Lene Espersen efter 25 års ægteskab: ”Det er sindssygt vigtigt, ellers vælter man”

0-10 år (1965-1975)

Stræber med stærkt selvværd

"Jeg har haft en fuldstændig fantastisk barndom forstået på den måde, at jeg har en meget tæt familie. 

Vi boede i Hirtshals, og jeg er den ældste af tre søstre. Min far var medejer af og direktør for Hirtshals Fiskeeksport, og min mor var hjemmegående, indtil min yngste søster begyndte at gå i skole. Det var et lille samfund, hvor alle kendte hinanden, og som barn føltes det trygt og godt. 

Læs også

Peter Mygind efter 30 års parforhold: ”Det handler om at steppe op, når lokummet vælter”

Jeg er sådan en rigtig storesøster, der passede meget på mine mindre søskende, og så elskede jeg at gå i skole. Jeg var nok det, man ville kalde en stræber. Når man får børn, tror jeg typisk, man lægger mange af sine ambitioner som forældre over på det første barn i forhold til, at du skal passe dine ting, tage ansvar og passe på dine mindre søskende, så det blev også min rolle. 

Men jeg har aldrig mærket det som en belastning, og jeg tror, at når dine forældre viser dig tillid og giver dig et ansvar, så er det med til at skabe grobund for et stærkt selvværd og en tro på dig selv."

10-20 år (1975-1985)

På egne ben i Canada

"Min drøm var at blive læge, allerhelst kirurg, fordi jeg gerne ville have et arbejde, hvor jeg hjalp andre, så da jeg startede i gymnasiet i Hjørring, var det på linjen mat-fys. I løbet af 1.g hørte jeg om nogle skoler, der hedder United World colleges, som ligger rundt om i verden. 

Mine forældre havde nogle venner, hvis søn gik på skolen i Canada, og jeg syntes, det lød så fedt, at jeg selv valgte at søge ind. Både mine forældre og jeg tænkte, at det var et long shot, men jeg blev optaget og boede derfor i Canada, fra jeg var 16 til 18.

De to år fyldte ekstremt meget i det tiår og har også haft stor betydning for resten af mit liv. At komme væk hjemmefra i den alder var med til at gøre mig selvstændig og meget robust, fordi der var så mange situationer, hvor jeg selv måtte klare tingene. Både det høje faglige niveau, hvor alt var på engelsk, men også helt praktiske ting som at rydde op, vaske tøj og at finde ud af, hvad jeg skulle lave i min fritid. 

Skolen krævede, at man gjorde noget aktivt for lokalsamfundet, så jeg blev uddannet undervandsdykker og underviste døve i at dykke med snorkel. Årene i Canada ændrede også min plan om at blive læge. Jeg fik den mest fantastiske lærer i faget økonomi, som forklarede så levende om verdensøkonomien, at jeg var helt solgt. 

Så jeg ringede hjem til mine forældre og sagde, at nu skulle jeg altså ikke være læge. Jeg skulle være økonom."

20-30 år (1985-1995)

De venlige ”fjender”

"På Cand.oecon studiet i Århus begyndte jeg at blive politisk aktiv, og da jeg var kæmpestor fan af Schlüter, som jeg syntes, havde fuldstændig styr på dansk økonomi, meldte jeg mig ind i Det Konservative Folkeparti. Det var stadig min plan at blive økonom, men jeg blev hurtigt næstformand i Danmarks Konservative Studerende og begyndte at holde taler på konservative landsråd, og der fik nogen øjnene op for mig.

Læs også

Katrine Muff: "Julen er min redningskrans, når det begynder at blive mørkere"

I 1994 blev jeg valgt til Folketinget i Sæbykredsen i Nordjylland, hvor jeg kom fra. Her havde jeg et fantastisk samspil med Ole Stavad fra Socialdemokratiet. Han var ikke særlig populær som skatteminister, fordi han satte skatten op rigtig mange gange, så han var en perfekt modkandidat til mig. 

