Lene Beier om dengang, hun var mest bange: "Det var et værre kaos"
Tv-vært Lene Beier om da hendes søn sad fast under fødslen, om at blive bidt af en australsk pytonslange og om det, der kan gøre hende allermest lykkelig.
Hvilket stykke tøj vil du aldrig skille dig af med?
– Det har jeg ikke noget af, for jeg er ikke nostalgisk i forhold til ting. Jeg har endda solgt min brudekjole.
Hvilken beslutning har du fortrudt?
– Jeg lever faktisk ud fra, at jeg ikke kan ændre på tingene, når de er sket. Så jeg bruger ikke meget tid på fortrydelse. I stedet øver jeg mig i at kigge fremad. Rammer jeg en blindgyde, skifter jeg spor. Det er jeg god til uden at blive hængende i det, der var før. Er der noget, jeg har fortrudt, er det, hvis jeg er kommet til at såre et andet menneske. Det kommer man jo til i løbet af sit liv.
Hvilket træk holder du mest af hos dig selv?
– Jeg kan godt lide mit gode humør. Jeg gør de ting, jeg har lyst til og prøver at lade være med at lave for mange regler i mit liv. Regler gør mig i dårligt humør.
Har du en tatovering, der fortæller en historie?
– Jeg har flere. Fem i alt for at være helt præcis. Jeg har blandt andet en slange på armen, fordi jeg blev bidt af en australsk pytonslange, da jeg lavede ”Landmand søger kærlighed – jorden rundt”. Klippet ligger stadig på YouTube. Det var under en optagelse, og det var virkelig et uheld. Heldigvis var det ikke en giftslange. Da jeg skulle hjem, ringede jeg til mine unger, som normalt er ret svære at imponere. Men dét her syntes de alligevel var sejt, og det havde jeg på fornemmelsen. Jeg nåede faktisk at tænke, da jeg blev bidt, at det ville være en god historie at fortælle mine børnebørn, når jeg engang bliver farmor, ha ha. Og jeg kunne selvfølgelig ikke tage slangen med hjem til Danmark, for den var jo vild og skulle tilbage ud i naturen. Så jeg fik i stedet lavet en tatovering.
Hvornår har du været mest bange?
– Det var jeg nok, da jeg selv var syg af en stofskiftesygdom, eller da jeg skulle føde mit første barn, Arthur. Han var for stor og blev taget ud med en hård sugekop. Da han var blevet trukket i fem gange, sad han fast med skulderen. De var nødt til at brække hans kraveben for at få ham ud, og jeg forstuvede mit haleben. Det var et værre kaos. Derfor blev min anden søn, Otto, taget med kejsersnit.
Hvem har gjort særligt indtryk på dig?
– Jeg kan ikke nævne én, hvor jeg kan sige, at dét menneske kan det hele. Jeg synes i virkeligheden, at mennesker, der er fuldstændig perfekte, er uinteressante. Der findes ikke nogen opskrift på livet, så man må kigge sig omkring og lære af de mennesker, man omgås.
Hvornår føler du dig allermest lykkelig?
– Det synes jeg faktisk, tit jeg gør. Men især det simple liv gør mig glad. For eksempel at sidde i en sejlbåd og sejle igennem noget dejligt vand og høre bølgerne klukke med ungerne og Anders ombord også. Dét gør mig lykkelig. Men det gør mig også lykkelig at sidde hjemme i Søvang i min ”vild med vilje-have” rundt om et bål med nogle veninder og drikke et godt glas rødvin.
Hvad er det vigtigste, din mor har lært dig?
– At appelsinerne ikke bare falder ned i turbanen. Man skal ikke forvente, at man bare kan sætte sig tilbage oven på sine hænder og se tingene ske.
Hvad kan gøre dig trodsig?
– Folk, der råber ad mig i trafikken! Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor man råber i trafikken. Og jeg kan føle mig totalt uretfærdigt behandlet, hvis folk skælder ud, og jeg ikke føler, at jeg kunne have gjort noget anderledes.
Hvilket rum i dit hus holder du mest af?
– Jeg holder mest af mit dejlige køkken, hvor man kan kigge ud over vandet. Hvor man kan have nogle gode snakke, hvor man kan sidde og drikke et glas vin og holde øje, mens der bliver lavet mad. Og hvor man kan sidde og lave lektier med ungerne og hygge sig med det. Samtalekøkkenet er jo virkelig en kliché, men der er en grund til, at det er hyggeligt.