og han sagde, som vi altid gør til hinanden: ”Er det det, du vil, så er det det, vi gør”. Jeg tror, det er derfor, vi lige har haft kobberbryllup.

Man skal ikke holde hinanden tilbage. I alle de år Anders brugte på at starte selvstændig entreprenørvirksomhed, arbejdede jeg som lærer og tog barselsorlov. I dag er det ham, der trækker det tunge læs herhjemme, for mit job er ufleksibelt. I tv-branchen er du aldrig hjemme til tiden.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Anders. Vi arbejdede sammen på en sushirestaurant en sommer for 17 år siden, inden vi begge skulle til at læse videre. Jeg syntes, han var så sød, men jeg havde en anden kæreste. I øvrigt er Anders fire år yngre end mig, og jeg kom lige fra det jyske, mens han kom alle de smarte steder i København. Men vi passer godt sammen. Vi har det altid sjovt sammen, uanset om vi sidder hjemme en tirsdag aften og spiser frikadeller, eller om vi er ude og rejse i den store verden. Vi fik selvfølgelig også sushi i lørdags, da vi holdt vores kobberbryllup.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Ja, i 2008. Finanskrisen begyndte, og det var hårdt for Anders’ virksomhed. Samtidig fik vi Arthur ved en fødsel, som var helt forfærdelig. Han sad fast under fødslen og kunne ikke komme ud, så de måtte brække hans kraveben og mit haleben for at få ham ud. Vi var lige ved at stå af begge to. Fødslen varede i 24 timer, og jeg lå indlagt en uge efter og gik til traumesamtaler, fordi det havde været så voldsom en fødsel.

Det var en hård proces, for jeg havde forestillet mig idyl. Han fik også kolik efter fødslen, så han ikke kunne finde ro om eftermiddagen og aftenen. Vi prøvede alle former for zoneterapi og kraniosakralterapi. Vi havde det bare dårligt alle tre på én gang. Der oplevede jeg, at livet blev vendt på hovedet på 24 timer, og pludselig var der noget, der var vigtigere end mig selv. Jeg lærte ikke at pille så meget i min egen navle.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Når det kommer til økonomi, bil og de store ting, har Anders overblikket. Til gengæld lader han mig bestemme alle de små ting. Det er klogt af ham, for så blander jeg mig ikke i hvilket lån, vi har. Det er mig, der står for indretningen, køber alt vores tøj og sørger for, at Anders får tid hos tandlægen. Kun som forældre er vi lige. Det skyldes, at jeg lavede Landmand søger kærlighed for første gang, da Otto var to år. Jeg var væk de fem hverdage i ugen og kun hjemme i weekenden. Det var godt for mig og Anders, fordi vi lærte at savne hinanden, når jeg sad og kedede mig på et hotelværelse, og han gik derhjemme og lagde vasketøj sammen. Og børnene lærte, at far er lige så god som mor, så i dag er vi meget lige på det område.

Hvilken vej bor du på nu?

– Poppelvej på Amager. Det er et gammelt sommerhusområde med lukkede veje, som er smart, hvis man har børn. Anders og jeg har købt og solgt otte-ni lejligheder for at få råd til at bygge vores eget hus ved vandet. Vi har købt, sat i stand, sparet op og købt den næste. Vi byggede dette hus på et år, har boet her i to år, og nu skal jeg aldrig herfra. Hvis huset en dag brændte, ville jeg bygge præcis det samme igen.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til Uganda og Australien for at skyde Landmand søger kærlighed – jorden rundt. Men forinden skal jeg lige en tur til hypnotisør, for jeg har flyskræk. Når jeg skal flyve, opfører jeg mig som et lille barn og kan ikke kende mig selv. Jeg får simpelthen panikangst. Det er værst ved turbulens, og hvis jeg lige har haft en dårlig flyvetur, som for eksempel i december, hvor jeg var i et fly, der måtte sikkerhedslande. Så skal jeg starte forfra i hypnose. I fredags da vi skulle hjem fra optagelser i Portugal, var jeg ved at flå min kollegas arm af, fordi det stormede så meget. Jeg græd! Til sidst blev jeg inviteret ud i cockpittet og fik lov til at sidde derude under landingen. Det hjalp at se piloternes ro.

Denne gang har jeg talt med min chef om, hvad vi gør, og nu er min flybillet lavet om, så jeg ikke skal mellemlande i Afrika om natten. Når du er i hypnose, fremkalder du den samme følelse, som du har i et fly. Hvor sidder den i kroppen? Hvornår er den opstået, og hvor kommer den følelse fra i dit liv? I virkeligheden handler det om, at kroppen fejlfortolker noget ufarligt, og det skal man have fjernet. Hypnose hjælper i en periode, men så går det væk, så nu må jeg tilbage på briksen igen.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg har det kun svært med det, når jeg sidder i et fly, men det handler mest om, at jeg ikke er mig selv i den situation og ikke er i kontrol. Derudover har jeg aldrig oplevet noget negativt. Da vi byggede vores hus, lavede vi tv-programmet Beier bygger hus om processen, og det betød, at mange kom forbi herude på vejen og så huset. Der er også en del, der skriver til mig og spørger til de løsninger, vi har valgt i huset. Da jeg var med i Vild med dans, var der mange, der skrev til mig om, hvordan jeg kunne undgå at få ondt i fødderne. Som udgangspunkt er der dog kun to ting, folk spørger om, når de møder mig: ”Hvorfor er det kun landmand søger kærlighed og ikke andre faggrupper”? Og: ”Er du færdig med huset”?