Vi kendte nærmest hinandens repertoire til debatterne og havde en masse kærlige drillerier undervejs, og det var en kæmpe gave for mig, fordi jeg på den måde kunne spille bold op ad ham, og det er så vigtigt for at positionere sig som ny politiker. Daværende økonomiminister Marianne Jelved fra Radikale Venstre hjalp mig på samme måde.

Jeg var nok ret kæphøj og proklamerede, at jeg nok skulle sætte hende på plads, hvis jeg blev valgt, og da jeg så blev det, var hun så super cool at invitere mig til en økonomidebat, hvor hun virkelig gav mig plads, selvom hun på nogle områder var meget dygtigere end mig. Efterfølgende har jeg følt mig meget heldig over deres måde at være på, og Ole Stavad blev siden min vigtigste moddebattør og også en af mine gode venner."

30-40 år (1995-2005)

Når mor er minister

"Tiden efter valget i 1994 var virkelig en god tid. Jeg blev valgt ind sammen med Gitte Seeberg og Henriette Kjær, og vi havde meget medvind, fordi der var enormt stor fokus på os unge kvinder. Der var dog også mange, der tvivlede på, om vi overhovedet kunne noget. Jeg kan huske en ældre mand i Folketinget, der sagde til mig, at nu skulle jeg da bare sidde fire år på bagerste række i salen og lytte til ham, og så kunne jeg nok lidt efter det. Fire år my foot! 

Selvfølgelig blev jeg irriteret over sådan nogle kommentarer, men i kraft af både min barndom og min tid i Canada er jeg typen, der klør på, og jeg er god til at verfe ting af og sige, at det er der ikke noget at gøre ved, jeg kan ikke lave om på det, videre. Det var det samme med de halv-sexistiske kommentarer, der handlede om vores udseende og påklædning. 

Vi blev kaldt ”Kylle, Pylle og Rylle”, men sjovt nok var der ikke nogen, der kaldte Venstres unge løver for ”Rip, Rap og Rup”. Jeg kunne da sagtens blive sur over at blive kaldt ”Den talende kavalergang”, men jeg nægtede at ligge under for det og begynde at klæde mig i højhalsede trøjer og stramt hår.

I 1999 blev jeg gift med min mand, Danny Feltmann, og i 2000 blev jeg gravid for første gang. Desværre blev jeg ramt af svangerskabsforgiftning, og vi mistede vores lille pige i 24. uge. Det var virkelig, virkelig forfærdeligt. Alle mine organer var ved at sætte ud, og jeg var lige ved at dø. Der er simpelthen ikke noget, du kan gøre, når du bliver ramt af den sygdom. 

Folketingets medlemmer var så enestående, og ud af 179 medlemmer var der over 150 af dem, der personligt skrev til mig bagefter, så selvom det kan være hårdt derinde, er der også mange, der er søde ved hinanden.

I 2001 fik vi Marcus, lige efter at jeg var blevet udnævnt som justitsminister. Det var mit drømmejob, og jeg holdt kun fem ugers barsel. Vi organiserede os, så Danny kunne være med i Justitsministeriet, og så tog han en lang barsel, ligesom min mor, min svigermor og min gudmor hjalp til. 

Der var en børnelæge ude at sige i pressen, at jeg var en utrolig dårlig mor, og jeg blev simpelthen så vred og provokeret over det. Ikke på mine egne vegne, for jeg var rigtig meget sammen med Marcus, men på kvindekønnets vegne. Jeg har aldrig hørt nogen sige, om en mandlig minister, at han var en dårlig far, fordi han holdt en kort barsel. 

Med vores yngste søn Robert, holdt jeg seks ugers barsel. Mine 30’ere var i høj grad præget af meget tid med børnene og fuld kraft på ministerkarrieren, og det har betydet rigtig meget for mig at vise, at det godt kan lade sig gøre både at have en karriere og være mor."

