Sangerinden Lene Siel: ”Siden min skilsmisse for fire år siden har jeg været i et vadested”

Sangerinden Lene Siel: ”Siden min skilsmisse for fire år siden har jeg været i et vadested”

En skilsmisse for fire år siden har gjort, at Lene Siel er i en overgangsfase i sit liv til noget nyt, som hun endnu ikke har fået defineret, fortæller hun i dennes uges Hendes Verden.

Musik har altid fyldt rigtig meget i Lene Siels liv. Hendes forældre var musikere, og barndommen i Sæby var præget meget af musik og dans.

Hendes eksmand blev også en stor del af sangerindens musikalske liv, men det ændrede sig efter en skilsmisse for fire år siden, forklarer hun i et stort interview med Hendes Verden.

- Siden min skilsmisse for fire år siden har jeg været i et vadested. En overgang til noget nyt der ikke er helt defineret endnu. Min eksmand var kapelmester i mit orkester, så det private og det faglige var filtret sammen, og det har jeg haft brug for at trække mig lidt væk fra. 

Skilsmissen har på mange måder været en hård omgang for sangerinden, uddyber hun til Hendes Verden:

- Selv om der er langt flest gode dage, der hvor jeg er kommet til i processen, så er en skilsmisse et lynnedslag i en familie. Jeg har været så ulykkelig, at jeg bare kunne ligge på gulvet og græde, og der er stadig den der: to skridt frem og et tilbage.

Derfor valgte Lene Siel i 2015 at åbne caféen Tante Karla på Falster og lagde sangen lidt på hylden. Nu er interessen for musik dog begyndt at komme snigende igen, fortæller hun:

- I år har jeg dog kunnet mærke lysten til musikken vende seriøst tilbage, så nu har jeg forpagtet Karla ud, og skal blandt andet i studiet for at indspille en julesang.

Dog har der været visse udfordringer ved den seneste indspilning, fordi alt foregår digitalt, og Lene Siel førhen har fået udgivet sin musik på cd’er.

- Her skal der tænkes nyt, og det kan være overvældende, fordi så meget andet også har været nyt og ukendt land siden skilsmissen. Men kræfterne, modet, gejsten og kreativiteten vokser og bliver stærkere. Dag for dag.

En spændende fremtid

Netop julen har Lene Siel altid godt kunne lide, men også her har noget ændret sig efter skilsmissen.

- Jeg har altid været vild med alle traditionerne i december, pynt, gaver, god mad og i særdeles samværet med familien. Men det sidste er ikke, som det var, så nu er mit forhold til julen anderledes og ikke min bedste tid mere.

Alligevel er den 51-årige sanger optimistisk omkring fremtiden.

- Jeg kaster en million bolde i luften, mister nogle, men griber andre, og hver af dem føles som en succes, der gør, at jeg udvikler mig. Selvom jeg er over 50 år, føles det som om, at verden ligger åben, og det er altså en spændende invitation.

Du kan læse hele interviewet med Lene Siel i denne uges Hendes Verden, hvor hun fortæller om livets mange op- og nedture.

Om Lene Siel

  • 51 år
  • Fraskilt og mor til tre døtre
  • Sanger og musiker – har udgivet 14 cd’er og optrådt ved hundredvis af koncerter og arrangementer. Åbnede i 2015 en café, som i dag er forpagtet til en anden, men driver lejlighedsvis stadig butik med tøj og brugskunst

Kilde: Hendes Verden