40-50 år (2005-2015)

Farvel til politik

"Politisk er jeg mest stolt af de større aftaler, jeg lavede med meget bredt flertal, for hvis dem, der normalt mener noget andet end mig, også bakker op, er det nok fordi, jeg har truffet en klog beslutning. 

Vi lavede bl.a. en politi- og retskredsreform, fordi vi manglede patruljebiler på vejene, og selvom det ikke var populært at nedlægge politikredse- og stationer, var min vurdering, at det var bedre, at betjentene sad i en patruljebil end foran en tændt lampe på en station.

I 2014 valgte jeg at stoppe i politik efter også at have været landets første kvindelige udenrigsminister. Jeg ville have forsvoret, at jeg skulle noget andet, men jobbet som administrerende direktør hos Danske Arkitektvirksomheder føltes pludselig helt rigtigt. 

Da jeg stoppede i politik, blev jeg yngre at se på i løbet af et halvt år. Alle bekymringer med journalister, der ringede, diskussioner på sociale medier og meningsmålinger forsvandt fra en dag til en anden, og mine otte år hos Danske Arkitekter var fantastiske med fokus på blandt andet skærpede klimakrav til byggeri. 

Jeg ser tilbage på mine 20 år i politik som en fantastisk tid. Der har været modvind, men det meste har været medvind og succes, og det er jeg dybt taknemmelig for."

50-60 år (2015-2025)

”Man har to ben af en grund”

"For to år siden stoppede jeg i Danske Arkitektvirksomheder, og jeg bruger nu alt min tid på bestyrelsesarbejde. Det samme gør min mand, og det er et langt mere fleksibelt og frit arbejdsliv, end vi tidligere har oplevet. 

Vi har begge to arbejdet over 50 timer om ugen i mange år, men nu har vi pludselig mulighed for at indrette vores liv på en anden måde, fordi vi selv kan tilrettelægge vores arbejde, og fordi vores to sønner er flyttet hjemmefra. Jeg føler mig meget privilegeret over at kunne binde en sløjfe omkring alle mine interesser med de forskellige bestyrelsesposter, jeg har, og jeg er virkelig glad for mit nye arbejdsliv.

Jeg har også fået tid til en rejeruse, og jeg nyder at holde øje med den. Jeg slapper af, når jeg tager mine waders på og går ud i vandet for at tjekke for fjordrejer. Når jeg står der, er det ikke muligt at tjekke en telefon eller skrive en mail. Jeg er fuldstændig i nuet, og jeg elsker det.

I juni fejrede jeg sølvbryllup med Danny, som altid har været min største støtte. Vi kommer fra familier med de samme værdier ­– at være flittig, passe sine ting og prøve at være et ordentligt menneske, og det har vi været enige om at efterleve og give videre i den familie, vi skabte sammen. Vi har altid haft en dyb respekt for hinanden og givet hinanden plads. 

Danny har f.eks. ofret sig big time for mig. Han har haft mulighed for at blive landechef i H&M de fedeste steder rundt i verden, men han har ikke kunnet rejse, fordi jeg var politiker, og det har han altid respekteret. Til gengæld har jeg respekteret fuldt ud, at han rejste flere dage om ugen med sit arbejde, og at mine eller hans forældre kom og hjalp. Og så har vi altid efterlevet, at man ikke skal gå i seng oven på et skænderi uden at være blevet gode venner igen. 

Vi er begge to sådan nogle kompromismennesker, så når der er noget, vi har været vildt uenige om, har vi forsøgt ikke at lade tingene vokse sig store, men at finde en løsning. Jeg er taknemmelig for, at vi begge to har kunnet udleve vores passion rent karrieremæssigt, men også haft mulighed for at have to fantastiske børn. 

Min mand har altid sagt, at man har to ben af en grund. Fordi det giver en god balance, der gør, at man står fast. Det er privilegeret at have et godt og spændende arbejdsliv, men man skal også have et godt familieliv, hvor man har nogen, man kan læne sig på af, når det går dårligt på arbejde – det er sindssygt vigtigt, ellers vælter man – og det har jeg heldigvis altid haft."